... der bestandig krydser min vej, den ene er ham, jeg crusher på, den anden ligeså...
Åh, alle de crushes, der ingen vegne fører. The story of my life. Nå, men det positive er vel at det er to mænd, som ikke er helt og aldeles utilgængelige og uopnåelige ligesom mit Mayer-crush, der i øvrigt er gået i sig selv igen, som jeg forudsagde at det ville.
Dermed ikke sagt at jeg synes det er superfedt med hele to crushes på én gang... og derfor prøver jeg at kæmpe imod og slå lidt fornuft ind i min hjerne. Jeg læste en bog om lyserøde luftkasteller i efteråret og den var jo nærmest skrevet til (eller om) mig, og jeg har efterhånden indset at det faktisk er en lidt problematisk tendens, jeg har. I det mindste har jeg længe været ret bevidst om min tendens, men jeg har bare ikke gjort noget ved det, og det er nok en fejl. Når jeg læser tilbage i gamle indlæg bliver det endnu tydeligere for mig, hvor mange af mine crushes, der er løbet løbsk i mine tanker og sjældent har haft ret meget rod i virkeligheden. Og det er da ærlig talt en kende trist at tænke på. Prøv at tænke på alle de potentielt søde mænd, jeg måske slet ikke har ænset, fordi jeg har været optaget af mine luftkasteller om mænd, der i bund og grund ikke rigtigt var interesserede i mig på den måde.
Som den notoriske overtænker jeg er, kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at begynde at evaluere mine seneste (/nuværende) crushes. Hvor meget af det er luftkasteller og fascination, er der overhovedet noget af det, der kunne være noget andet og mere?
Exhibit A: For knap og nap 2 år siden, den tredje gang jeg mødte ham, og fik øjenkontakt, da han spurgte mig om et eller andet praktisk, var det som om noget rykkede sig indeni. Jeg har aldrig oplevet sådan en fysisk reaktion på en øjenkontakt før, og jeg sad tilbage og kunne ikke tænke andet end "hvad skete der lige dér?" Efterfølgende kunne jeg så gå rundt og være forvirret og debattere med mig selv om det var noget, der skulle handles på, mens jeg forsøgte at signalere interesse (så diskret som muligt, selvfølgelig, så jeg ikke risikerede for meget) og samtidig har forsøgt at afkode om han faktisk også synes jeg var interessant. Så mere eller mindre min normale crush-adfærd, bortset fra det denne gang var (er ikke helt sikker på om det skal skrives i datid endnu...) meget mere intenst.
Det har bølget lidt frem og tilbage, jeg har kæmpet ihærdigt for at slå ham ud af hovedet (der er jo nogen, der siger, man skal passe på med at blande business og pleasure...), og det er til dels lykkedes i perioder... Jeg har været skiftevis overbevist om at han måske bare er lidt genert ligesom jeg selv er, men faktisk synes jeg er meganice (ellers søger man vel ikke så meget øjenkontakt) (det er drømmeren i mig, der taler her...), og andre gange har realisten i mig overtaget og jeg er overbevist om at hans lidt tilbageholdende adfærd er et udtryk for at han ikke er interesseret. Hvis han nu var oprigtigt interesseret, så ville han da gribe enhver chance, når vi tilfældigvis passerer hinanden på gangen, til at sende mig et flirtende blik, ikke?
Status lige for tiden er, at det er min indre realist, der har førerpositionen i forhold til Exhibit A. Så længe han ikke gør nogen tilnærmelser, så er der ikke nogen grund til at jeg går og bygger luftkasteller om ham. Og hvis jeg selv skal sige det, så går det faktisk meget godt med at lade være med at sætte ham op på en piedestal og i stedet bare være mere og mere mig selv i hans selskab og ikke overtænke alt muligt, der har med ham at gøre.
Og det leder mig så til Exhibit B...
For når det kommer til ham, så er der i dén grad gang i byggeriet. Luftkasteller galore. Og det er sjovt nok gået helt amok siden jeg besluttede at jeg skulle stoppe med at fantasere om Exhibit A. Måske der er nogle hjemløse følelser, der huserer... Exhibit B er sådan set ikke et nyt crush, men snarere opblusning af tidligere crush, nemlig Instruktøren. Jeg er simpelthen rejst et par år tilbage i tiden og har genoptaget min fascination af ham. Det er lykkedes mig at holde det på et nogenlunde ufarligt niveau, hvor jeg hele tiden har holdt mig for øje at det kun er et hyggecrush og slet ikke noget, jeg vil overveje at gøre noget ved. Det er bare en fascination af nogle af hans evner og kvaliteter, som jeg selv mangler eller ville ønske jeg besad i højere grad. Så det må jeg jo arbejde på.
Det er som om det har bygget sig op i løbet af efteråret, hvor det ligeså stille er gået op for mig, hvor lækkert han bevæger sig og at han jo faktisk er helt vildt sød. Især her efter nytår er det gået helt, helt bananas med dagdrømmerierne. Og det er ikke blevet mindre af, at jeg oplever en øget opmærksomhed fra hans side. Jeg er rimelig overbevist om at jeg, gennem de lyserøde briller, nok kommer til at lægge lidt for meget i den ekstra opmærksomhed. Realistisk set er det nok bare venskabelig opmærksomhed, men jeg labber det i mig, ikke desto mindre.
Vi var til samme fest, hvor jeg nok kom til at observere ham rimelig meget, og da der på et tidspunkt blev spillet "I've Had the Time of My Life" stod han under det instrumentale stykke bare og stirrede tilbage på mig (bilder jeg mig ind) med sådan et selvtilfreds smil, så jeg blev helt forlegen og kiggede ud på dansegulvet i stedet, og da jeg så tilbage på ham, stod han stadig og så i min retning. Måske har han bare fornemmet at jeg crusher på ham og tænker sit. Ugen efter ved afslutningen af timen står han og snakker ud i rummet, og ender med at stå og holde ret intens øjenkontakt med mig med samme selvtilfredse, smørrede smil. Og så gik jeg hjem og genlæste de Lyserøde Luftkasteller, så jeg lige kunne komme ned på jorden igen og konstatere at det nok er neurotransmittere, endorfiner, hormoner og whatnot, der spiller mig et puds. Min urhjerne ser bare et eller andet potentiale og vil have ham, og min fornuft ved godt at vi nok ikke er særligt kompatible. En uges tid efter var det lyserøde skær helt fraværende og realisten i mig havde klart overtaget, så det virker jo meget plausibelt at kroppens kemi har en del at sige her.
Nu har jeg lige genlæst de par indlæg, hvor jeg tidligere har nævnt ham, og det er jo mere eller mindre status quo. Men i det mindste bliver jeg bedre og bedre til at tage de lyserøde briller af og ikke overanalysere og -fortolke en helt masse på de to herrers gøren og laden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar