Stirreren

I øvrigt, så var jeg til fest for noget tid siden, hvor der tydeligvis var én, der havde et godt øje til mig. (Bør nok tage forbehold for at jeg er sindssygt dårlig til at aflæse signaler, men altså...) Jeg tror, han var lidt interesseret. Vi hilste på hinanden tidligt på aftenen og snakkede et par minutter, og jeg tænkte faktisk, at han da egentlig så okay sød ud.
Klip til nogle timer senere, et godt stykke over midnat. Han er tydeligvis ret fuld, og han ligner virkelig en, der bare burde gå hjem i seng. Han snakker ikke rigtig med nogen, men går bare rundt med sin øl og misser med øjnene. Knap så attraktiv, som jeg syntes tidligere, snarere lidt ynkelig. Jeg står ude i gangen og overvejer at tage hjem, står bare og observerer folk. Og så kommer han hen og stiller sig overfor mig og vil skåle med mig, jeg har ikke noget at skåle med, hvilket jeg siger til ham. Så står vi lidt akavet og ser på hinanden (jeg ser måske mere rundt i lokalet, min generthed begynder at overtage). Han tilbyder mig sin øl (uden at sige noget, han har tilsyneladende mistet talens brug på dette tidspunkt), jeg har ikke ligefrem lyst til øl, så jeg takker pænt nej. Og så står han bare og stirrer på mig, mens jeg bliver mere og mere genert og ikke aner, hvor jeg skal se hen. Jeg forsøger mig lidt med at se på ham, for ikke at være for afvisende, men det bliver for underligt og intenst, når han ikke laver andet end at stirre uhæmmet på mig. Haha, det har været et kønt syn. Hvad der bryder hans stirren kan jeg ikke huske, men han stopper i hvert fald på et tidspunkt, hvorefter jeg tager hjem. Åh ja, jeg bør nok øve mig lidt mere i det dér med øjenkontakt med fremmede (jeg er ellers blevet ret god til det med folk, jeg kender, især Den Perfekte... suk).

That ship has sailed.

Netop, som jeg havde besluttet mig for at stoppe med at være passiv og dermed kaste mig ud i at genoptage kontakten med Kaffemanden, ligger der pludselig et album på hans facebook med en masse billeder. Fra hans nyligt overstående ferie med sin kæreste. Slam! Så kan jeg lære ikke at vente for længe... Selvom det selvfølgelig er godt at han har det godt og er glad, gav det altså et stik i hjertet, da jeg så det. Og jeg blev faktisk ret trist. Det kunne jo, måske, have været mig, der var med ham på den ferie. Hvorfor skulle det tage mig så lang tid at indse, at vi måske kunne være et godt match? Hvorfor skulle jeg være så optaget af Studiekammeraten sidste år, at jeg ikke kunne se, at jeg faktisk var ude med en virkelig god gut, som faktisk, ved nærmere eftertanke, nok kunne være ret perfekt til mig?
"Ja, hej, jeg skulle lige bruge et år til at tænke mig om og komme frem til, at jeg egentlig meget godt kan lide dig og synes at vi skal ses".
Men det er der jo ikke så meget at gøre ved nu. Det er da altid noget, at jeg opdagede det før jeg nåede at invitere ham ud. Jeg skulle jo så bare have fået de tanker noget før. Men det er jo også fjollet at gå og være ked af, at han har fundet en anden. Har jo ingen idé om det rent faktisk ville fungere mellem os (eller overhovedet blive til mere end et par kaffedates). Heldigvis skulle jeg på ferie et par dage efter jeg opdagede det, så jeg fik flyttet fokus væk fra ham, hvilket nok var meget godt. Nu har jeg efterhånden accepteret, at jeg bare var for langsom og at jeg aldrig finder ud af, om vi kunne være et match made in heaven. Meeen, hvis han nu bliver single igen, så kan jeg jo altid overveje at gøre noget til den tid. Måske. Det kommer jo an på så meget.
Men jeg har da i hvert fald lært, at jeg skal stoppe med at lurepasse så længe. Det skal være slut! Nu skal jeg være åben overfor de muligheder der byder sig og give ting en chance.