Præcis

"You know that place between sleeping and awake, that place where you can still remember dreaming? That's where I'll always think of you."
— J.M. Barrie

You're just too good to be true

Vi stod udenfor, Ham den fine og mig, han gav mig verdens længste og bedste kram (endnu bedre end vores farvelkram, der efterhånden ligger flere måneder tilbage - man skulle ikke tro, det var muligt). Selv da jeg prøvede at slippe taget, så han kunne få lov til at slippe ud af min omfavnelse, hvis han ville, slap han ikke taget det mindste. At føle sig heldig. Og så stod vi bare sådan, mens vi snakkede og pjattede, som om det var den mest naturlige ting i verden, at kramme hinanden så hårdt og længe. Da vi langt om længe slap taget (jeg ville ikke have haft noget imod at stå der endnu), spurgte han om jeg ikke ville gå med ham ned til byen. Og jeg blev befippet og overrasket og ovenud lykkelig. "Om jeg vil med dig? Har du spurgt den rigtige? Vil du følges med mig ned i byen? Selvfølgelig vil jeg det, der er intet, jeg hellere vil!". Sommer, smil og solskin.
Og slam! Så ringer vækkeuret og man bliver revet ud af det lille stykke af heaven, som man havde opbygget i sin drømmeverden... og så går man resten af dagen og kan ikke rigtig tænke på andet. End ham. Too good to be true, det burde jeg jo have sagt mig selv.

You're just too good to be true
Can't take my eyes off you
You'd be like heaven to touch
I wanna hold you so much...

Forrest Gump anno 2010

Det' mig! I går eftermiddags skete det utrolige nemlig - jeg gik i gang med mit løbeprogram. Wuhuu! I starten af november burde jeg således være i stand til at løbe 10 km, hvis jeg formår at følge programmet og ikke kommer bagud.
I den første uge varer programmet kun 15 minutter pr. gang - hvoraf kun 4 minutter er løb, så det lyder jo meget let, ikke sandt? Det tænkte jeg i hvert fald, at jeg sagtens kunne klare. Og det kunne jeg da også, men blev nu lidt forfærdet over, hvor hårdt det var at løbe i 2 minutter. Shit, min kondition er latterligt dårlig (men det kommer vel egentlig ikke som en overraskelse...)!
Men jeg overlevede, dog med en ansigtskulør, der var den rødeste tomat værdig og en indre varme, der varede et bad og en hel time efter løbeturens afslutning, puh, det var varmt!
Selvom jeg synes det var pænt hårdt i slutningen af de 15 minutter, og varmen bagefter var ulidelig, så er jeg fortrøstningsfuld. For løb var min yndlingsdisciplin i folkeskolens gymnastiktimer, så jeg satser på, at det ikke varer så længe, før jeg begynder at nyde det. Desværre tager det nok væsentligt længere tid at komme op på 3 km uden pauser, som jeg praktiserede som opvarmning for 10 år siden... Men det skal nok lykkes, skal det!

Gid, det var sandt

[learnsomethingeveryday]

Jeg bør snarligst begynde at praktisere den del af mine nytårsfortsætter, der omhandler løb. Jeg har nemlig til min store gru konstateret en begyndende muffin-effekt ved bukselinningen. Oh skræk, oh ve! Det ser ud til, at jeg langt om længe er kommet ud over undervægtig-stadiet, som sundhedsplejersken var lidt nervøs for, at jeg aldrig ville komme ud af, da jeg gik i 5. klasse (ikke at det nogensinde har været kritisk)...
Jeg begynder så småt at tro en tidligere klassekammerat, der påstod, at man så snart man havde rundet de 20 godt kunne forberede sig på, at man ikke længere ville kunne spise hvad som helst uden at man ville tage på. Meeen det er jo ikke fordi jeg lige har rundet de 20, så helt ret vil jeg altså ikke give hende.

I øvrigt er jeg er også i elendig form (hvilket nu ikke er noget nyt), så jeg må nok hellere snart sparke mig selv i gang, hvis jeg ikke skal ende som muffin eller det, der er værre.

Jeg er allerede begyndt i det små. Siden hjemkomst fra ferie har jeg lavet mavebøjninger hver aften, og kan hermed konstatere at der stadig gemmer sig nogle rimelig ok mavemuskler derinde. Det er trods alt meget rart at vide. Og jeg har minsandten også udprintet et løbeprogram her til morgen, og jeg har alt det basale udstyr, så hvad venter jeg på?

Elefanten forsvandt (og den tog motivationen med)

Det er langt om længe lykkedes mig at færdiggøre Haruki Murakamis novellesamling The Elephant Vanishes. Det er også kun 1½ måned siden jeg startede... Havde ikke troet, at jeg nogensinde ville være så lang tid om at læse Murakami, for normalt har jeg svært ved at lægge hans bøger fra mig, men denne her fangede altså ikke rigtig.

Nogle af historierne kunne jeg rigtig godt lide, deriblandt "On Seeing the 100% Perfect Girl One Beautiful April Morning" (fantastisk titel, by the way). Modsat var der også et par stykker, som jeg havde ret svært ved at holde mig vågen til (muligvis har jeg bare været usandsynligt træt i forvejen, men det plejer altså ikke at være så slemt) - især TV People var en dræber - mener det var den - kan knap nok huske hvad den handler om. Og det er ikke den eneste, som jeg har meget svært ved at genkalde handlingen i.
Jeg ved ikke om det er de to oversætteres skyld, at jeg ikke finder sproget så genialt, som jeg plejer, eller om det bare er fordi jeg er bedst til at læse Murakami på dansk...
Det kan også være fordi jeg bare bedre kan lide romaner fremfor noveller. En del af dem må jeg med skam indrømme, at jeg vist ikke helt forstod meningen med. Overhovedet. Ikke at jeg gjorde mig de store analytiske anstrengelser, men alligevel. Er bare glad for, at min engelsklærer ikke gav os til opgave at analysere en af disse noveller.

Men men men! Alle disse ting skal ikke forhindre mig i at læse resten af Murakamis værker. Man kan jo ikke være lige heldig hver gang. Og den var heldigvis billig.

999 miles apart

Eller... nærmere 999 kilometer, men det lyder bare bedre med miles. Og så kunne man jo bare ønske at det "kun" var så langt væk han var (et eller andet sted burde den enorme afstand være et plus. Altså, hvis der nu var sket noget mellem os, ville det vel have været endnu mere uudholdeligt...)


Det minder mig desuden om denne sang, som tilfældigvis var i radioen den anden dag, da jeg sad i bilen på vej til yndlingsstedet næst efter hjem. (Den gang sangen lige var kommet frem, gik mit 14-årige jeg og drømte om at kunne spille den på klaver. Men det skete ikke lige. Måske jeg skal gå ned på biblioteket en dag og låne noderne...)

I read it in a magaziiiine

Jeg har haft Bennie and the jets på hjernen hele dagen, efter jeg så 27 dresses i går aftes. Og den var da fint tidsfordriv, selvom den var totalt forudsigelig, men det kan vel heller ikke overraske. Jeg kan hermed konstatere, at jeg har en ting for mørkhårede herrer. I samtlige film, jeg har set på det sidste, har jeg syntes vældig godt om den mandlige hovedrolle, hvis han har været mørkhåret. Og James Marsden var ikke en undtagelse. Selvom han dog ikke kommer op på siden af Ham den fine, som jeg stadig går rundt og sukker håbløst efter.


[Marc Johns]

... og det gør jeg så...