Hvor desperat skal man være?

Det går faktisk relativt godt med at give slip på min fascination af Den Perfekte. Og det lykkedes mig faktisk at være afslappet og normal, da vi stod (som de eneste) og ventede udenfor eksamenslokalet. Men indrømmet, så har jeg ikke sluppet fascinationen helt. Det ville vel også være sært, hvis jeg kunne det. Men det går den rigtige vej, tror jeg.

Ellers går jeg og ærgrer mig lidt over min singlehed. Og dermed dumme tanker om, hvorfor jeg ikke fattede at tage imod, da Kaffemanden måske var interesseret. Tænk, hvis jeg nu ikke havde haft hovedet (hjertet?) fyldt med naive tanker om Studiekammeraten, så havde jeg måske fået øjnene op for Kaffemanden lidt før og hvem ved, hvad der kunne være kommet ud af det? Det er selvfølgelig ikke sikkert at det ville have været særlig meget anderledes, men det kunne jo potentielt have ændret alt. Men det er dumt at tænke på det. Jeg kan jo ikke gøre det om. Og så kommer der forhåbentlig noget godt ud af det. Man har vel lov at håbe.

Forleden var jeg så desperat at jeg installerede Tinder på min telefon, men nåede ikke engang at lave en profil, før jeg slettede den igen. Jeg tror ikke rigtig at det er mig. Ved det ikke. Har hørt så mange historier, hvoraf størstedelen vist har været til den negative side, men der er jo også de gode historier. Men jeg tør ikke. Og hvad gør man, hvis man ramler ind i folk man kender? Og hvad vil folk sige, hvis de finder mig derinde? Det er da lidt pinligt, er det ikke? Men der er jo nogen, der siger, at man skal ud af sin comfort zone og gøre noget, man aldrig har gjort, hvis man vil opnå noget. Så...

Let go.

Jeg burde sådan set læse til eksamen, især fordi jeg ikke har læst noget som helst i dag. Men min koncentration er ikke rigtig eksisterende, så måske det kan hjælpe at tømme hjernen for distraherende tanker...

Så Den Perfekte til forelæsning i går. Og han er stadig lige perfekt. Han smilede og grinede også med mig, da jeg stod oppe ved tavlen og præsenterede det, jeg nu engang skulle præsentere. Men det var så også dét. Vi snakkede ikke sammen overhovedet, smilede ikke engang til hinanden, bortset fra da jeg stod deroppe (og nærmest stod lige foran ham). Og smile og grine gør han jo til alle, det er jo bare sådan han er. Jeg skal virkelig stoppe mig selv og indse at det nok en envejs-fascination fra min side. Jeg skal give slip. Så kan det jo også være, jeg kan lave en Ginny (Harry Potter-referencer, yay!) engang, når jeg forhåbentlig får pillet ham ned af den piedestal, jeg har sat ham op på, så jeg tør at tale rigtigt med ham. Så. Giv slip.