torsdag den 4. juli 2013

Hov

Glemte helt at skrive om den drøm, jeg egentlig havde intentioner om at nedfælde i går, så jeg kan varme mig ved den, hvis jeg kommer til at savne ham for meget...
Egentlig kan jeg ikke huske ret meget andet end at der var noget med en bruser, der var i stykker (det havde ikke noget med ham at gøre). MEN jeg fik mit kram i den drøm. Det var langt og det var godt og det var fantastisk at hvile min kind på hans brystkasse og have hans arme om mig og mine om ham. Det var ret trist at vågne op fra faktisk.

Efter et par ganges snooze gik drømmen så over i, at vi pludselig skulle til en ekstra eksamen nu på fredag, og det var så virkeligt, at jeg faktisk troede på det, da jeg vågnede og var helt stresset over, at vi ikke havde aftalt, hvornår vi skulle mødes og forberede os. Så foretrækker jeg altså krammedrømmen...

onsdag den 3. juli 2013

Long time, no see.

Halløjsa! Jeg har lige trang til at få lidt tankemylder ud og det har jeg sådan set haft mange gange i løbet af de sidste par måneder - det er bare ikke rigtig blevet til andet end at tænke på det igen-igen, så tænker at det måske er meget godt at få det ud på skrift, så jeg kan komme videre med nye tanker... Og så kan jeg jo genlæse det, når jeg bliver gammel og tænke på alle mine crushes, der aldrig blev til noget...

Det sidste halve år har jeg arbejdet sammen med Studieduden (som jeg skrev ret varmt om ved juletid). Og det har ikke afskrækket mig fra at tænke sådan om ham. Jeg er faktisk mest blevet bekræftet i, at han er en så godt som perfekt menneske. Det eneste minus jeg har kunnet støve op er, at han festryger indimellem. Men ellers er han bare sådan et godt menneske, der er glad og positiv og pæn og høflig og klog og alt muligt rart og godt. Hans musiksmag er eminent (den passer i hvert fald meget godt med min) og hans "test" af om en pige er kærestepotentiale handler om, om hun kan give ham ordentlig modstand i Trivial Pursuit - hvilket jeg er ret sikker på, at jeg kan (og samme test har jeg haft planer om at benytte til selvsamme formål - great minds think alike eller noget...). Generelt har jeg fornemmelsen af, at vi deler ret mange værdier og drømme. Nøj, det lyder lidt corny, det her.

Som jeg skrev sidst, jeg skrev om ham (den post, jeg har linket til ovenfor), så kan jeg virkelig godt forestille mig, at vi kunne være et godt par og samtidig slet ikke. Lidt ambivalent. I forhold til socialt liv er han bare så langt fra mig, som man næsten kan være. Han er en rigtig people person, der nærmest altid har selskab (har jeg indtryk af), han kan tale med alle om alt (jeg er så misundelig på den evne) og han er generelt bare sådan en som alle godt kan lide at være sammen med (no wonder eftersom han er så fantastisk, haha).

Og nu kommer jeg så til det, jeg har undret mig lidt over. Da vores studiegruppe sagde hej-hej og god sommer til hinanden efter sidste eksamen blev der krammet på kryds og tværs - bortset fra, at der ikke blev noget kram mellem Studieduden og mig. Og hvorfor så ikke det?! Det har jeg jo tænkt en del over...
  1. Nu er jeg ikke den store krammer, så i mit stille sind håber jeg bare, at det er dét, han har bemærket og derfor har han tænkt, at han ikke ville pådutte mig et kram, som jeg muligvis ikke havde lyst til (åh, han skulle bare vide!), men jeg fik/gav jo kram til alle de andre, mens han stod et par meget væk og nærmest var på vej videre til det næste, han skulle. Vi fik dog øjenkontakt og smilede, men det var så det...
  2. En anden teori er, at han har luret at jeg virkelig godt kan lide ham, og at han ikke vil opildne til noget og give mig falske forhåbninger ved at kramme mig, fordi han ikke har det på samme måde som mig.
  3. Eller en mere usandsynlig teori, at han rent faktisk også kan lidt mig, men ikke vil opildne til noget, fordi han skal på udveksling næste semester og hele dette semester har snakket om, at det er dumt at indlede noget med nogen som helst bare for at blive adskilt i et halvt år. Meeen det tvivler jeg nu lidt på. Altså, at han har den slags følelser for mig.
  4. Jeg havde en dårlig hårdag og var temmelig bombet efter eksamensræset, så jeg følte at jeg virkelig ikke var særlig attraktiv og tiltrækkende, og så kunne jeg måske godt finde på at fravælge at kramme mig selv, hvis jeg kunne det, haha!
  5. Jeg kan komme på mange flere varianter af ovenstående scenarier...
 Faktum er, at jeg ikke fik et kram, selvom jeg gerne ville, men så kunne jeg jo bare selv have lagt op til det, så det er måske i sidste ende bare min egen skyld. Og indrømmet, så havde jeg nok været mere ivrig efter at få ham så tæt på mig, hvis jeg rent faktisk havde følt mig lidt mere lækker og ikke var så dødtræt, som jeg var.
Jeg må vel bare have et kram tilgode, når han engang vender tilbage fra udveksling så...