Nå, men den dér aftale, jeg havde med Studiekammeraten, gik ganske fint. Det var en lille smule akavet de første par minutter, og jeg var lidt forfjamsket og vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv, men bortset fra det, var alt godt og det var vældig hyggeligt.
(Og den dér akavethed er der nærmest altid, uanset hvem det er man mødes med efter ikke at have set hinanden længe... Er det bare mig, der har det sådan?)

Da den værste akavethed havde lagt sig, føltes det bare rart at være i hans selskab igen. Der poppede hele tiden nye ting frem, som jeg havde lyst til at sige, og snakken kørte virkelig, som jeg sjældent har oplevet det. Normalt skal jeg altid bryde min hjerne med, hvad jeg skal sige, i hvert fald overfor langt de fleste mennesker, jeg har mødt, men det var slet ikke et problem. Godt tegn. (Nu havde jeg selvfølgelig også haft en halv sommerferie til at komme i tanke om ting, jeg havde lyst til at fortælle ham, men alligevel...).

Pludselig var aftenen gået og han skulle hjem, og så kunne jeg ellers sidde der og være totalt overgearet over at det var gået så fint, men igen - hvorfor skulle det ikke gå fint? Ved virkelig ikke, hvad jeg havde forestillet mig... godt nok har vi aldrig rigtig været alene i så lang tid, uden andre menneskers tilstedeværelse, så der var vel ingen garantier for, at det ikke ville være fuldkommen akavet og mærkeligt. Men der var ingen grund til bekymring, heldigvis.

Det eneste kritikpunkt er, at jeg aldrig fik lejlighed til at komme fysisk tæt på ham udover de to kram, da han kom og da han gik (og som han lagde op til). Men det virkede pludselig voldsomt intimt, hvis jeg skulle ae ham på ryggen, som jeg ellers plejer, når jeg får chancen. Så det fik jeg ikke taget mig sammen til. Men det går jo nok, måske næste gang...
For der bliver en næste gang. Og han har tilsyneladende også haft det rart i mit selskab, han ville i hvert fald gerne vide, hvornår han ville få mig at se igen (yay!). Det er jo lidt svært at svare på, når han flytter udenlands og ikke længere er inden for rækkevidde på en hverdagsaften. Men han vil gerne have mig på besøg, hvis jeg skulle finde på at tage derover (yay igen!).
Så nu er jeg ikke længere så bekymret for, om vi kan finde ud af at holde kontakten (jeg er virkelig slem til at lade ting løbe ud i sandet, hvis jeg ikke per automatik ser folk, desværre, men ikke denne gang, jeg må øve mig). Og nu ved jeg også, at han er interesseret i det, og det burde vel gøre det nemmere.
Måske det også er derfor jeg ikke har været på grådens rand over vores forestående adskillelse endnu (har kun haft tårer i øjnene en enkelt gang, og det gik hurtigt over). Men det kan jo være det kommer...

(Sikke en evaluering, hva'? Jeg er vist gået lidt i selvsving...)

Hypotetiske spørgsmål

Hvis en fyr nu spørger én, hvilke egenskaber en mand skal have (eller hvilken type mand, man er til) for at man vil være kærester med manden, er det så for at finde ud af, om han selv har en chance eller fordi han bare gerne vil lege Kirsten Giftekniv for én?


Hvis en fyr siger, at han skal godkende alle ens fremtidige kærester, før man bliver kærester med dem, er det så et udtryk for venskabelig omsorg eller er det fordi vedkommende egentlig gerne selv vil være kærester med én?

Den tåbelige lille smskrise er overstået og ingen led voldsom overlast mens det stod på (men jeg må tilstå, at jeg fik en mindre hedetur, da jeg havde sendt den, selvom jeg ikke er meget for at indrømme det...).
Og shit, hvor var jeg åndssvag, at lade det komme på sådan et hysterisk niveau, haha. Altid noget, jeg kan grine lidt af det bagefter. Men det var vel frygten for en afvisning, der fik min fornuft til at forsvinde. En rimelig irrationel frygt, eftersom aftalen stort set var i hus og har været det længe (men man ved jo aldrig...).
Nå, men summa summarum, så fik jeg heldigvis positivt svar og så kan jeg jo roligt blive mit gamle ikke-hysteriske jeg igen...

Det er utroligt, at det kan være så svært at formulere en simpel sms. Det er jo ikke fordi indholdet er noget særligt og det er meget venskabeligt og burde på ingen måde være så angstprovokerende for mig at sende den sms. Men nu har jeg prøvet at tage mig sammen til bare at få den sendt i et par dage, men det er som om jeg ikke rigtig tør. Det er lidt ulideligt i længden.
Det er helt nede på et latterligt petitesseniveau, men skal jeg for eksempel indlede med et "hej" og en smiley eller skal jeg også have hans navn med? Eller skal jeg bare droppe det indledende hej og bare stille spørgsmålet om vores (forhåbentlig) kommende aftale? Årh, jeg har for meget tid til at tænke over det her. Jeg hader, at jeg ikke bare kan være afslappet omkring det, som jeg ellers plejer at være. Hvor er min fornuft gået hen?! 

Så kommer man hjem fra ferie og tænker, at jeg da lige kan forevige lidt tanker om mit crush på min (nu tidligere, suk) studiekammerat, og så ser jeg at jeg har fået en kommentar her på bloggen! Uh, det er jo helt ligesom i de spæde blogstartsdage, hvor man faldt helt i svime over, at der rent faktisk var nogen, der læste det, man skrev, og ovenikøbet gad skrive kommentarer til en. Så jeg er meget glad, det er helt åndssvagt, haha.

Nå, men status er, at jeg har haft temmelig meget transporttid, og dermed tænketid, i løbet af min ferie. Og det er jo nok ikke så svært at regne ud, at store dele af den tænketid er gået med at tænke på Studiekammeraten. Jeg har drømt om ham adskillige gange, gode drømme, så man ikke har lyst til at vågne, men bare gerne vil sove videre og drømme i en uendelighed. Men det kan man jo ikke. Og så er der jo ikke andet at gøre, end at drømme om ham om dagen også. Så jeg har muligvis været ret mentalt fraværende til tider på den ferie, men det blev ikke kommenteret, så helt galt kan det nok ikke have været (eller også har mine forældre bare vænnet sig til, at jeg kan være sådan...).

Jeg tænkte utroligt ofte, at han burde have været der og på, hvordan det ville have været, hvis han nu havde været der i den og den situation. Og så kunne jeg jo bare savne lidt mere. Men altså, når man sidder 3 ved et 4-mandsbord, så er det jo også meget naturligt at tænke sådan, ikke?
Der var mange, mange situationer, hvor jeg havde lyst til at sende et besked eller et billede til ham med sådan nogle små, ligegyldige ting, som jeg bare lige fandt interessant eller fik mig til at tænke på ham. Men den slags har jeg ikke teknisk udstyr til (endnu - regner stærkt med at opgradere snarest), så det måtte blive ved tanken. Og det var måske også meget godt - han skulle jo nødigt drukne i længselsfulde beskeder, som han måske slet ikke har den fjerneste lyst til at svare på.

Men årh, hvor har jeg savnet ham meget. Bare tanken om den måde han tit har lagt armen om mine skuldre, kan nærmest få det til at kilde i min mave. Og da han på den bytur vi var på, sidst jeg så ham (det føles som så længe siden...) lagde hånden på min lænd, da vi gik rundt mellem fulde folk på diskoteket og ledte efter de andre (vi fandt dem aldrig). Er det sådan noget han ville gøre ved alle andre piger, han følges med, eller var det kun fordi det var mig? Og da vi gav hinanden to farvelkram, i stedet for bare et. Det gør man vel heller ikke ved alle og enhver?

Og da jeg så kom hjem fra ferie, så blev jeg helt rationel og tvivlende. "Nu skal jeg holde op med at drømme sådan om ham, og det er også for åndssvagt, når han rejser væk og han har garanteret ikke flere følelser for mig, end han har for alle sine andre veninder". Det var ikke en god dag. Men nu er jeg tilbage ved drømmerierne og dagen, hvor jeg skal se ham igen nærmer sig (skal også have skrevet til ham og have bekræftet, at han ikke har glemt aftalen - det er jo bare lige det der med at formulere en besked. Det kræver stor tankevirksomhed fra min side, åbenbart). Og jeg forestiller mig alle mulige scenarier for, hvordan det kommer til at gå... og det er garanteret totalt urealistisk. Men at drømme lidt er vel altid godt?

Og tillykke, hvis du er nået så lang og har læst det hele. Jeg er i så fald imponeret.