Stagnation

Det her er et tydeligt bevis på at mit liv stagnerer for tiden. Det følgende er skrevet engang i foråret sidste år, men det er vitterligt akkurat de samme tanker, som jeg netop gjorde mig forleden dag. På en måde lige dele forfærdeligt og fascinerende. (Han er i øvrigt stadig afsat...)

- Det er så dumt, men jeg har lige en mindre nedsmeltning over at jeg er sådan en nørd til det dér med kærlighed. Af en eller anden grund er jeg pludselig virkelig ked af, at jeg forpassede chancen med Kaffemanden. (Selvom det lige straks er to år siden vi var på det, der måske-måske ikke var en date). Den meget kølige og ordknappe respons, jeg gav ham som svar på hans tak-for-i-dag-besked græmmer jeg mig stadig over. Faktisk ret meget. Jeg har lidt lyst til at undskylde, men det er som om det er lidt fesent at gøre det så lang tid efter... og han er jo også afsat til anden side, tror jeg nok (må lige stalke hans profil lidt...). Det ville også være en sindssygt random besked, pludselig at få en undskyldning med et par års forsinkelse. Så synes han da først at jeg er mærkelig. På den anden side skulle jeg måske bare tage at få det gjort, så jeg kan rense min samvittighed lidt. Jeg kan selvfølgelig også lige tænke over det et par år, så kan jeg også nå at formulere det helt perfekt. Eller noget.

Nu har jeg selvfølgelig lige stalket ham lidt på facebook, her midt i min længsel, og jeg er kommet frem til at han i hvert fald stadig var sammen med sin kæreste til sin fødselsdag i november, så jeg kan vist godt pakke min længsel sammen igen. Hvorfor er jeg sådan en idiot, at jeg ikke kunne sanse at give det den mindste chance dengang?! Dårlig timing, jeg hader det.

Men det forvirrer mig altså lidt, at han ønskede mig tillykke med fødselsdagen sidste år, eftersom den seneste kontakt vi har haft inden faktisk var et tillykke begge veje året før. Og jeg ønskede ham ikke tillykke sidste år, så det kan jo ikke bare have været fordi han har følt at han skyldte mig et tillykke. (Jeg burde stoppe mig selv fra det her overanalyse, men det er nok meget godt at skrive det ud...) Men det kan selvfølgelig bare være fordi han har medlidenhed med mig og min sociale inkompetence. Eller også er han bare et ganske almindeligt høfligt menneske, der ønsker alle sine facebookvenner tillykke med fødselsdagen. Hvad ved jeg.