Kyssedrømme

Drømte at jeg var med i en afart af det dér kysseprogram på TV3, som jeg spildte en time af mit liv på at se en enkelt afsnit af for noget tid siden.
I min drømmeversion af programmet skulle jeg dog kun kysse to personer, og det foregik uden bind for øjnene. Og det var folk, jeg kendte i forvejen. Sleeet ikke akavet, nej. Ahem. Nå, men den første, jeg skulle kysse var en studiekammerat og det var en sært tantekys, hurtigt overstået og ikke noget, der blev dvælet ved i "programmet" (for jo, der var en vært, der stod og så på (igen, det var en ret akavet drøm))... Og den anden, jeg skulle kysse var, naturligvis, ingen ringere end Den Perfekte. Da værten interviewede ham, sagde han, at han aldrig havde tænkt på mig sådan, men kysse mig, det ville han i hvert fald gerne. Og det gjorde vi så. Så skulle man måske tro at det her drømmekys var helt og aldeles vidunderligt, men det var egentlig bare lidt akavet (som alt andet i den her drøm tilsyneladende var). Men dårligt var det ikke, og mit drømme-jeg syntes det var rart med hans hånd på min lænd (det ville mit virkeligheds-jeg nok også synes om...) Da værten bagefter spurgte om det var et godt kys var vi begge sådan lidt "nah", men Den Perfekte mente at man jo bare måtte øve sig. Og det blev vi så enige om at vi skulle og så vågnede jeg og var lidt skuffet over, at jeg ikke kom mere op at køre over at skulle kysse Den Perfekte i drømmen...

I can't make you love me

Denne her sang kan man passende lytte til...


Jeg er nu gået lidt ind i en sort-seer-fase i forhold til Den Perfekte. Har igen været på bytur med en flok fra studiet. Til at starte med deltog jeg primært fordi der måske var en chance for at Den Perfekte ville støde til senere, men det var sådan set meget hyggeligt og sjovt, selvom han ikke var der. Da jeg så småt begyndte at overveje, om jeg bare skulle tage hjem, kom der pludselig en flok og joinede os, hvor han var iblandt. Og straks forsvandt tanken om at gå hjem. Men altså... jeg er ret sikker på, at han godt kan lide mig på vennebasis, men så nok heller ikke mere end det. Det virkede i hvert fald ikke sådan på hans opførsel. For eksempel sad vi på et tidspunkt ved siden af hinanden, hvor der blev spillet en eller anden sang, hvor man sidder med armene over hinandens skuldre og vipper fra side til side (er der et navn for den slags?) og der lagde han først armen om mine skuldre, da han nærmest fik besked på det og han fjernede den også ret hurtigt igen (det gjorde jeg så også selv, men ja...). Der havde det jo været oplagt at lade armen hænge, hvis han var interesseret i lidt nærkontakt. Så ja. Lige nu er jeg sådan lidt... så kan det også være lige meget. Men vi vandt da nogle af drukspillene, hvor vi var på hold sammen, så det blev til en del high fives, men det er jo også meget venne-agtigt.
Vi er alligevel også for forskellige, som jeg vist også har nævnt herinde før. Vores sociale behov kan nok faktisk næsten ikke være mere forskellige, end de er. Hmm. Så nu er min taktik, at jeg vil nyde hans øjenkontakt så meget som overhovedet muligt, mens jeg har chancen, og så damper min fascination forhåbentlig lidt af, når sommerferien er over os og jeg ikke kommer til at se ham på daglig basis.

Sommerfugle

Min fornemmelse af Den Perfekte svinger virkelig meget for tiden. Nogle gange er jeg sortseer, overbevist om at han på ingen måde er interesseret i mig, mens jeg andre gange kommer i tanke om en eller anden lillebitte ting, som jeg sagtens kan få tolket på en måde, så jeg kan overbevise mig selv om at han altså er lidt interesseret i mig. Det er ikke nemt.

De sidste par dage er det gået op for mig, at det måske ikke kun er mig, der er usikker og lidt nervøs i forhold til at vise ekstra interesse. Bare fordi han er en rigtig people person, så kan det jo godt være han er lidt tilbageholdende overfor folk, han har et godt øje til. (Når jeg tænker de her tanker er jeg selvfølgelig i en af de positive faser, hvor alt nærmest skriger til himlen, at han er vild med mig...).

Nå, men jeg prøver alt, hvad jeg har lært at være mere åben, når han er i nærheden og jeg smiler til ham, når jeg ser mit snit til det. Og han søger altså også mit blik ret ofte.
Men nu til sagen! Hele grunden til at jeg fik lyst til at blogge i dag er nemlig, at jeg oplevede en ret intens øjenkontakt fra ham i dag, så jeg kan næsten ikke være i min krop og jeg får kriller i maven bare ved tanken. Puh, det kan da ikke bare være venskabelig øjenkontakt. Igen-igen foregik det i frokostpausen. Vi sad på samme side af bordet med en anden siddende imellem os. Da Den Perfekte er færdig med at spise, rejser han sig og går over og sætter sig næsten overfor mig (der sad en anden lige overfor mig) med den begrundelse at han ville over i solen (hvilket selvfølgelig også er en ganske plausibel årsag...), men det kunne jo også være med skjulte bagtanker om at etablere intens øjenkontakt med mig (haha, jeg analyserer for meget på for lidt). Men mens snakken gik blandt hele flokken, så fik vi altså øjenkontakt ret mange gange og det var altså ikke mig, der indledte den hver gang. Jeg kunne mærke hans blik på mig og jeg var modig og gengældte øjenkontakten. Og den blev altså holdt længe nogle gange. Og det skete også, når det var alle andre, der talte, hvor det ville have været naturligt at se på den, der talte i stedet. Det gør man da ikke bare uden grund, gør man? 
Ej, jeg har sindssyge sommerfugle i maven nu. (Om ikke andet, så kan jeg da læse det her en dag, hvor jeg er trist, og mindes de smukkeste blå øjne kigge ind i mine. Jeg fik i hvert fald dagdrømt en del i løbet af eftermiddagen og måtte tage mig selv i at smile lidt fjoget ind i væggen, mens jeg arbejdede...).