I've lost myself in you. And I like it.

[the prusuit of happyness]

3 måneder er gået, siden jeg så Ham den fine sidst. Og jeg har tænkt på ham hver dag lige siden (det er vist aldrig sket før, at min "fascination" (eller burde man kalde det noget andet?) af et andet menneske har holdt så længe efter at vedkommende er forsvundet fra min hverdag...). Det er bare så tåbeligt, for han er uden for rækkevide på alle måder.
På den ene side, så ville jeg ønske, at det kunne fortsætte i en uendelighed, for jeg har svært ved at forestille mig, at der findes andre, som kan udfylde hans plads og få mig til ikke at længes efter ham. Og jeg kan jo på en eller anden bizar måde godt lide at længes efter ham, selvom jeg ved det er nytteløst (men drømmeren i mig har vel stadig et håb derinde et sted).
På den anden side kan jeg godt se, at det her ikke fører nogen steder hen, og at det bare er spild af tanker og følelser, at gå og længes efter ham, når han ikke er tilgængelig (og nu begynder jeg at gentage mig selv...). Men det er bare så svært at lade være, når man er faldet så hårdt.

And now to something completely different

Beklager, at alt herinde har handlet om Ham den fine de sidste lange stykke tid, men det er godt at få det ud, og der er ikke så meget andet indhold i mit liv lige pt (hvor ynkeligt det end lyder).

Mit løbeprojekt går faktisk rimelig godt, bortset fra den 1½ uge, hvor jeg så mig nødsaget til at holde fri før det udviklede sig til en løbeskade (fantastisk at det sker allerede efter få uger...). Nå, men derudover har jeg holdt planen til punkt og prikke, selvom det betød regnvejrsløb flere gange. Jeg er heller ikke ved at dø efter to minutters løb, så der sker helt sikkert fremskridt. (Som om det interesserer andre end mig selv...)

Det var ellers meningen, jeg ikke ville skrive om Ham den fine nu, men drømte om ham igen i nat. Og det var en sær drøm, men vi var gode venner og så skulle han pludselig have et barn sammen med en eller anden og så vågnede jeg. Og jeg har glemt størstedelen af det.
Og nu kom jeg til at tænke på den aften, hvor der var te-hygge oppe under loftet og han rystende på hovedet begyndte at parodiere alle dem, der udtaler Bon Iver på engelsk, i stedet for fransk, og jeg sad bare og smilede enormt meget til ham, fordi han talte til mig og fordi han har den mest fantastiske accent, som jeg pludselig savner rigtig meget. Og de øjne dér... Og jeg skal virkelig vænne mig af med at starte alle mine sætninger med "og".

Nogen gange...

... tænker jeg på, hvor patetisk det var, alt det, jeg skrev til ham i sidste øjeblik, midt om natten inden afskedsdagen. "Hvis du kommer hertil igen en dag, må du endelig skrive, bla bla bla...", elegant afsluttet med nogle P.S. og P.P.S.'er med mail og telefonnummer i tilfælde af, at han pludselig skulle blive ramt af momental sindssyge og pludselig få lyst til at snakke med mig - pigen, som han ikke har ført andet end korte, overfladiske samtaler med, og som er så genert i hans selskab, at hun knap nok tør røre sig en milimeter.


Og alligevel fortryder jeg ikke det, jeg skrev (det ville også være fjollet, eftersom der ikke er noget at gøre ved det nu). Det var godt at få det ud. At det måske var lidt voldsomt med alle de komplimenter og al den small talk, jeg synes jeg skulle have talt med ham, men aldrig havde nået at få gang i, er der jo ikke noget at gøre ved. Jeg mente hvert et ord, selvom jeg måske ville have formuleret det på en mere diskret måde, hvis jeg ikke havde været en smule påvirket af aftenens konsumering af Filur. Nu skal jeg måske bare lære at fortælle det til folk, i stedet for at skrive det til dem, så de først læser det og finder ud af ting og sager, der står mellem linjerne, når de er alt for langt væk til at reagere på det (måske var det dét, der gjorde, at jeg overhovedet turde skrive det?)

Gåden...

Faktisk er der ikke så meget gåde over, hvorfor jeg bliver ved med at se på det billede, jeg fablede om i går aftes. For der er jo gode minder i det billede, og så er det vel ikke så underligt, at det er rart at kigge på. Jeg skal måske bare lige overveje, hvilket humør jeg er i, før jeg begynder at grave det frem i billedearkiverne, så jeg ikke ender som et tudefjæs hver eneste gang...
Men det er jo når jeg er i længselshumør, at jeg har allermest lyst til at se på det, fordi jeg savner at kunne se på ham hver dag. Bare at være i nærheden af ham generelt.
Det her er virkelig bare for fjollet.

The most beautiful eyes

[Cardboard Love]

Så sidder man her en sen lørdag aften og længes helt afsindigt meget efter Ham den fine, som er så uendeligt langt væk, både på den ene og den anden måde. I eftermiddags gik jeg ude i solskinnet og sang sange for mig selv, og så fik jeg den idé at finde min bog med hilsner frem, og så kom jeg til at læse den hilsen han havde skrevet til mig den sidste aften. Og så sidder man pludselig på havetrappen med tårer i øjnene og et savn, der knuger helt ned i maven.
Men den triste sindstilstand forsvandt igen og jeg har hygget mig med film (Chocolat, den var god) og frugt og alt muligt. Efter filmen tænkte jeg, at jeg lige skulle læse blogs og sådan noget inden jeg gik i seng, og så skulle jeg liiige se på et billede af mig og ham. Det er mig en gåde, hvorfor jeg ikke bare lader være med at udsætte mig selv for den slags, når jeg udemærket ved, at det højest sandsynligt ville ende med at jeg sidder og stirrer ud i mørket med tårer trillende ned ad kinderne. Jeg ville gøre hvad som helst for at se ind i de smukkeste øjne, jeg kender...

Extraordinary

[le love]

Suk, suk...

Yeah, it's worth a shot

Siden sidst har jeg set Inception, som var en ganske fremragende film! Rimelig vildt plot, som må kræve en helt fænomenal fantasi at finde på - jeg ville i hvert fald ikke kunne udtænke den slags. Det er vildt og hæsblæsende, fantastisk og lidt sjovt er der også plads til, I like! Skuespillerne leverer alle supergode præstationer, og så er Joseph Gordon-Levitt jo med og ham kan vi gode lide. (Det er i øvrigt ham (eller hans karakter, Arthur), jeg citerer i overskriften - åh, jeg elsker den kommentar, haha!)
Jeg synes, du skal gøre dig selv en tjeneste og gå ind og se den!

[Kilde]