Rainy day

Det har regnet uafbrudt siden sidst på formiddagen, og jeg holder hyggedag i mit eget selskab. Havde helt glemt, hvor hyggeligt heldagsregn kan være. Jeg har endnu ikke set noget til Ham den fine i dag, i hvert fald ikke live, men det er okay - det har i hvert fald ikke påvirket mit humør i negativ retning endnu. I stedet for at være social har jeg læst i min bog og nørdet blogs og fremkaldt billeder, hvilket kun er endnu hyggeligere end normalt, når regnen trommer blidt på taget i mørkekammeret, mens miraklerne toner frem på papiret. Jeg må altså anskaffe mig et analogt kamera snart. Gotta love it!

(Og nu ville jeg gerne have postet et lille stykke musik, men kan ikke lige finde, hvad jeg leder efter, så det må blive en anden dag)

En halv time senere: Nu fandt jeg så alligevel et stykke musik, dog ikke det, jeg havde i tankerne, men det her er mindst lige så godt! Ben Harper til folket:

Det der med at gengælde følelser

Kender I det, når man kan mærke, at der er en person, der er vild med een, og man ikke gengælder følelsen i samme grad, og derfor prøver at undgå at gøre og sige ting, der kan give vedkommende håb om at man har følelser for personen af samme kaliber?
Jeg kender det godt, og det er faktisk lidt irriterende i længden, selvom man egentlig bare burde være smigret over, at der findes folk, der føler sådan for een (det er bare ikke superfedt, når man ikke - overhovedet- bryder sig om vedkommende).


[the pursuit of happyness]

Problemet er, at jeg tror, Ham den fine har det sådan med mig. Han opsøger mig kun, når jeg er sammen med andre (så teknisk set er det vel ikke mig, men de andre, han opsøger?) og han holder sjældent øjenkontakten særlig længe ad gangen. Og en hel masse andre småting, som jeg tillægger en betydning, der slet ikke er der, bare fordi det er ham, det handler om. Jeg ser spøgelser. Det er jo ikke fordi alle andre taler mere med mig eller ser mig længere i øjnene, end han gør. Jeg ville bare ønske, han gjorde det endnu mere, end han gør. Ih, jeg tænker seriøst for meget over det. Nu skal jeg bare nyde den sidste tid, hvor han er i min nærhed, færdig slut.
(I øvrigt superopløftende at sidde og blogge om det her en fredag aften...)

Negativ ting

Beklager, at jeg skriver om det (den) samme hele tiden, men sådan er det nu engang.
Aften, vi sidder i sofagruppen, ham den fine joiner os, vi (de) snakker (jeg kigger mest). Efter lidt tid spørger min veninde ham, om han har en kæreste (hun er ikke klar over, hvordan jeg har det med ham). Han spørger hvorfor, er tilsyneladende ikke helt tilpas ved den drejning samtalen har taget. Hun er bare nysgerrig, siger han ligner sådan en, der har en kæreste. Jeg sidder bare og frygter for svaret. Og med god grund, "it's complicated" (hurra?!), "there is a woman" (no no no!). Han bliver genert, vi skifter samtaleemne, og mine drømme begynder så småt at krakelere. Hvorfor sker den slags altid for mig?

(Og et eller andet naivt håb bilder mig ind, at han er for genert til at sige, hvad han føler, når både min veninde og jeg sidder og lytter og derfor taler i koder. Koder, der skal knækkes sådan at betydningen faktisk er, at jeg er "a woman" og det er kompliceret fordi han endnu ikke har haft modet til at fortælle mig, at det er sådan det forholder sig. Giver det mening? Nej? Det er virkelig også langt ude, jeg ved det godt...)

Positive ting

Nogle gange er små lege helt fantastiske. Sådan nogle lege, hvor alle bliver udstyret med et skriveredskab og et stykke pap på ryggen, og man så skal gå rundt og skrive positive ting om den person, hvis ryg pappetstykket er fastmonteret på. Således lykkedes det mig nemlig at give ham den fine ikke bare et, men hele to komplimenter, som jeg nok aldrig ville have fået givet ham, hvis det ikke var fordi jeg tog mig sammen til at gå hen og skrive på hans papstykke. Ikke bare en gang, men hele to gange. "Just forgot something". "Oh God". Ja, okay, lyd lige lidt mere glad for at jeg rent faktisk overtalte mig selv til at gå hen til dig endnu en gang for at skrive endnu en bunke pæne ord. Men hvad kan man forvente, når han har svært ved at modtage komplimenter (det var i øvrigt bare fuldemandssnak, den samtale, jeg overhørte...)
Nu er det ikke fordi det var de vilde kærlighedserklæringer, jeg skrev (det ville nok også være lidt tåbeligt, eftersom han kun kan gætte på, hvilke ord, der kom fra min pen), men lidt har vel også ret. Og det her er faktisk et ret stort fremskridt, at jeg rent faktisk turde skrive noget - hele to gange. Det indikerer vel lidt, at jeg synes om ham, men hvis han har lagt mærke til, hvor meget jeg har kigget på ham gennem de sidste par måneder, så burde han allerede have det på fornemmelsen...
Siden legen har jeg selvfølgelig fundet på tusind andre ting, jeg også kunne have skrevet, måske jeg bare skulle finde et stykke kompliment-karton og så ellers begynde at skrive... (og så er jeg da sikker på, han bliver skræmt fra vid og sans, no?)

Blabla

Jeg tænker alt for meget på ham den fine. Dog har jeg talt lidt med ham et par aftener. Eller... det er mere min veninde, der taler med ham, og jeg lytter bare med og siger ganske få ting, når jeg tager mig sammen (konversationskursus, hvor er du?).
Alle disse minimale fremskridt er jo fine nok, hvis ikke det var fordi tiden er ved at løbe ud mellem hænderne på mig. Lige pludselig er det ovre og så sidder ham den fine langt, langt væk fra mig og jeg aner ikke, hvornår jeg får ham at se igen (eller om jeg overhovedet ser ham igen). Just great, huh?
Måske er det også godt nok, hvis der ikke sker mere end det her. For det ville være langdistance på den virkelig lange måde, hvis det blev til noget mellem os. Og hvad er chancen for, at det sker? Burde der måske ikke være sket noget nu, hvis der skal ske noget? Det kan selvfølgelig også være, at vi er sådan et tilfælde, hvor man skal gå rundt om den varme grød i 100 år og en eftermiddag, før der sker noget, men så er det bare lidt et problem, at vi ikke har så lang tid til at gå rundt om grøden. Hvor latterligt.