Hmm...

Der er simpelthen sket det, at jeg lidt har afskrevet Studiekammeraten som crush. Engang imellem får jeg lige lidt tilbagefald, når jeg kommer i tanke om alle de dér gange, hvor hans arm ligesom sneg sig om mig. Dét savner jeg altså lidt. Ej, okay, helt afskrevet ham har jeg jo nok ikke (men det burde jeg måske nok...).
Dog er jeg begyndt at tænke på Kaffemanden, som jeg ellers ikke har haft kontakt med siden vores kaffeaftale for et års tid siden. Bortset fra et tillykke med fødselsdagen begge veje på facebook har der ingen kontakt været. Men nu har jeg sådan set lyst til at skrive til ham (og måske også se ham?). Jeg ved ikke, om det bare er fordi Studiekammeraten og Den Perfekte ikke fylder så meget i mit hoved lige nu og han så bare dukker op som fyldstof, eller hvad der lige sker. Men nu er mit dilemma så om jeg skal tage kontakt og håbe, at han kan abstrahere fra min meeeeget kølige afslutning på hele kaffeaftale-halløjet. Jeg kan ikke finde ud af, om det er åndssvagt at jeg åbenbart lige skulle have et år til at få andre folk ud af hovedet, før jeg synes han er interessant...
På sin vis tænker jeg, at jeg nok bare skal springe ud i det lige så stille. Han er jo trods alt så høfligt og venligt et menneske, at han nok i hvert fald svarer. Men man frygter vel altid en afvisning? Og det fortjener jeg måske også, efter den afvisning, jeg lod sive til ham. På den anden side er jeg også lidt bange for, at jeg alligevel ikke vil noget med ham og at jeg så kommer til at give ham falske forhåbninger. Og alligevel... så er det nok kun en type som mig, der får alle mulige forhåbninger om alt muligt, bare man lægger en arm om mig eller lignende. Og han er jo også en mand, som sikkert tænker helt anderledes. Årh, what to do???