Jeg har ret massive savn til Studiekammeraten for tiden. Tog mig selv i at stalke hans facebookbilleder i går aftes. Årh, han er så pæn og sød og så langt væk. Derudover er der sket crazy vilde ting på studiefronten, som jeg ikke må fortælle til nogen, fordi alt ikke er på plads endnu og det er lidt underligt at sidde dér med insiderviden, som man ikke må fortælle, når emnet er noget af det, der bliver snakket rigtig meget om på studiet for tiden. Så jeg fik den gode idé, at jeg jo kunne skrive det til Studiekammeraten, og jeg var dygtig og lod være med at tænke det ihjel før jeg fik gjort noget ved det, jeg gjorde det bare (indrømmet, jeg tøvede en lille smule før jeg trykkede enter (men det er stadig fremskridt!). Kan ikke helt finde ud af, om det ville være sært at skrive til ham, når vi ikke har snakket sammen i en del måneder. Men blev enig med mig selv, at det er helt lige meget. Hvis jeg har lyst til at skrive, så skal jeg bare gøre det. Større er det jo heller ikke. Og det var rart at skrive lidt med ham, selvom det måske egentlig bare forværrer savnet. Om ikke andet, så ved han da i hvert fald, at jeg tænker på ham, når der sker vilde ting i mit liv. Og nu skal jeg lade være med at lægge alt muligt i det, som ikke er der. Det var jo bare en lille hyggelig vennesnak. Det er jo meget normalt, uden der behøver være mere i det. Så, stop dig selv, Mumrik.
Egentlig så er det jo også lige meget, hvad jeg lægger i det. For det er vel mere min forestilling om, om han lægger noget i det, der fremprovokerer min tøven... Frygten for at han kommer til at opfatte mig som påtrængende og opmærksomhedskrævende. (Og hvad er chancen for dét, når der går måneder imellem kontakt?) Og gør det noget, hvis han lægger noget i det? Gør det noget, hvis han finder ud af, at jeg kan lide ham sådan ekstra-meget? Nej, vel? Så der er sådan set ingen grund til at tøve. Jeg skal lade være med at tænke så meget over det. Og hvis det nu forholder sig sådan, at han også kan lide mig på den måde som jeg kan lide ham, så er det vel kun bonus, at han finder ud af, at jeg faktisk kan lide ham, så der måske kunne blive gjort noget ved det en dag. Og hvis han aldrig finder ud af det, fordi han ikke lægger noget i det, så er der jo heller ingen skade sket (bortset fra at jeg så kan sidde her og måske blive lidt småulykkelig over, at han ikke vil have mig).