Lovesick

Anti-fascinationsprojektet er helt og aldeles faldet til jorden.
Jeg ved ikke om det bare er generel forårskådhed (voldsomt grimt ord, egentlig), men jeg har tænkt usandsynligt meget på Den Perfekte på det sidste. Her i weekenden har jeg slet ikke kunnet slå ham ud af hovedet, jeg drømmer om ham om natten og jeg har lyst til at tjekke facebook hele tiden, selvom jeg ved, at sandsynligheden for at han har lagt noget interessant op (eller taget kontakt til mig for den sags skyld) er minimal.
I sidste uge kom han hen til vores grupperum og satte sig for at høre, hvordan det gik, og der formåede jeg faktisk at føre en rimelig lang samtale med ham og min gruppekammerat. Og den øjenkontakt, jeg fik med ham der, kan jeg leve højt på længe. De øjne, altså. Og hans humør, han er fantastisk. Forleden lagde jeg også mærke til at han fulgte med i, hvad jeg talte med en anden om i frokostpausen, selvom det på ingen måde var en interessant snak, vi havde gang i. Men det behøver der jo ikke være noget i. Jeg ynder selv at følge med i andres samtaler, uanset om jeg har et godt øje til folk eller ej.
I mandags ankom han tilfældigvis et par sekunder efter mig, så jeg fik et smil og et godmorgen. Bedre start på mandag morgen findes ikke lige pt. Så kan jeg kun ærgre mig lidt over at det vist var et noget forsigtigt smil, jeg gav ham, i stedet for mit mest blændende smil, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Men næste gang... baby steps.
Så anti-fascinationsprojektet er officielt aflyst. Det hjælper alligevel ikke at kæmpe imod, når jeg ser ham på daglig basis. Måske jeg skal søsætte et scor-Den-Perfekte-projekt i stedet? Så skal jeg godt nok til at oppe mig, men hvis jeg skal have nogen chance for noget som helst action kan det jo godt være at jeg skal til at vise interesse (ud over bare at observere ham, når jeg ser mit snit til det...).