Nå, men lige så hurtigt det blev forår i min hjerne, lige så hurtigt blev det vinter igen (også uden for min hjerne...).
Jeg ved ikke helt, hvad der sker for mig. Jeg kan ikke helt finde ud af, om min fascination af Manden er noget, jeg selv har fremprovokeret fordi han på mange måder ville være en ideel og "let" løsning. Er det noget, der kun har foregået oppe i mit hoved, eller er mit hjerte også med i det? For dybest set, så kender jeg ham jo ikke, men der er ingen tvivl om, at han, med det kendskab jeg har til ham, ville være et godt match for mig. En anden faktor er, at han ikke er en fremmed og ukendt, det giver en vis tryghed i sig selv, at jeg ved, at han generelt er et godt menneske, der kommer fra en baggrund meget lig min egen, og han ville fungere godt med min familie. Jeg kan virkelig godt forestille mig hvordan vi ville se ud som par. Men det er jo ikke første gang, jeg har haft det sådan.
Nå, men jeg havde jo den der trang til at gøre noget denne gang. Og meget ulig mig, så har jeg gjort alvor af det. Efter megen overvejelse skrev jeg til ham. Ikke noget med at invitere ham ud, så meget mod kunne jeg alligevel ikke mønstre, og jeg havde også en fornemmelse af, at jeg skulle gå blidere til værks, så det blev bare en hyggelig besked, der refererede til vores snak til brylluppet. Efterfølgende har jeg snarere tænkt at det var en latterlig besked, men han var da så sød at svare. Og så døde den ligesom der. Men jeg svarede heller ikke på en måde, der lagde op til at han nødvendigvis skulle svare igen. Det var måske dumt.
Jeg har været på noget af en følelsesmæssig rutsjebanetur ovenpå den korte beskedudveksling. Vekslende fra spænding og nærmest euforisk stemning, da beskeden var sendt og efterfølgende blev besvaret, til voldsom tristesse og trang til at tude og glo ind i væggen i al min selvmedlidenhed over at han ikke faldt pladask for mig ved at læse den ene besked. (Jeg har set for mange hollywood-kærlighedsfilm). Et eller andet sted havde jeg nok lidt håbet, at han ville indse, at hans liv ville være komplet, hvis jeg kom dumpende ind i det - at han faktisk havde gået og ventet på at min besked ville tikke ind i hans indbakke. Jeg tog fejl, tror jeg (ret beset ved jeg jo om han har ventet på noget eller ej). Omvendt har han ikke afvist mig, men eftersom jeg ikke har skrevet eller sagt noget, der kan give en afvisning, så er det jo ikke så mærkeligt.
Men nu er den værste tristesse overstået og jeg er begyndt at tænke lidt i andre baner. Håbet er ikke helt slukket alligevel, selvom det føltes sådan dagen efter beskedudvekslingen. Jeg ved nu ikke helt med det her proaktivitet. Indtil videre har det jo ikke været en succes. Jeg har faktisk kun opnået at forkorte min drømmeperiode betragteligt. Hvis jeg ikke havde skrevet, så ville jeg stadig have gået rundt i min forårsfornemmelseståge og forestillet mig, hvordan vi ville falde for hinanden som ved et trylleslag. Men nu har jeg da prøvet det. Og jeg er ikke død af det, så nu må jeg se, hvad næste skridt skal være... Man kunne jo håbe, at min besked har plantet et lille kim i hans bevidsthed, som med lidt held kan udvikle sig (men nu drømmer jeg nok igen...). Jeg er normalt også et meget tålmodigt menneske, så det skal vist også være min taktik her. Det er jo set at folk lige skal have lidt tid til at falde for andre. Problemet her er så bare, at det måske bliver lidt svært at møve mig ind i hans liv lige så stille, når vi ikke rigtig mødes. Så er det noget af en udfordring at charmere sig ind på nogen, uanset hvor charmerende man så er.
søndag den 11. februar 2018
onsdag den 7. februar 2018
Måske...
Det er mærkeligt, hvorfor det er så anderledes med ham her Manden. Ved alle mine crushes har jeg altid været lurepasser, nydt dem på afstand og ventet på at de ville gøre noget. Hvilket så aldrig rigtigt sker. Ved ham her har jeg en helt anden trang til at gøre noget. Måske har jeg bare indset at den anden taktik jo ikke virker efter hensigten. Måske er det fordi jeg ikke automatisk ser ham, hvis jeg ikke selv tager initiativ (det skulle da lige være, hvis han tager initiativ til noget, men det kan jeg jo ikke gå og vente på). Det er nemmere at gå og sukke over folk i stilhed, hvis man bliver fodret med synet af dem på daglig basis. Manden ser jeg højst sandsynligt ikke igen lige foreløbigt. Ikke før forårsbyturen, hvis de overhovedet husker at invitere mig, når vi når så langt. Måske er jeg mindre bange for at være proaktiv, fordi jeg ikke behøver se ham igen særligt ofte, hvis han ikke er interesseret. Måske. Måske har jeg bare en sær fornemmelse af, at han ikke vil være afvisende. Måske tager jeg fejl. Det finder jeg jo kun ud af på én måde... Ready, set, action!
fredag den 2. februar 2018
Spring is in the air
Jeg har de vildeste forårsfornemmelser for tiden. Lige så snart, der er solskin udenfor kontorvinduet (på det arbejde, som jeg har været så heldig og sej nok til at få, hurra - men det er snart gamle nyheder, hvilket til dels også er grunden til at jeg ikke får hældt mine crushes og luftkasteller ud her på domænet), så får jeg straks forårsfornemmelser og en let kilden i maven.
Sidstnævnte skyldes nok også lidt, at min kiggen ud af vinduet i den sidste uges tid er faldet sammen med lidt dagdrømmeri om en mand, som jeg pludselig ser for mig på rollelisten i min fremtidsfilm. På en ret fremtrædende plads. Han ved det bare ikke endnu. Mindre detalje. (Det virker helt mærkeligt at skrive "mand", men let's face it, det er jo altså det, han er. 30'erne here we come! - Men lad os give ham et kaldenavn, så jeg har noget at kalde ham her... Manden lyder meget passende, no?)
Nå, men lad os lige spole tilbage... Af uransagelige årsager har jeg faktisk tænkt en del på ham Manden det seneste halve års tid og min opmærksomhed er automatisk blevet skærpet, de få gange, hvor min bror har fortalt noget, hvor han indgik i fortællingen. Og jeg ved ikke helt hvorfor, for jeg kender ham ikke som andet end en af min brors gode venner, og jeg har aldrig rigtigt talt med ham (klassisk lillesøstergenerthed overfor brors pæne venner, haha!). En kort overgang var der også udsigt til at jeg skulle holde nytår sammen med bror og Manden (og andre), men det gik i vasken. Det var måske egentlig der, jeg rigtig begyndte spekulationerne om, at han da egentlig måske ville være lidt af et catch... Og med et bryllup i sigte, hvor jeg vidste, vi begge ville være gæster, så har jeg selvfølgelig brugt en hel del tankevirksomhed på at forestille mig mulige scenarier og forsøgt at mande op til i det mindste at tale med ham.
I kirken forsøgte jeg at se mig diskret omkring for at se, om han var der, og jeg nåede kort at blive nervøs for om han slet ikke var der, før jeg spottede ham udenfor bagefter. Han var akkurat så pæn, som forventet. Ingen grund til at afblæse missionen af den grund. Nu er jeg jo ikke ligefrem kendt for at være særlig frembrusende og proaktiv, når det kommer til mandekontakt, men da jeg spottede ham oppe ved buffeten, og jeg tilfældigvis ikke havde mere mad på min tallerken, rejste jeg mig resolut op og gik hen til samme bord, som han var ved at forsyne sig fra, fast besluttet på at jeg sagtens bare kunne sige hej og smile uden at det ville blive mærkeligt. Og i samme sekund jeg stod overfor ham, slog genertheden til, og alt jeg kunne, var at fokusere på maden, uden overhovedet at turde se på ham. Om han lagde mærke til mig på det tidspunkt, har jeg derfor ikke den fjerneste idé om. Lettere irriteret over mig selv gik jeg tilbage til min plads, mens jeg lovede mig selv at jeg ikke måtte gå hjem fra brylluppet, før jeg havde taget mig sammen til at tage kontakt. Senere til receptionen kom jeg til at stå og snakke med nogle fra hans sædvanlige slæng og pludselig stod han overfor mig og spurgte ind til mig. Mission somewhat accomplished.
Klip til senere på aftenen. Middagen er ovre, folk danser eller sidder og snakker i små klynger. Min kusine og jeg er blevet efterladt af hvem vi nu end snakkede med, og hun spørger om vi skal sætte os hen til nogle andre. Jeg ser straks mit snit til at foreslå det bord, hvor jeg har spottet at Manden sidder, og kort efter sætter jeg mig ved siden af ham. Pludselig er jeg slet ikke nervøs og uden at tøve får jeg stukket ham et spørgsmål, der viser sig at være en ganske god indgangsreplik, og jeg ænser ikke, at jeg muligvis har ladt min kusine lidt i stikken på min modsatte side. Jeg prøver at lokke ham på dansegulvet, hvilket jeg ved, at han ikke er meget for, og det lykkes heller ikke. Men vi får en god snak og han går op for at hente øl til os. Mens han går derop, tænker jeg for mig selv, at det kører da egentlig meget godt, det her. Lige indtil kusines kæreste sætter sig på Mandens plads. Og ikke et ondt ord om ham, han er hyggelig og i enhver anden festsituation, hvor jeg sad uden samtalepartner, ville jeg have elsket at han ville gøre mig selskab, men lige denne gang ville jeg virkelig gerne have fortsat min snak med Manden. Men han kommer tilbage med øl, giver mig den, og sætter sig på den anden side, afskåret fra mere snak med mig. Jeg håber, han ærgrede sig lige så meget som mig.
Senere er vi på dansegulvet. Brudevals, måske. Af en eller anden grund er Manden i hvert fald i udkanten af dansegulvet. Jeg får bevæget mig over mod ham, min generthed overfor ham er på mystisk vis forduftet, jeg kommer med en kæk kommentar, han vil stadig ikke danse. Ikke så længe dansegulvet ikke er så proppet at man ikke kan se hans grimme trin eller før der ingen mennesker er. Men han lover mig en grim 90'er dans på et tidspunkt, og det har jeg tænkt mig at holde ham op på. Jeg danser videre med andre, men mit blik drages af ham, dels fordi jeg frygter at han pludselig forlader festen og går i seng, før jeg når at snakke mere med ham. Og dansen skal han jo ikke snyde mig for. Senere er der noget fælles dans i cirkelformation, hvor han står i periferien, cirka overfor mig, vi får kort øjenkontakt og jeg stikker ham et smil (og får et retur) på tværs af dansegulvet. Baby steps, you know. Bedre end ingenting.
Natmad, mere dans (ikke med ham, desværre...). Klokken er pludselig over 3, dansegulvet lukker, selskabet ledes ind i andre gemakker, jeg har ikke spottet manden i et stykke tid, og jeg begynder modvilligt at indse, at jeg nok ikke lige får den dans nu. Til gengæld sidder Manden ved et bord med at par andre venner. Der er ledige stole, men trods min (for mig) frembrusende adfærd i løbet af aftenen, så tør jeg ikke helt sætte mig. Den manglende musik og lidt trætte stemning får mig til at føle at det vil være for anmassende at være så opsøgende overfor ham. Heldigvis byder de mig en stol og en af dem spørger, om jeg har haft en god dag. Jeg får svaret at den har været fin, bortset fra at Manden skylder en dans. På en eller anden måde bliver jeg inviteret med på deres næste bytur, og Manden spørger om det skal være nu eller senere, vi skal danse. Og her ved jeg virkelig ikke, hvad der går af mig, men jeg siger, at det ikke behøver være nu. Så det må blive til forårsbyturen, som jeg ikke ved hvornår er. Jeg håber, de husker at invitere mig. Ellers må jeg jo invitere mig selv.
Morgenen efter var han ikke at se til morgenmaden, desværre. Tanken om ikke at se ham igen var mig lidt imod, men heldigvis spottede jeg ham lidt senere udenfor, hvor han stod alene med sin kaffe og nød udsigten. Og så gik jeg simpelthen bare hen til ham og begyndte at snakke. Jeg ved ikke, hvad der sker, for det ville jeg normalt aldrig have gjort. Jeg ville nok højest have smilet mens jeg gik forbi. Men det var jo ikke farligt, det her. Selvfølgelig ikke (hvem der bare havde indset det for år siden). Egentlig ville jeg gerne havde snakket for evigt, lige der, men der var også ting, der skulle ordnes, så det blev ikke til så meget, men jeg fik da et smil at gå hjem på.
Og nu går jeg så og bruger en rimelig del af min tid på at tænke på ham. Jeg kan ikke helt afgøre, om det havde været bedre at danse dansen midt om natten til brylluppet eller om det var et smart træk at udskyde den, som det endte med. Nu har jeg i det mindste en god grund til at kontakte ham, om ikke før, så når forårsbyturen nærmer sig. Og han har da accepteret mig som ven på facebook, da jeg endelig fik samlet mod nok til at turde trykke på knappen. Det er da en start.
Sidstnævnte skyldes nok også lidt, at min kiggen ud af vinduet i den sidste uges tid er faldet sammen med lidt dagdrømmeri om en mand, som jeg pludselig ser for mig på rollelisten i min fremtidsfilm. På en ret fremtrædende plads. Han ved det bare ikke endnu. Mindre detalje. (Det virker helt mærkeligt at skrive "mand", men let's face it, det er jo altså det, han er. 30'erne here we come! - Men lad os give ham et kaldenavn, så jeg har noget at kalde ham her... Manden lyder meget passende, no?)
Nå, men lad os lige spole tilbage... Af uransagelige årsager har jeg faktisk tænkt en del på ham Manden det seneste halve års tid og min opmærksomhed er automatisk blevet skærpet, de få gange, hvor min bror har fortalt noget, hvor han indgik i fortællingen. Og jeg ved ikke helt hvorfor, for jeg kender ham ikke som andet end en af min brors gode venner, og jeg har aldrig rigtigt talt med ham (klassisk lillesøstergenerthed overfor brors pæne venner, haha!). En kort overgang var der også udsigt til at jeg skulle holde nytår sammen med bror og Manden (og andre), men det gik i vasken. Det var måske egentlig der, jeg rigtig begyndte spekulationerne om, at han da egentlig måske ville være lidt af et catch... Og med et bryllup i sigte, hvor jeg vidste, vi begge ville være gæster, så har jeg selvfølgelig brugt en hel del tankevirksomhed på at forestille mig mulige scenarier og forsøgt at mande op til i det mindste at tale med ham.
I kirken forsøgte jeg at se mig diskret omkring for at se, om han var der, og jeg nåede kort at blive nervøs for om han slet ikke var der, før jeg spottede ham udenfor bagefter. Han var akkurat så pæn, som forventet. Ingen grund til at afblæse missionen af den grund. Nu er jeg jo ikke ligefrem kendt for at være særlig frembrusende og proaktiv, når det kommer til mandekontakt, men da jeg spottede ham oppe ved buffeten, og jeg tilfældigvis ikke havde mere mad på min tallerken, rejste jeg mig resolut op og gik hen til samme bord, som han var ved at forsyne sig fra, fast besluttet på at jeg sagtens bare kunne sige hej og smile uden at det ville blive mærkeligt. Og i samme sekund jeg stod overfor ham, slog genertheden til, og alt jeg kunne, var at fokusere på maden, uden overhovedet at turde se på ham. Om han lagde mærke til mig på det tidspunkt, har jeg derfor ikke den fjerneste idé om. Lettere irriteret over mig selv gik jeg tilbage til min plads, mens jeg lovede mig selv at jeg ikke måtte gå hjem fra brylluppet, før jeg havde taget mig sammen til at tage kontakt. Senere til receptionen kom jeg til at stå og snakke med nogle fra hans sædvanlige slæng og pludselig stod han overfor mig og spurgte ind til mig. Mission somewhat accomplished.
Klip til senere på aftenen. Middagen er ovre, folk danser eller sidder og snakker i små klynger. Min kusine og jeg er blevet efterladt af hvem vi nu end snakkede med, og hun spørger om vi skal sætte os hen til nogle andre. Jeg ser straks mit snit til at foreslå det bord, hvor jeg har spottet at Manden sidder, og kort efter sætter jeg mig ved siden af ham. Pludselig er jeg slet ikke nervøs og uden at tøve får jeg stukket ham et spørgsmål, der viser sig at være en ganske god indgangsreplik, og jeg ænser ikke, at jeg muligvis har ladt min kusine lidt i stikken på min modsatte side. Jeg prøver at lokke ham på dansegulvet, hvilket jeg ved, at han ikke er meget for, og det lykkes heller ikke. Men vi får en god snak og han går op for at hente øl til os. Mens han går derop, tænker jeg for mig selv, at det kører da egentlig meget godt, det her. Lige indtil kusines kæreste sætter sig på Mandens plads. Og ikke et ondt ord om ham, han er hyggelig og i enhver anden festsituation, hvor jeg sad uden samtalepartner, ville jeg have elsket at han ville gøre mig selskab, men lige denne gang ville jeg virkelig gerne have fortsat min snak med Manden. Men han kommer tilbage med øl, giver mig den, og sætter sig på den anden side, afskåret fra mere snak med mig. Jeg håber, han ærgrede sig lige så meget som mig.
Senere er vi på dansegulvet. Brudevals, måske. Af en eller anden grund er Manden i hvert fald i udkanten af dansegulvet. Jeg får bevæget mig over mod ham, min generthed overfor ham er på mystisk vis forduftet, jeg kommer med en kæk kommentar, han vil stadig ikke danse. Ikke så længe dansegulvet ikke er så proppet at man ikke kan se hans grimme trin eller før der ingen mennesker er. Men han lover mig en grim 90'er dans på et tidspunkt, og det har jeg tænkt mig at holde ham op på. Jeg danser videre med andre, men mit blik drages af ham, dels fordi jeg frygter at han pludselig forlader festen og går i seng, før jeg når at snakke mere med ham. Og dansen skal han jo ikke snyde mig for. Senere er der noget fælles dans i cirkelformation, hvor han står i periferien, cirka overfor mig, vi får kort øjenkontakt og jeg stikker ham et smil (og får et retur) på tværs af dansegulvet. Baby steps, you know. Bedre end ingenting.
Natmad, mere dans (ikke med ham, desværre...). Klokken er pludselig over 3, dansegulvet lukker, selskabet ledes ind i andre gemakker, jeg har ikke spottet manden i et stykke tid, og jeg begynder modvilligt at indse, at jeg nok ikke lige får den dans nu. Til gengæld sidder Manden ved et bord med at par andre venner. Der er ledige stole, men trods min (for mig) frembrusende adfærd i løbet af aftenen, så tør jeg ikke helt sætte mig. Den manglende musik og lidt trætte stemning får mig til at føle at det vil være for anmassende at være så opsøgende overfor ham. Heldigvis byder de mig en stol og en af dem spørger, om jeg har haft en god dag. Jeg får svaret at den har været fin, bortset fra at Manden skylder en dans. På en eller anden måde bliver jeg inviteret med på deres næste bytur, og Manden spørger om det skal være nu eller senere, vi skal danse. Og her ved jeg virkelig ikke, hvad der går af mig, men jeg siger, at det ikke behøver være nu. Så det må blive til forårsbyturen, som jeg ikke ved hvornår er. Jeg håber, de husker at invitere mig. Ellers må jeg jo invitere mig selv.
Morgenen efter var han ikke at se til morgenmaden, desværre. Tanken om ikke at se ham igen var mig lidt imod, men heldigvis spottede jeg ham lidt senere udenfor, hvor han stod alene med sin kaffe og nød udsigten. Og så gik jeg simpelthen bare hen til ham og begyndte at snakke. Jeg ved ikke, hvad der sker, for det ville jeg normalt aldrig have gjort. Jeg ville nok højest have smilet mens jeg gik forbi. Men det var jo ikke farligt, det her. Selvfølgelig ikke (hvem der bare havde indset det for år siden). Egentlig ville jeg gerne havde snakket for evigt, lige der, men der var også ting, der skulle ordnes, så det blev ikke til så meget, men jeg fik da et smil at gå hjem på.
Og nu går jeg så og bruger en rimelig del af min tid på at tænke på ham. Jeg kan ikke helt afgøre, om det havde været bedre at danse dansen midt om natten til brylluppet eller om det var et smart træk at udskyde den, som det endte med. Nu har jeg i det mindste en god grund til at kontakte ham, om ikke før, så når forårsbyturen nærmer sig. Og han har da accepteret mig som ven på facebook, da jeg endelig fik samlet mod nok til at turde trykke på knappen. Det er da en start.
Abonner på:
Opslag (Atom)