Jeg er her endnu...

Men jeg har bare været afskåret fra adgang til bloggen i nogle måneder og jeg har faktisk savnet det lidt (selvom det måske lyder sært, at man kan savne noget man gør så sjældent...).

For knap og nap et halvt års tid siden begyndte jeg på denne kladde...
"På det seneste har Den Perfekte og jeg haft nogle laaange øjenkontakter. Det føles godt. Smil og grin, han er interesseret i det, jeg siger, han spørger mig om ting, selvom hans bedste ven sidder lige ved siden af og sagtens kunne have svaret på spørgsmålet. Han spurgte også en anden specifikt til mig, da jeg havde været til eksamen..."

Jeg havde faktisk helt glemt, at jeg (igen) var ret optaget af tanker om ham. I betragtning af at jeg relativt ofte drømmer om ham, er det jo ikke overraskende. Men det gav et smil på læben at læse det, mit crush på ham er nemlig vendt tilbage for fuldt kraft på det sidste på grund af noget så fjollet som at han ønskede mig tillykke på min fødselsdag på facebook. Det har han aldrig gjort før, så det overraskede mig noget. Især fordi vi ikke har set hinanden siden jeg skrev ovenstående kladde i sommers. Og jeg bør nok ikke lægge noget i det, han vil sikkert bare være sød (men hvorfor ønsker han mig tillykke nu, når han ikke plejer?). Men jeg blev nu en lille smule rørt over det. Og glad. Og mit hjerte bankede måske nok også en smule hurtigere, da jeg så hilsenen dagen efter. Min teori (og usandsynlige håb) er, at hans gode ven, som jeg har haft en hel del samarbejde med studiemæssigt dette semester, har fortalt ham, hvor sej jeg er, og at han nu pludselig har fået øjnene rigtigt op for mig og er blevet overbevist om at han må have mig. Meeen det er nok usandsynligt alligevel. Hvad ved jeg. Og hvis han virkelig ville noget, så ville han vel også skrive til mig igen eller hvad? Jeg er forvirret. Jeg kunne selvfølgelig også selv gøre noget ved sagen, som jeg egentlig proklamerede her på bloggen, at jeg skulle til. Men det er lidt noget andet med Den Perfekte, så modig er jeg alligevel ikke. Nå, men jeg glæder mig i hvert fald til at se ham igen efter jul. Og så må jeg jo skrue charmen på og se, hvor det bærer hen.

Desuden valgte Kaffemanden også at ønske mig tillykke, hvilket også undrer mig lidt, eftersom vi ikke rigtig har snakket sammen siden vores kaffedate. Og en gammel folkeskoleveninde, som jeg ikke har snakket med i noget der nærmer sig 10 år, ønskede mig tillykke. Det er året for uventede fødselsdagshilsner, må jeg sige. (Og jeg ved godt, jeg ikke skal lægge så meget i noget så simpelt som facebookhilsner, men man har vel lov at drømme lidt. Om Den Perfekte.)