...

Overhørte for noget tid siden nogen sige "Ej, er du kærester med hende?! Det vidste jeg ikke!" ved et frokostbord nogle meter væk, hvor Den Perfekte var i blandt, så mine alarmklokker begyndte selvfølgelig straks at ringe, især fordi han var det eneste hankøn ved bordet (så vidt jeg kunne se) og så måtte det jo være ham, der havde fået en kæreste. Suk. Jeg valgte at skubbe tristhed til side og tænke at så kunne jeg måske få nemmere ved at neddrosle mit crush på ham.

Men jeg slap med skrækken, da vi snakkede nogle stykker sammen den anden dag og en udbrød, at man bare skulle invitere sin kæreste på besøg, så hun kunne lave mad til en, og Den Perfekte så sagde, at så måtte han jo skaffe sådan en. Det reddede lidt min dag. Og så besluttede jeg igen-igen at jeg altså skal se at komme ud af starthullerne, hvis ikke der er en anden, der skal gafle ham før mig.

I går var vi en mindre flok fra studiet, der tog på bytur og jeg fik kigget dybt i de smukke øjne en del gange, fik smilet afsindigt meget til ham og han smilede selvfølgelig tilbage, men nok ikke noget jeg skal lægge noget i. Og han griner tit at de få ting, jeg får sagt. Det er vel positivt.
Men på et tidspunkt gad han ikke rigtig byturen mere og så begyndte jeg selvfølgelig at bebrejde mig selv at jeg ikke havde været mere festlig, så han aldrig ville få lyst til at gå hjem (og det er jo ikke engang sikkert at det var af den grund, han ikke gad mere, vi havde trods alt været afsted i mange timer). Den Perfekte gik udenfor på et tidspunkt og der gik det op for mig, at jeg har en rival, da en af de andre piger blev ved med at sidde og vende sig i et forsøg på at holde øje med ham. Og derefter blev det kun tydeligere, at hun har et eller andet for ham. Heldigvis for mig er hun også den lidt generte type, men jeg skal nok alligevel oppe mig en del, hvis hun ikke skal vinde kampen. Da gruppen skiltes i to, gik hun (selvfølgelig) med ham og der skulle jeg nok have gået med, men jeg tabte lidt gejsten og syntes det var latterligt, hvis vi skulle rende to piger efter ham med tiggende hundeøjne "vælg mig, vælg mig!". Det er også lidt synd for ham, på en måde. Mon det er lige så tydeligt for andre, at jeg crusher på ham? Eller er mine signaler så svage, at ingen lægger mærke til noget? Hm.

Da jeg kom hjem nåede jeg knapt nok ind ad døren før tårerne fik frit løb på den ynkelige måde. Sur på mig selv og mit manglende mod, når det handler om ham. Men jeg vil jo heller ikke pådutte ham mit selskab, for det er også irriterende, når folk gør det. Overbevist over, at jeg havde begået mit livs fejltagelse ved at give op før kampen overhovedet var begyndt, gik jeg i seng med erkendelsen at jeg er en idiot til kærlighed. I morges var jeg lidt mere positiv, men tvivler nager stadig. Tog dog mod til mig og skrev til ham om hvor meget, jeg skyldte ham for drinks, men det er jo ganske venskabeligt og ikke noget, der bør kræve noget som helst mod. Fik dog positiv respons med kæmpe smilesmileys. Det er da altid noget, men hvem er ikke glad, når folk vil give dem penge?

En anden ting... Hvis han var interesseret i mig, så ville han vel have gjort noget ved det i løbet af de 4 år, vi har kendt hinanden? Eller er han lige så lurepasser-agtig som mig? Er det timingen igen? På den anden side har jeg nok heller ikke signaleret min interesse så tydeligt, så hvorfor skulle det lige være ham, der gjorde sig sårbar overfor en utilnærmelig isdronning som mig? Den risiko vil man nok ikke løbe. Jeg tør jo heller ikke sige noget om mine følelser til ham, fordi jeg er bange for responsen.
Jeg må øve mig noget mere i kropskontakt og signalere det lidt tydeligere. Og hvis det bliver pinligt, så må det jo være sådan det er. Det dør jeg nok ikke af. Hellere have forsøgt end fortryde at jeg ikke gjorde noget, ikke?

De øjne

På det seneste har jeg nærmest haft øjenkontakt med Den Perfekte på daglig basis. I like. Især fordi vi altid griner eller i hvert fald smiler til hinanden. For eksempel den anden dag, hvor vi sad i hver sin ende af bænken med et par folk imellem os. Der var en ret fornøjelig stemning ved bordet, der blev joket og grinet og på et tidspunkt fanger vi hinandens blik bag om ryggen på de andre. Årh, jeg ville give meget for at det øjeblik skulle vare længere! Og jeg har endda formået at give ham give ham mit blændende smil op til flere gange på det sidste. I dag skete det igen, sjovt nok også i frokostpausen, hvor der sad et par stykker imellem os (jeg fungerer åbenbart bedst, når han er lidt på afstand, så kan jeg tilsyneladende slappe lidt mere af). Jeg bør nok ikke lægge noget i det, for han får sikkert øjenkontakt på samme måde med alle andre. Men frekvensen for øjenkontakt mellem os er altså steget markant. Måske der er håb for at jeg engang lærer at overvinde min generthed overfor ham, hvis jeg bare fortsætter den ordløse, glade øjenkontakt. Om 100 år eller deromkring.