Jeg har fundet ud af, hvordan jeg tackler min "alt bliver akavet fordi jeg måske/måske ikke har lidt for varme følelser for dig situation" med min studiekammerat, som jeg ikke skal have den slags følelser for. Løsningen er simpelthen, at jeg flirter med ham på en rimelig afslappet måde og så går det faktisk meget fint. Dog har jeg lidt på fornemmelsen, at han måske har lidt for varme følelser for mig, for han har en tendens til at altid at komme hen og røre ved mig, når vi er på ekskursioner og lignende. Og det behøver selvfølgelig ikke at betyde noget, og et eller andet sted, så håber jeg, at det bare er mig, der fejl- og overfortolker for vildt. Men jeg er bare ikke typen, man sådan rører ved særlig tit (og jeg rører virkelig heller ikke ved andre ret tit).
Den anden dag opførte han sig også helt fjollet overfor mig, som en forelsket teenager. Men han er også typen, der har virkelig mange pigevenner, så det kan også være, han bare er ved at opgradere mig til at være en nærere ven end jeg tidligere har været. Who knows? Ja, jeg gør tydeligvis ikke...

Spot on.

[the pursuit of happyness]

Argh!

Endelig weekend, hurra! Tiden går sindssygt stærkt for tiden, jeg kan slet ikke forstå, at vi er godt i gang med november og at første halvdel af semestret er ovre. Nå, men det var egentlig ikke det, jeg havde behov for at få ud. Surprise, surprise handler det om endnu et af mine tusind crushes.

Sagen er den, at jeg er bange for at jeg er ved at udvikle følelser for en af mine studiekammerater (ham, jeg skrev om her og her - og begge gange har jeg sørget for at nævne, at det kun var på venne-måden, jeg havde varme følelser for ham...). Og det prøver jeg virkelig på at fortælle mig selv ret ofte these days. Det har sådan set gået fint, det dér venne-noget. Vi har lavet en opgave sammen og det var vældig hyggeligt og gik fint og det var rart. Men på det sidste har jeg virkelig haft lyst til at være i nærheden af ham og snakke med ham hele tiden.
Det viser sig bare, at jeg slet ikke kan finde ud af det på en naturlig måde. Kun hvis han starter med at snakke med mig, så går det fint, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af at omgås ham på en normal måde. Jeg bliver genert og ekstremt bevist om, at jeg ikke skal gøre noget, som nogen kan opfatte som noget, der betyder at jeg kan lide ham på mere end venne-måden. Og så bliver alting akavet og jeg tør nærmest ikke se ham i øjnene. Og det er jo synd, for han er en god studiekammerat og det vil jeg jo ikke ødelægge. Og som jeg har nævnt i tidligere indlæg, så er han alt for ung og slet ikke en, jeg kan se mig selv være kærester med. Men hvorfor har jeg så lyst til at sidde og glo på ham hele tiden?! Argh, det er til at blive sindssyg af!

Nu må ham, den perfekte, der er på udveksling, gerne snart komme tilbage, så jeg kan koncentrere mine tanker om ham i stedet og for et lidt mere normalt forhold til ham her, jeg ikke skal have følelser for...