Tænk, at det skulle påvirke mig så meget at få at vide, at min evige med-single pludselig ikke er med-single længere... Så nu er der bare mig. Og det resulterede i en eller anden sær form for ensomhed, jeg ikke lige kunne kapere (klip til scene fra Bridget Jones, hvor hun har ondt af sig selv). Og jeg føler mig ellers aldrig ensom (heldigvis). Men efter at have sovet på det, blev det bedre og på en måde kan jeg vel også bare se det som en bekræftelse på, at alt håb ikke er ude, når én evig single pludselig ikke er det mere, så kan det vel også lade sig gøre for mig. Bare ærgerligt, at Studiekammeraten, som nok er ham, der pt ville være den mest sandsynlige mulighed for at få mig ud af min singletilværelse har forladt landet... Og Den Perfekte er jo for perfekt for mig og jeg har faktisk heller ikke tænkt på meget på ham, her i min eksamenslæsningshule, hvor jeg ikke har set ham.
Til gengæld satte jeg-er-for-evigt-single-og-nu-er-jeg-alene-om-at-være-det-tristheden gang i tankerne om Studiekammeraten igen. Måske fordi jeg sideløbende med eksamenslæsningen har haft gang i et voldsomt Gossip Girl-maraton (ja, jeg blev altså fanget af den, selvom jeg ikke er så meget for at indrømme det) og synet af Chuck Bass (eller måske snarere Ed Westwick) på en eller anden skør måde minder mig om Studiekammeraten. Men det er jo for dumt at sukke efter en person, der er 1000 (eller mere?) kilometer væk. Heldigvis kan jeg trøste mig med, at jeg jo sådan set har det ganske fantastisk uden en kæreste, selvom man måske ikke skulle tro det ud fra indlæggene på den her blog, haha!

Nå, men jeg crusher stadig på Den Perfekte, selvom jeg indimellem prøver at overbevise mig selv om, at jeg virkelig ikke burde, fordi han højst sandsynligt bare anser mig for at være en sød studiekammerat og intet andet. Men efter eksamen var han godt nok meget interesseret i at høre, hvordan det gik og det var kun mig han spurgte, og han rejste sig endda og gik hen til mig for at høre mig fortælle, i stedet for bare at blive siddende, hvor han sad. Og da han selv var færdig med sin eksamen, og jeg spurgte, hvordan det gik, kom han hen og fortalte, mens han nærmest ikke gad svare, da en anden spurgte om det samme. Men det skal jeg nok ikke lægge noget i, som jeg ellers har tendens til. Han vil sikkert bare være venlig.

Og så er der en eller anden, der har googlet mig. Og jeg gad virkelig godt vide, hvem det er. Hvorfor skulle nogen google mig? Har jeg en hemmelig beundrer? Eller hvad? Uhh. Gad godt, at google kunne sladre (selvfølgelig kun, når det ikke er mig, der google folk...)

Derudover har Studiekammeraten været hjemme fra det store udland. Jeg var ret spændt på, hvordan jeg ville reagere, når jeg ville se ham igen, men jeg anede ikke han var i nærheden, så havde ikke så lang tid til at vænne mig til tanken om at jeg pludselig skulle se ham. En lille smule hurtigere hjertebanken var alt, hvad det blev til. Men det var rart at se ham, selvom det kun var for et par timer, og jeg nærmest ikke fik snakket med ham, fordi der også var så mange andre mennesker. Jeg ved ikke helt om mit crush på ham er ovre, for jeg turde ikke rigtig se på ham, medmindre der var åbenlys grund til det, men jeg havde virkelig sådan en trang til at se på ham (som jeg formåede at undertrykke. Jeg kunne jo ikke bare sidde der og stirre på ham...) Og muligvis er det bare noget, jeg bilder mig ind, men synes, at det farvelkram, han gav mig, varede en lille smule længere end de kram, han gav de andre. Men igen, det er sikkert bare noget, jeg bilder mig ind. "Vi ses til sommer" sagde han. Og det er ok. Så kan jeg også undgå at det hele blusser op igen, hvis jeg kun ser ham på halvårlig basis. Det er nok godt nok.