20092010

Status, status, status. Hm.
2009 har på mange punkter været et fantastisk år. Det var året, hvor jeg blev student, rejste alene ud i verden og gjorde ting, jeg aldrig havde drømt om at gøre (men det var fedt!). Det var også året, hvor en fremmed for første gang nogensinde gættede på, at jeg var ældre, end jeg var (at hun så kun gættede mig en måned ældre end jeg var, siger vi ikke til nogen... det tæller alligevel), så måske jeg også er blevet lidt mere voksen i år. Det vidner et snarligt bankmøde vel også lidt om (gys!).
Ok, nu gider jeg ikke mere status. Jeg er gladere, fattigere (på penge), men dog rigere (på fantastiske oplevelser) end jeg var for et år siden, så det er jo kun godt (måske bortset fra pengedelen, men nevermind).

Og nu til fremtiden...
Nytårsfortsætter:

1. Løb, Mumrik, løb!
2. Drik mere vand.
3. Find ud af, hvad du vil med dit liv (uddannelse).

Se, det lyder jo meget enkelt...

Pyh

Julen er endnu engang overstået, jeg har hygget mig gevaldigt, fået fine, fine gaver, som jeg er rigtig glad for, og både julens familiebesøg og gavebytteri er veloverståede begivenheder (omend familiebesøg var en anelse kedsommelige i længden og gavebytteri var lidt af et helvede med milliarder af gavebyttende/udsalgshungrende mennesker overalt, jeg er ikke fan). Det gode ved gavebytteturen var (bortset fra, at jeg fik byttet det, jeg skulle, til fine ting) at jeg kunne gå forbi optikeren og lure ind på den dersens optiker-gut, som smeltede et eller andet indeni med sit blik, da jeg før jul var inde forbi... og hvis jeg er så heldig, som jeg altid er, så er det sikkert bare hans sælger-blik, som han kaster til alle og enhver, der træder indenfor. Men det er ligemeget, for det var virkelig et fint blik. Hvem der bare skulle have briller.

Og nåja, så er det nytårsaften i morgen og måske skulle man lave en lille status over 2009, som alle andre, men nu må vi se, om jeg er for doven til at finde på nogle punkter...

Så er det jul!

Allerede i midt november kom jeg i julestemning, da sneen dalede langsomt ned og jeg gik rundt i en lykkerus og nød livet. Efteråret har aldrig gået så stærkt som i år, og nu er det allerede jul - oven i købet hvid jul!
Træet er blevet pyntet, konfekt og klejner lavet, gaver pakket ind og sneen ligger stadig og lyser op i et pænt lag, selvom græsset er begyndt at titte op rundt omkring. Ih, hvor er alting smukt og det er lige før jeg begynder at græde af glæde. Hvad kan man ønske sig mere?

Glædelig jul!

Typisk

I morges lå jeg længe i den dér pre-vågne tilstand, hvor man egentlig stadig sover, men i drømmen føles det som om man er vågen, og det er man måske også, man er i hvert fald ret tæt på at vågne, og når man så vågner, så har man ikke lyst til at vågne, så man lukker øjnene for at fortsætte den drøm, man har gang i, og måske sover man videre eller også ligger man bare i en halvvågen døs (det er meget svært at forklare, det her).

Lå som sagt i den her tilstand i morges og drømte, at jeg var i en lufthavn. Jeg skulle flyve helt alene tilbage til eventyrland, fordi jeg tåbeligt nok havde glemt noget bagage, og så står jeg der sammen med nogle af de andre, som skal sende mig afsted, deriblandt Rejsefællen, og jeg er helt ude af den. Hvorfor, ved jeg ikke, det er nok tanken om at skulle hele vejen tilbage for at hente en kuffert eller noget. Og så sker der det, at Rejsefællen vel vil forsøge at trøste mig, så han krammer mig. Som i virkelig krammer. Og jeg klamrer mig til ham og så står vi ellers dér, viklet ind i hinanden, i noget, der ligner en evighed. Og man kan vel godt kramme én, der bare er en ven, men den evighed tog bare lidt for lang tid til at det var et venne-kram. Det er ikke ligefrem, fordi min underbevidsthed er særlig samarbejdsvillig (han skulle jo ud, siger jeg dig, ud!). Midt i det her umådeligt uendelige kram, hvor vi knuger os så hårdt ind til hinanden, at jeg sikkert ikke ville være i stand til at slippe fri af hans favntag, uanset hvor meget jeg forsøgte (ikke at jeg prøvede), så vågner jeg, helt og aldeles viklet ind i min dyne. Og det var nu også meget rart... (men det gør det da ikke nemmere, at holde ham ude af hovedet, hvis min dyne forvandler sig til ham om natten...)

Han skal skrives ud

Jeg tror ikke, jeg nogensinde bliver klog på, hvad jeg føler for Rejsefællen. De sidste måneder har jeg til tider befundet mig i en døs af dagdrømmeri, hvor han pludselig havde et eller andet skær over sig, som om han var indhyllet i et slør af ren og skær glitrende herlighed. I starten var det tit, jeg så ham i det lys, men det blev sjældnere, jeg begyndte at være realistisk, fornuftig - og pludselig var det væk og jeg troede, jeg var kureret. Realitetssansen ramte mig, han er jo ikke noget for mig, og i øvrigt er det ret åbenlyst, at han ulykkeligt sukker efter en anden. Siden da har jeg stort set formået at se på ham, uden at indhylle ham i mine drømmeslør. Forsøgte måske lidt at kaste sløret over på en anden - hvilket lykkedes til dels (og i øvrigt er endnu mere tåbeligt og håbløst - for ham kan jeg heller ikke få - og han er heller ikke noget for mig, siger mit fornuftige jeg...).


Mit fornuftige jeg har haft kontrollen de sidste mange uger, og Rejsefællen har bare været Rejsefællen, som er noget så flink, men virkelig bare overhovedet ikke noget for mig. Et sødt smil er ikke alt, siger mit fornuftige jeg. Og så pæn er han jo heller ikke. Han er vild med hende den anden og det er fint for mig, for jeg skal ikke have ham. Til trods for alle disse ting, jeg overbeviser mig selv om, hænder det stadig, at jeg vikler ham lidt ind i sløret, når jeg ser billeder på facebook, hvor han smiler så sødt (note to self: han er bedre på billeder end i virkeligheden og et smil er stadig ikke alt). Men nu, hvor jeg officielt har slået ham ud af hovedet, så burde jeg faktisk slet ikke ofre så meget tankekapacitet på ham. Nu har jeg forhåbentlig skrevet ham ud. Så, slut med ham (i hvert fald i den slørindhyllede version).

Home, sweet home

Så er mit eventyr slut og jeg er hjemme igen, så der kan komme lidt gang i bloggen igen. Det har været helt fantastisk og jeg ville ønske, det kunne blive ved i en uendelighed, men det er nu også helt okay at være hjemme igen, selvom det var ret underligt pludselig at være hjemme igen og blive mødt af et kæmpe tomrum (og snevejr!).
Og nu kan jeg slet ikke finde ud af, hvad jeg skal skrive, så jeg tror bare jeg fortsætter en anden dag. Men nu er her altså liv igen, hvis nogen har savnet det.