lørdag den 20. november 2010

Ligegyldig sniksnak.

Jeg er i det vildeste juleferiehumør i dag. Det er en meget mærkelig fornemmelse, men jeg har det lidt som om det kunne være d. 25. december i dag. Der er ligesom den samme ro over dagen. Eller også er det bare sneen, der gør det.

I går glædede jeg mig pinligt meget til Vild med dans-finalen. My guilty pleasure. Og jeg holdt med Cecilie & Mads, som jo vandt og jeg har stadig en eller anden sær lyst til at danse med Mads Vad. Eller også vil jeg bare gerne lære at danse så flot af en, der virkelig ved, hvad han laver. Og ikke lige som sidst, jeg lavede noget, der mindede om pardans, hvor det var en nar, der ikke evnede at føre mig nogen som helst steder. Hvis der fandtes et sted, hvor man kunne få en professionel danser som privatlærer, på samme måde som i VMD, så ville jeg være med! (Især hvis det var gratis)

For resten, så burde jeg, ifølge mit løbeprogram, være i stand til at løbe 10 km på nuværende tidspunkt. Det er ikke tilfældet, kan jeg afsløre. Mine ben kunne simpelthen ikke klare den pludselige belastning, så jeg har været nødt til at holde pauser for ikke at få skader. Men jeg løber skam stadig og jeg avancerer da også, omend det går lidt langsommere end det var meningen. Der er vel heller ingen grund til at overanstrenge sig, vel?

søndag den 14. november 2010

Liste

  • Forleden drømte jeg at alle var blevet til fisk, mig selv inklusive. Min perifære veninde var sågar blevet til en vampyrfisk, hvorfor man altid skulle være mindst to sammen med hende, så den ene fisk kunne pacificere vampyrfiske-veninde, hvis hun pludselig skulle gå til angreb.
  • Jeg er blevet besat af Vild Med Dans og har en kæmpe trang til at danse en lille dans eller 10 med Mads Vad. Derfor har jeg også haft Simon & Garfunkels "Cecilia" på hjernen de sidste par dage. Og jeg har brugt 15 kr. på at stemme. Galskaben vil ingen ende tage!

  • I går aftes så jeg en smule af DR2s tema om galápagosøerne. Da de fortalte om søskendemord blandt maskesulerne var jeg lige ved at tude. Klippene, hvor den stærkeste af ungerne forsøgte at bide halsen over på dens søster/bror, hvorefter den begyndte at skubbe den stakkels lille fugleunge ud af reden, da den finder ud af, at den ikke er i stand til at bide halsen over. Og moderen så bare til. Hulk, naturen er ond.
  • Men naturen er også fin og finurlig. Se bare på disse søde oddere, der holder i hånd mens de sover, så de ikke bliver væk fra hinanden. (Kollektivt "nårrhh" bør følge efter denne video.)