Den synkende skude

Jeg keeeeder mig! Det er ganske forfærdeligt, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af at underholde mig selv for tiden. Og det kan føre til meget, meget tåbeligt tidsfordriv. For eksempel var denne kedsomhedstilstand skyld i, at jeg i går aftes fik den formidable idé, at jeg da lige kunne prøve at chatte lidt på jubii. Det havde jeg jo haft meget sjov ud af for 6-7 år siden, da man ikke var klogere... ahem.
Så jeg gik ind og oprettede en profil og begav mig ud på chatten. Og i løbet af den time, jeg brugte derinde, gik det op for mig, at dette koncept på ingen måde er mig. Det var simpelthen for latterligt og umuligt at tage seriøst. Jeg formåede, uden at gøre noget som helst, at blive kontaktet af 10-12 ungersvende (og et par gamle) - selvfølgelig alle mænd, som alle sammen nok var ude efter et knald (det var der en af dem, der skrev uden omsvøb, er man så desperat eller hvad?) eller noget i den dur. Efter at have modtaget et væld af spørgsmål fra disse personer (sjovt nok de samme spørgsmål fra alle; hvordan ser du ud? *s*, er du single?, hvor er du fra?, beskriv dig selv, er du med på noget frækt? *sf* ) orkede jeg ikke at forsøge mere - og var i øvrigt ved at falde om af grin - så jeg forlod Jubiis chatskib og gik i seng. Men mit indtryk er altså, at der er meget langt ned til guldet derinde - hvis det overhovedet findes (jeg tvivler...), så jeg kommer højst sandsynligt ikke tilbage (medmindre, der er folk derinde, som jeg på en eller anden måde kender i forvejen (hvilket jeg også tvivler på)). Oh my.

Tænketank

(Tag jer ikke af den tåbelige overskrift - pt har jeg vitterligt ingen fantasi på det punkt)
Det er lige gået op for mig, at det allerede er ved at være studentertid (det vidner lidt om, hvor meget jeg sumper rundt i min egen verden for tiden) og når man så har så meget fritid, som jeg har lige for tiden, så er det ret uundgåeligt ikke at blive en lille smule nostalgisk.
For lige præcis et år siden sad jeg højst sandsynligt lige her, foran computeren - oven i købet i samme stol - og læste samtlige 154 Shakespeare-sonetter og analyser heraf. Og jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke behøver gøre det igen (men jeg synes nu det er meget sejt at kunne sige, at man har gjort det).
Kan huske, jeg var en smule sentimental på grund af alt det, der pludselig var slut, og "ih-og-åh-hvor kommer jeg til at saaaavne det", men jeg må erkende, at jeg egentlig ikke har savnet skole, afleveringer og eksamenslæsning. Men nu har jeg også lavet så mange andre ting, der har været helt fantastiske (som jeg helt sikkert vil savne - gør det allerede!), så det er nok ikke så underligt.
Men men men, back to reality, nu skal man jo snart til at tænke fremtid igen og jeg gider egentlig ikke. Så vi udskyder det lige lidt længere. Man skal vel have lov til at holde sommerferie i fred (efter et helt års ferie trænger man jo virkelig også til det).

I'd like to...

Ham den fine ville blive skræmt fra vid og sans, hvis han kendte til den her blog, og vidste, at det var ham, det handlede om.
[Cardboard Love]

Jungle Drum

Mens jeg sidder her og er ved at hoste mine lunger op, kan man jo passende drømme lidt om sommer og om at valse rundt under blomstrende træer i fine sommerkjoler.
Og så kan man synge lidt med på - eller måske ligefrem danse til - Emiliana Torrinis Jungle Drum, som jeg har haft på hjernen lige siden jeg så denne Inspired by Iceland-video, som en vis fin herre (hey, it's because of you, the world is in a crazy, hazy hue) sendte til en fælles ven på facebook.

Inspired by Iceland Video from Inspired By Iceland on Vimeo.

Desuden er touchfunktionen på min mus begyndt at strejke, så jeg ikke længere kan klikke på noget uden at skulle trykke knappen ned. Og den knap larmer helt afsindigt. Nogen eksperter på området?

Ligegyldig snak

Mit værelse ligner noget, der er løgn. Det er et forfærdeligt rod af halvt udpakket bagage og vasketøj og jeg ved ikke hvad. Det er forfærdeligt, jeg burde virkelig tage mig sammen, det er jo ikke til at komme rundt. Og så er jeg blevet syg, min hals smerter, mine mandler er hævede og hovedet tungere end normalt. Det er ret nederen (siden hvornår er jeg begyndt at bruge det dumme udtryk?), men i det mindste har jeg da en undskyldning for at udskyde oprydning. Og rengøring.
Jeg er ved at være småtræt af at sidde foran computeren, men jeg orker ikke rigtig andet. Kunne læse en bog, men har kun en, jeg ikke har læst og det er Murakami på engelsk og det orker mit syge hoved altså ikke. Ih, hvor et det sølle. Og nu til dagens lyspunkt: lun rabarbertærte, yay!

Tingeling

Det er allerede flere uger siden jeg fik verdens bedste kram (hvis vi lige ser bort fra, at det faktisk var et farvelkram). Tiden flyver virkelig. Om aftenen gik det pludselig op for mig, at det var sidste gang i meget lang tid at jeg var så tæt på Ham den fine, og så var der dømt tudefjæs. Og jeg fortrød, at jeg ikke fik fortalt ham face to face, hvor meget jeg holder af ham.
Men jeg trøster mig med, at jeg under krammet fik sagt, at jeg vil savne ham (han svarede ikke, men havde heller ikke forventet andet) og at jeg til afslutningsfesten fik skrevet en lang, lang hilsen til ham - hvor jeg skrev alle de ting, jeg ikke har turdet sige tidligere - som måske egentlig indikerer ret tydeligt, at jeg synes utroligt godt om ham, omend jeg ikke skrev det helt direkte. "I love your smile" og andre komplimenter i den dur er vel meget rart at få, tænker jeg. Og så kan jeg jo klappe mig selv på skulderen, fordi jeg rent faktisk fik skrevet alle de ting, jeg har gået og tænkt. Hurra for lettere beruset hilsenskrivning kl. 4 om natten den allersidste aften! (En anden gang burde jeg nok overveje at få den slags ting ud lidt før, så han kunne have nået at give en eller anden form for respons, hvis han ville. Det ville i hvert fald øge chancerne for at der ville ske noget. Det er trods alt lidt svært, når afstanden er så stor nu...)