Så gik der lige semesterstart i den og så havde jeg pludselig ikke tid til at skrive stolpe op og stolpe ned om Studiekammeraten. Men det er ikke fordi jeg ikke har tænkt på ham, for det har jeg. Tit. Og jeg savner ham tit. Den første dag på studiet manglede jeg ham virkelig. Så blev det pludselig tydeligt, at han manglede, når næsten alle andre var der, som sædvanligt før ferien. Da jeg kom hjem kunne jeg godt mærke, at mine tårekanaler blev lidt pressede, men jeg holdt stand. Jeg kan jo heller ikke gå og være konstant ked af det og på grådens rand, fordi han er langt væk, så jeg siger til mig selv, at jeg skal være glad. Og det er ikke så svært, egentlig. For jeg er grundlæggende en glad person, som han også ynder at fortælle mig. Det, tænker jeg, er en god idé at leve op til.
Men der er nu nogle dage, hvor jeg ikke rigtig kan slippe tristheden og savnet. For eksempel den dag han oplyste om sit nye udenlandske telefonnummer. Der gik det rigtigt op for mig, at han ikke lige kommer hjem om et par måneder. Og det er altså en trist tanke, som jeg havde (har) lidt svært ved at kapere. Men det må jeg jo bare lære at leve med. Han kan vel heller ikke blive udenlands for evigt, vel? Så må jeg jo bare komme til ham, hvis det skal være på den måde.