Siden sidst

Jeg er i tudehumør her til aften. Superfed måde at starte weekenden, ikke?
Men det skyldes lidt Den Perfekte. Jeg har ellers været rigtig god til ikke at tænke på ham, hvilket nok mest er fordi jeg har skrevet en del med en onlinebekendt fra fortiden, der pludselig kontaktede mig på facebook. Lad os kalde ham Onlineven. Så kunne han ligesom distrahere mig lidt. Og han er da også meget flink og jeg blev ikke totalt afskrækket af at møde ham i virkeligheden. Men det er jo ikke nok bare at være flink. Ikke at vi ikke skal ses igen, men for mit vedkommende er det vist på venneplan. Og så blev Den Perfekte pludselig interessant igen. Især fordi han fangede mit blik til morgenmaden i dag. Flere gange. Og også senere på dagen. Og det resulterede i, at jeg sad og næsten fik våde øjne midt på formiddagen, bare ved tanken om hvor perfekt han er og hvor meget han ikke er min. Det blev nok også forstærket lidt af, at Onlineven på nogle punkter virker fuldstændig inkompatibel med mine fremtidsdrømme, mens Den Perfekte (selvfølgelig) passer perfekt ind i de drømme. SUK! Det hjælper nok heller ikke at høre Hallelujah (Jeff Buckleys version, selvfølgelig). Men altså. Nogle gange skal man også bare give slip og være trist. Mit anti-fascinationsprojekt er vist gået i vasken. Det burde være forbudt at være så perfekt og utilgængelig på samme tid.