Bloggen lider lidt under mit forsøg på at leve livet og være social 24/7, men i aften har jeg en ledig stund i mit eget selskab og det er nu også ret rart. Jeg drikker juice og spiser kiks, mens jeg surfer lidt rundt på må og få (og overvejer, hvad jeg skal klæde mig ud som til fastelavnsfest. Det skal være hurtigt, nemt og billigt - nogle forslag?). Kiks er i øvrigt blevet min nye addiction, jeg har spist alt for mange kiks de sidste par dage, og det er ikke engang fordi jeg er sulten (der er fremragende mad i rigelige mængder), men alligevel kan jeg da godt lide spise en kiks. Eller to. Eller 5. Så nu går jeg i stedet rundt og er konstant mæt, grænsende til overmæt. Forspist. Det er slut med kiks, når jeg har spist resten i pakken, jeg kan jo slet ikke administrere det (hvor ynkeligt det end lyder...)
Og så er der i øvrigt også sket det, at jeg har fundet en ny herre at kaste skjulte blikke efter. Og det gør jeg så i stor stil. Jeg har (som sædvanligt, fristes man til at sige) endnu ikke rigtig talt med ham, udover at vi præsenterede os for hinandens navne, men jeg har fundet på utallige sætninger og sære spørgsmål, som jeg kan overdænge ham med, hvis jeg nogensinde får taget mig sammen til at gå hen til ham og tale med ham (og se ind i hans smukke øjne. Ih, han er så fin).
Hvis jeg kender mig selv ret (og det gør jeg nok desværre lige på dette punkt), så varer det et godt stykke tid endnu, før jeg får sparket mig selv i hans retning - hvis det nogensinde sker. Det skal det altså, jeg kan ikke blive ved med at glo på folk og drømme om dem og aldrig gøre noget ved det. Tag mig sammen! Jeg har vel heller ikke noget at miste. Andet end drømmen om det, der måske kan blive (men aldrig sker, fordi jeg ikke tør gøre noget ved det). Og det er jo ikke fordi jeg skal gå hen og erklære min kærlighed (eller hvad vi nu skal kalde det) til ham, jeg skal jo bare snakke ganske venskabeligt med ham, som alle andre. Hvorfor er det så svært?
torsdag den 25. februar 2010
tirsdag den 16. februar 2010
Den magiske formel, der mislykkedes
Fandt i øvrigt en anmeldelse af En Vild Fårejagt, da jeg ledte efter billeder.
Det er da altid noget, at jeg ikke er den eneste...
Læs den her: http://www.litteraturnu.dk/univers.php?action=read&id=352''target='new'
Det er da altid noget, at jeg ikke er den eneste...
Læs den her: http://www.litteraturnu.dk/univers.php?action=read&id=352''target='new'
mandag den 15. februar 2010
Den vilde fårejagt
Senest læste Murakami-værk er En Vild Fårejagt, og jeg er overraskende nok ikke særlig begejstret, hvilket jeg ellers plejer at være, når det handler om Murakamis bøger.
Jeg ved ikke helt, hvad det skyldes, men jeg blev aldrig rigtig fanget, som jeg ellers plejer. Den har taget mig ret lang tid at læse i forhold til det ikke så store sideantal, hvilket primært skyldes en del koncentrationsbesvær og en ret lang passage midt i bogen, som jeg simpelthen fandt enormt kedelig (alt for meget politik og historie lige pludselig).
Netop på grund af koncentrationsbesværet og manglede fokus, synes jeg det var en ret forvirrende handling, som jeg ikke rigtig kunne følge med i (det hjælper heller ikke ligefrem, at man glemmer, hvem der er hvem). Jeg er stadig ikke sikker på, jeg har fanget, hvad der egentlig skete i den afsluttende fase, så nu kan jeg jo gå og føle mig lidt dum.
En anden ting, der har haft ret stor indflydelse på mit negative indtryk af bogen, er sproget, som efter min mening slet ikke er lige så fantastisk og fortryllende, som det plejer. Derfor undersøgte jeg, hvem der stod bag oversættelsen, og ikke nok med at det ikke er Mette Holm, der har oversat bogen, men i stedet Ib Høy Hansen (ikke et ondt ord om ham), så er den oven i købet oversat fra den engelske udgave, så det er ikke så mærkeligt, at der ikke er meget magisk Murakami tilbage, desværre.
Nå, men bortset fra det (selvom det er en ret væsentlig "fejl"), så havde bogen da også nogle gode passager, men det bliver aldrig en yndling.
Men coveret har da i det mindste fine farver og en fin skrifttype...
Jeg ved ikke helt, hvad det skyldes, men jeg blev aldrig rigtig fanget, som jeg ellers plejer. Den har taget mig ret lang tid at læse i forhold til det ikke så store sideantal, hvilket primært skyldes en del koncentrationsbesvær og en ret lang passage midt i bogen, som jeg simpelthen fandt enormt kedelig (alt for meget politik og historie lige pludselig).
Netop på grund af koncentrationsbesværet og manglede fokus, synes jeg det var en ret forvirrende handling, som jeg ikke rigtig kunne følge med i (det hjælper heller ikke ligefrem, at man glemmer, hvem der er hvem). Jeg er stadig ikke sikker på, jeg har fanget, hvad der egentlig skete i den afsluttende fase, så nu kan jeg jo gå og føle mig lidt dum.
En anden ting, der har haft ret stor indflydelse på mit negative indtryk af bogen, er sproget, som efter min mening slet ikke er lige så fantastisk og fortryllende, som det plejer. Derfor undersøgte jeg, hvem der stod bag oversættelsen, og ikke nok med at det ikke er Mette Holm, der har oversat bogen, men i stedet Ib Høy Hansen (ikke et ondt ord om ham), så er den oven i købet oversat fra den engelske udgave, så det er ikke så mærkeligt, at der ikke er meget magisk Murakami tilbage, desværre.
Nå, men bortset fra det (selvom det er en ret væsentlig "fejl"), så havde bogen da også nogle gode passager, men det bliver aldrig en yndling.
Men coveret har da i det mindste fine farver og en fin skrifttype...
lørdag den 6. februar 2010
torsdag den 4. februar 2010
Under my umbrella
Flickr
Rihannas musik er på ingen måde musik, jeg gider høre, men jeg må indrømme, at jeg har fået en coverversion af hendes Umbrella lidt på hjernen. Det er de tyske Dylan-lookalikes The Baseballs, der står bag, og jeg ved ærlig talt ikke om jeg skal grine eller græde, så i stedet går jeg bare og nynner med på Rihanna i rock'n'roll-format (ifølge wikipedia, musikgenrer har jeg på ingen måde styr på).
Abonner på:
Opslag (Atom)