Lørdagstristesse

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal starte, så nu gør jeg det sådan her. Jeg tænker for meget over ting, der for længst er blevet irrelevante at bruge mere tankevirksomhed på. For eksempel sad jeg i formiddags og lavede madplan og indkøbsliste, da jeg pludselig blev virkelig nedtrykt over at jeg for godt fire (4!!!) år siden var en klaphat, der sandsynligvis afviste en virkelig god mand, som måske (måske!) var lidt interesseret i mig, bare fordi jeg var lidt for begejstret for ham Studiekammeraten, som gav mig opmærksomhed, men som jeg samtidig var ret bevidst om ikke ville blive til mere end lidt flirt. Og som jeg dybest set heller ikke kunne se mig selv sammen med.
Og ja, det er miseren med Kaffemanden, jeg tænker på. Jeg ved virkelig ikke hvorfor, men nu har jeg lige læst lidt tilbage i arkivet her på domænet, og det er jo nærmest en gang om året (mindst), hvor jeg slår mig selv i hovedet over at jeg ikke greb chancen med ham, da der måske var mulighed for at der kunne være noget under opsejling. Det er jo latterligt at gå og sukke over noget, der måske kunne have været, hvis jeg havde været lidt mindre socialt akavet. Og måske var det aldrig nogensinde blevet til mere, heller ikke selvom jeg havde givet ham en anden respons end "selv tak", men det finder jeg jo aldrig ud af. Det irriterer mig, og er helt sikkert grunden til at han bliver ved med at dukke op i mine tanker, når jeg er i det humør. Fordi det faktisk ikke var helt urealistisk at det kunne blive til noget, i modsætning til mit crush på Den Perfekte, for eksempel. Den Perfekte har været lettere at give slip på fordi han var så uopnåelig og jeg inderst inde nok har vidst at han ikke var interesseret i mig. Kaffemanden derimod, han var interesseret, det er jeg ret overbevist om. Men på den anden side, hvis han virkelig, virkelig var interesseret, så havde han vel ikke givet op efter første forsøg? Så havde han vel kæmpet lidt mere for det, bilder jeg mig ind. Jeg ved det ikke. Det er også ligegyldigt, for han har en anden og han er glad, så det må jeg jo bare finde mig i. Jeg er simpelthen nødt til at møde nogle nye mennesker og håbe, at jeg møder en, der kan viske ham ud af mit system.

Apropos Den Perfekte, så faldt jeg tilfældigvis over nogle billeder fra studiet, hvor vi lavede forsøg med nogle af vores medstuderende, deriblandt Den Perfekte. På de billeder, der blev taget i den forbindelse, har jeg ved alle forsøgskaniner et almindeligt neutralt ansigtsudtryk, bortset fra samtlige billeder, hvor Den Perfekte var forsøgskanin. Der er jeg ét stort smil på alle billeder. Jeg håber virkelig at jeg snart møder en, der har samme effekt på mig, som han havde (og som faktisk er interesseret i mig også...) Jeg savner lidt det smil.