Den spansk sommerflirt, del 3.

Man skulle tro min sære opførsel på sidste date havde skræmt ham væk. Men lige nu sidder jeg af uransagelige årsager faktisk og overvejer om jeg skal skrive til ham. Et par måneder efter vores akavede farvel fik jeg en besked, hvor han spurgte, hvordan det gik. Jeg blev ret forvirret over det, men svarede. Ingen respons. Jeg slettede appen noget tid efter, og skænkede det ikke en tanke før engang i januar, hvor jeg blev nysgerrig og geninstallerede den. Og så viste det sig at han havde skrevet en besked igen juleaften. Men appen er så snedigt indrettet at man ikke kan læse beskeden, før man selv skriver en besked tilbage til afsenderen, så appen kan bekræfte at man kender hinanden (eller noget i den stil...), så jeg ved stadig ikke hvad han har skrevet. Selvom jeg er ret nysgerrig, og jeg har tænkt en del på ham siden, så tænker jeg også at det nok er bedst bare at lade den ligge. Nu er der også gået så lang tid siden han skrev, at det bare bliver mere og mere sært, hvis jeg pludselig svarer. Og han har sikkert heller ikke skrevet noget interessant.

Det er sært, men for noget tid siden havde jeg en sær trang til at kysse ham (jeg kan ikke engang se hans ansigt for mig, så det er nok snarere på grund af et voldsomt anfald af hudsult, og ikke et reelt savn efter lige præcis ham), og jeg kommer af uransaglige årsager også til at tænke på ham hver gang Enrique Iglesias bliver spillet i radioen på arbejde (det sker faktisk relativt ofte). Det er rimelig sært, at han pludselig er så interessant nu, når jeg var ret uinteresseret i ham, i hvert fald på det romantiske plan, da vi var sammen. Måske er det med tiltrækning bare en meget langsom mekanisme hos mig. Normalt går jeg jo og ser folk an i evigheder, og vænner mig til tanke om fysisk intimitet længe før der sker noget som helst på det plan, og når nogen så forsøger at komme tæt på for hurtigt, så kan jeg ikke følge med og går i baglås. Hmm. På den anden side, så er det jo risikofrit at tænke på ham på den måde, fordi sandsynligheden for at vi nogensinde kommer i nærheden af hinanden igen er ret lille. Det har sikkert også en betydning.
Nå, måske jeg bare skulle stoppe med at tænke mere over ham og gå ud i virkeligheden i stedet. Det er nok mere effektivt alligevel.

Den spansk sommerflirt, del 2.

Vel hjemme fra min isdate var jeg både lidt lalleglad over så meget opmærksomhed, men også noget i vildrede over, hvad jeg nu skulle stille op, hvis han ville ses igen. For han var jo flink nok og nu havde han jo en bil, så jeg kunne måske få et lift til et sted, jeg gerne ville se, som ikke lige var i gåafstand fra byen. Men kunne jeg tillade mig at udnytte hans interesse på den måde, og ville det være ufint to lead him on (kan slet ikke komme i tanke om hvad det danske udtryk for det er...) uden at have intentioner om romantiske udskejelser?

De følgende dage vaklede jeg lidt mellem at synes det kunne være fint at lokke et lift ud af ham og irritation over at skulle planlægge med et andet menneske på min egoistferie. Vi skrev lidt frem og tilbage om hvor og hvornår, vi eventuelt kunne mødes, jeg spillede kostbar og gav udtryk for at jeg ikke var interesseret i at planlægge for meget. Hvad han tolkede ud fra det, var at jeg ikke var interesseret i at planlægge hvad vi skulle foretage os, når vi skulle ses, hvor jeg måske nok snarere mente at jeg ikke var interesseret i at planlægge mine dage efter at kunne mødes med ham.

Nå, men vi endte med at mødes endnu engang. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg havde måske tænkt at han havde planlagt aftenen bare en lille smule. Jeg havde i hvert fald ikke regnet med at han var lige så clueless som jeg, i forhold til hvor man kunne finde noget mad, eftersom han var den lokale. På nogle punkter virkede han bare irriterende hjælpeløs.
Planen var at vi skulle køre ud til en seværdighed, troede jeg, men igen havde vi talt forbi hinanden, for hans tanke havde hele tiden været at køre op på et bjerg, hvor man så havde udsigt til den seværdighed. Da vi kørte op ad den mørke vej, hvor der ingen belysning var og der virkede ret øde, må jeg indrømme at jeg i et splitsekund blev lidt bekymret for, hvad jeg havde rodet mig ud i. Tænk, hvis jeg havde fejlbedømt ham fuldstændig og viste sig at være en med skumle bagtanker. Så ville det være en lidt prekær situation at rode sig ud af, så langt fra byen og i bælgravende mørke. Men han var heldigvis ligeså ufarlig, som jeg havde fornemmet.

Vi spiste vores burgere i mørke på en sten med udsigt over byen. Og det kunne sikkert have været vældig romantisk, men jeg var i et sært humør og burde nok egentlig bare have droppet foretagendet. Det kan ikke have været let for den stakkels mand, at jeg var så afvisende og kort for hovedet. Jeg havde igen travlt med at observere alle klichéerne, mens han talte om stjernerne og fortalte at hans mor sagde at de søde piger altid var de farligste. Og jeg var selvfølgelig en sød pige. Hvad jeg så skulle lægge i det, ved jeg ikke helt. Jeg tror, jeg var så opsat på at jeg ikke skulle give ham falske forhåbninger, så jeg undgik alle oplagte situationer for berøring og var generelt bare ikke en særlig god date. Men han gav ikke op så let, og foreslog at vi kørte til Magaluf. Et frygteligt bar- og hotelområde, som jeg flere steder havde læst at man skulle holde sig fra, hvis man ikke var interesseret i drukferier. Jeg var ikke specielt begejstret for det forslag, men jeg tænkte at det ville være et fint træk fra min side at være lidt mindre afvisende, så jeg tog ja-hatten på. Nogle gange skal man jo prøve noget anderledes. Vi kom frem, og stedet var akkurat så frygteligt som jeg havde forventet, så ja-hatten var ret udfordret, da vi gik hen ad gaden mellem alle de mere eller mindre fulde turister. I bagklogskabens klare lys er jeg overbevist om at det havde været bedre, hvis jeg var gået med til hans forslag om at tage ud at danse. Det havde sikkert hjulpet mig ned i kroppen i stedet for at overanalysere alting. På vej tilbage fra stranden greb han ud efter min hånd, men igen undveg jeg, og jeg ved ikke hvad der gik af mig, men det morede mig gevaldigt at et af hans moves mislykkedes. Stemningen blev mærkelig, primært fordi jeg opførte mig mærkeligt. Min intimitetsskræk gjorde sære ting ved mig, og det var ikke så befordrende for en god date. Køreturen hjem var ekstremt akavet og da vi nåede frem og jeg skyndte mig ud af bilen blev det til et underligt "bye" og så var det ligesom det. Det startede ellers så godt, det var som taget ud af en film, lige indtil min hjerne spolerede ting. Jeg skal vist øve mig i at være mindre oppe i hovedet og slå hjernen lidt fra. Det ville gavne alle involverede.

Den spanske sommerflirt, del 1.

Jeg har aldrig fået skrevet om den spanske sommerflirt, som nok egentlig har været katalysator for en del granskning af mine reaktionsmønstre, når det kommer til relationer til det modsatte køn. Settingen er Palma, Mallorca, på en temmelig lun augustdag. Jeg har været på øen i et par timer, har fået installeret mig på mit værelse og er ude på min første vandring rundt i byen for at sondere terrænet, da en spansk ungersvend kom og spurgte mig om jeg vidste, hvor der var et busstoppested. Det vidste jeg sjovt nok ikke, og før jeg fik set mig om, havde vi udvekslet numre og aftalt at spise is på et tidspunkt. Allerede på de fem minutter, vi snakkede sammen, fik han konstateret at jeg var anderledes end alle de andre, at jeg var meget mere åben og snakkesalig (HA! Han skulle bare vide, tænkte jeg...). Resten af eftermiddagen gik jeg og var lidt paf over at være blevet inviteret ud af en vildt fremmed, sådan ud af det blå, men nu var jeg jo på soloferie, og han virkede reel nok, så jeg tænkte at jeg lige så godt kunne se om jeg kunne lokke nogle tips ud af en lokal, når han nu selv tilbød sit selskab.

Et par dage senere aftalte vi at mødes til en sen eftermiddagsis nede ved vandet. Jeg kom i lidt god tid og var ret meget i tvivl om, om jeg overhovedet ville kunne kende ham. Men han fandt mig, og han syntes naturligvis at vi skulle hilse på hinanden på ægte sydlandsk manér med et par kindkys. Meget akavet for sådan en som mig. Nå, men han købte is og ledte os hen til nogle bænke, der var indbygget i muren nedenfor katedralen. Jeg satte mig overfor ham og vi spiste is og snakkede. Et tilbagevendende spørgsmål var hvad jeg tænkte om spanske mænd, et spørgsmål jeg ihærdigt forsøgte at krybe udenom hver gang han spurgte. Han var sjovt nok ikke så interesseret i at tale om seværdigheder...
Der gik ikke lang tid fra han var færdig med sin is, før han skulle vise mig noget på sin telefon og derfor var nødt til at sætte sig hen ved siden af mig. Det skortede ikke på komplimenter fra hans side, og selvom jeg var smigret, så var jeg egentlig mest fascineret af at observere alle hans moves. Det er jo klart at han var nødt til at rykke helt tæt på, når han skulle vise mig ting på sin telefon. Og min ørering var også vældig interessant, så den skulle naturligvis nærstuderes, ligesom min arm og hånd, for min hud var jo formidabelt lys. Og hvis det stod til ham skulle jeg også have taget elastikken ud af mit svedige hår, men det syn syntes jeg alligevel ikke jeg ville udsætte ham for. 35 grader er ikke befordrende for lækker frisure post elastik. Skumringen sneg sig ind på os, mens vi sad der, og jeg burde måske nok have set det komme eftersom jeg jo hele aftenen havde været ret obs på alle hans tilnærmelser. Alligevel blev jeg noget overrumplet, da hans læber pludselig vandrede hen over min kind og var faretruende tæt på mine. Og så slog mit flugtinstinkt til. Ikke at jeg flygtede, men jeg fik mumlet noget med at jeg ikke kendte ham, så det med kys kunne jeg altså ikke lige overskue. Han tog det meget pænt, hvilket jo er et godt tegn. I bagklogskabens klare lys har jeg svært ved at se, hvorfor jeg ikke bare skulle have slået hjernen lidt fra og kysset ham. Det kunne jo ikke have skadet. Nå, men efter det fejlslagne kys foreslog han at vi gik videre, så det gjorde vi. Hen til nogle barer, der lå for enden af en lang trappe, så man kunne stå og nyde udsigten. Og det gøres åbenbart bedst med insisterende kropskontakt og skuldermassage. Han gik aldrig over grænsen, men rykkede den lige så stille, indtil jeg pludselig fik for meget og sagde jeg måtte hjem. Han var endda så flink at køre mig hjem. I sin bil. Der gik pinligt lang tid, før det slog mig at han aldrig havde været interesseret i at vide, hvorfra bussen kørte den første dag.

Søndag i april

Det er sjovt som musik kan sende en tilbage i tiden. En af de podcasts, jeg hørte på min eftermiddagstur i skoven blev indledt med Barndommens Gade, hvilket fik mig til at genhøre Anne Linnets "De Bedste", da jeg kom hjem. Hver gang jeg hører det album, hvilket godt nok ikke sker så tit længere, bliver jeg sendt tilbage til foråret 2012, hvor jeg næsten dagligt hørte det album, når jeg vaskede op efter aftensmaden, efter jeg til en teaterkoncert pludselig havde fået øjnene op for hendes musik. Derfor forbinder jeg de numre med forår, opvask og stille søndage, og jeg kommer altid til at tænke på, hvordan jeg forestillede mig at ham, jeg syntes var lidt ekstra sød, ville vække mig en søndag i april ved at ae min kind, som hun synger om i den sang. Og hvor mild, lattermild og gavmild han ville være, ham jeg en dag ville tabe mit hjerte til (eller... jeg havde vist en ret specifik person i tankerne dengang, men i dag vil jeg nok ikke gå så langt at påstå, at jeg havde tabt mit hjerte til ham).

Og nu kan jeg så sidde endnu en søndag i april og være lidt sentimental og spekulere på, hvornår jeg møder ham, der skal ae min kind, når han nu ikke har vist sig endnu - eller hvornår jeg formår at kaste mig ud i det og tage imod, når der er en, der stiller op til kindnus, i stedet for at tage flugten ved at smække døren og løbe alt hvad jeg kan, så snart der er nogen, der vil tæt på.
Sidstnævnte mønster er jeg simpelthen nødt til at gøre noget ved på en eller anden måde. Bevidstheden om det og erkendelsen af, at det spænder temmelig meget ben for mig, er vel et skridt i den rigtige retning. Hvordan bliver man god til at lukke folk ind? Det er jo så meget nemmere at kaste sin kærlighed på en eller anden mere eller mindre uopnåelig person (hej Perfekte...), for så er der jo ikke så stor risiko for at man nogensinde kommer til det punkt, hvor nogen for alvor skal tæt på og så slipper jeg for at blive skræmt fra vid og sans, mit flugtinstinkt kan hygge sig i sin dvaletilstand and nobody gets hurt.