Den spansk sommerflirt, del 2.

Vel hjemme fra min isdate var jeg både lidt lalleglad over så meget opmærksomhed, men også noget i vildrede over, hvad jeg nu skulle stille op, hvis han ville ses igen. For han var jo flink nok og nu havde han jo en bil, så jeg kunne måske få et lift til et sted, jeg gerne ville se, som ikke lige var i gåafstand fra byen. Men kunne jeg tillade mig at udnytte hans interesse på den måde, og ville det være ufint to lead him on (kan slet ikke komme i tanke om hvad det danske udtryk for det er...) uden at have intentioner om romantiske udskejelser?

De følgende dage vaklede jeg lidt mellem at synes det kunne være fint at lokke et lift ud af ham og irritation over at skulle planlægge med et andet menneske på min egoistferie. Vi skrev lidt frem og tilbage om hvor og hvornår, vi eventuelt kunne mødes, jeg spillede kostbar og gav udtryk for at jeg ikke var interesseret i at planlægge for meget. Hvad han tolkede ud fra det, var at jeg ikke var interesseret i at planlægge hvad vi skulle foretage os, når vi skulle ses, hvor jeg måske nok snarere mente at jeg ikke var interesseret i at planlægge mine dage efter at kunne mødes med ham.

Nå, men vi endte med at mødes endnu engang. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg havde måske tænkt at han havde planlagt aftenen bare en lille smule. Jeg havde i hvert fald ikke regnet med at han var lige så clueless som jeg, i forhold til hvor man kunne finde noget mad, eftersom han var den lokale. På nogle punkter virkede han bare irriterende hjælpeløs.
Planen var at vi skulle køre ud til en seværdighed, troede jeg, men igen havde vi talt forbi hinanden, for hans tanke havde hele tiden været at køre op på et bjerg, hvor man så havde udsigt til den seværdighed. Da vi kørte op ad den mørke vej, hvor der ingen belysning var og der virkede ret øde, må jeg indrømme at jeg i et splitsekund blev lidt bekymret for, hvad jeg havde rodet mig ud i. Tænk, hvis jeg havde fejlbedømt ham fuldstændig og viste sig at være en med skumle bagtanker. Så ville det være en lidt prekær situation at rode sig ud af, så langt fra byen og i bælgravende mørke. Men han var heldigvis ligeså ufarlig, som jeg havde fornemmet.

Vi spiste vores burgere i mørke på en sten med udsigt over byen. Og det kunne sikkert have været vældig romantisk, men jeg var i et sært humør og burde nok egentlig bare have droppet foretagendet. Det kan ikke have været let for den stakkels mand, at jeg var så afvisende og kort for hovedet. Jeg havde igen travlt med at observere alle klichéerne, mens han talte om stjernerne og fortalte at hans mor sagde at de søde piger altid var de farligste. Og jeg var selvfølgelig en sød pige. Hvad jeg så skulle lægge i det, ved jeg ikke helt. Jeg tror, jeg var så opsat på at jeg ikke skulle give ham falske forhåbninger, så jeg undgik alle oplagte situationer for berøring og var generelt bare ikke en særlig god date. Men han gav ikke op så let, og foreslog at vi kørte til Magaluf. Et frygteligt bar- og hotelområde, som jeg flere steder havde læst at man skulle holde sig fra, hvis man ikke var interesseret i drukferier. Jeg var ikke specielt begejstret for det forslag, men jeg tænkte at det ville være et fint træk fra min side at være lidt mindre afvisende, så jeg tog ja-hatten på. Nogle gange skal man jo prøve noget anderledes. Vi kom frem, og stedet var akkurat så frygteligt som jeg havde forventet, så ja-hatten var ret udfordret, da vi gik hen ad gaden mellem alle de mere eller mindre fulde turister. I bagklogskabens klare lys er jeg overbevist om at det havde været bedre, hvis jeg var gået med til hans forslag om at tage ud at danse. Det havde sikkert hjulpet mig ned i kroppen i stedet for at overanalysere alting. På vej tilbage fra stranden greb han ud efter min hånd, men igen undveg jeg, og jeg ved ikke hvad der gik af mig, men det morede mig gevaldigt at et af hans moves mislykkedes. Stemningen blev mærkelig, primært fordi jeg opførte mig mærkeligt. Min intimitetsskræk gjorde sære ting ved mig, og det var ikke så befordrende for en god date. Køreturen hjem var ekstremt akavet og da vi nåede frem og jeg skyndte mig ud af bilen blev det til et underligt "bye" og så var det ligesom det. Det startede ellers så godt, det var som taget ud af en film, lige indtil min hjerne spolerede ting. Jeg skal vist øve mig i at være mindre oppe i hovedet og slå hjernen lidt fra. Det ville gavne alle involverede.