Jeg er sikker på, at alle mine mange læsere (host) har ventet i spænding på kanten af stolen, siden sidst, for at høre, hvordan det gik med den dér kaffeinvitation. Eller...

Nå, men så jeg selv kan hygge mig med at læse om mine utallige crushes, når jeg engang bliver gammel og nostalgisk (som om jeg ikke er det i forvejen), så kan jeg da lige berette om kaffeaftalen, som måske, måske ikke, var en date (jeg ved det stadig ikke, men det er vel i princippet også ligegyldigt).
Der gik lige et par måneder, før aftalen blev til noget, men da det endelig lykkedes at finde et tidspunkt, hvor vi begge havde tid, så fik vi en aftale på plads. Og det gik udmærket. Det var hyggeligt og vi fik snakket om mange ting, men samtalen gik liiidt trægt til tider, men det var nok mest min skyld. Jeg havde frygtet, at det ville blive ekstremt akavet, men det var faktisk ikke så slemt, jeg slappede af i hans selskab og de par timer gik faktisk virkelig hurtigt.
Men jeg følte mig også lidt... jeg kan ikke lige finde det rigtige ord... sådan lidt uærlig, fordi jeg egentlig har udviklet et kæmpecrush på min søde søde studiekammerat, og tænkte virkelig meget på ham, mens jeg jo burde have fokuseret al min opmærksomhed på min "date", vi kan jo kalde ham Kaffemanden. Allerede en time efter vi havde sagt farvel skrev han en tak for sidst-besked, er det normal praksis? Så hurtigt? Jeg fik svaret meget kort for hovedet og sørgede for ikke at ligge op til noget mere, så min samvittighed ikke skulle belastes mere. Og når jeg nu er lettere besat af min studiekammerat ville det også bare være synd for Kaffemanden, hvis jeg lod ham tro, at jeg var "inden for rækkevidde" (jeg kan slet ikke finde ud af at formulere fornuftige sætninger lige nu...)

Nå, men nu til det, der optager min tankevirksomhed i tide og utide, Studiekammeraten. Han er stadig utroligt opmærksom på mig, han inddrager mig i samtaler, når han har chancen, han komplimenterer mig tit og vi holder tit øjenkontakt i lang tid. Der er virkelig mange ting, der tyder på, at han ret godt kan lide mig, men om det er på mere end vennemåden har jeg stadig lidt svært ved at finde ud af. Måske mest fordi jeg ikke er vant til at mine følelser er gengældte og så tør jeg ikke helt tro på det. Og jeg tør heller ikke fortælle ham, hvordan jeg har det med ham. Men sidste efterår skrev jeg jo, at jeg slet ikke kunne se os sammen og at han var alt for ung, men det er som om at det ikke betyder noget som helst nu. Og jeg kan faktisk virkelig godt se os sammen som par. Og det drømmer jeg så om hele tiden.

For en måneds tid siden fik jeg desuden det vildeste sug i maven, da han kom ind i lokalet, det har jeg aldrig prøvet før. Det var vildt. Og rart.

Nu er problemet så bare, at han flytter laaaangt væk snart. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til det. Bortset fra, at jeg kommer til at savne ham helt sindssygt. Heldigvis har vi en aftale om at ses i august (og jeg glæder mig!), og så må jeg tage den derfra. Og ellers kan man vel altid købe en flybillet og besøge ham. Og nu er jeg lige ved at tude, bare ved tanken om, at jeg ikke kommer til at se ham særlig tit mere. Suk.