Sidst skrev jeg noget om, at jeg bare skulle være glad og ikke lade mig gå alt for meget på af, hvor langt væk han er og hvor meget indimellem jeg savner ham. Og det har sådan set gået okay, indtil for et par uger siden. Jeg ved ikke, om det bare er vejret, der påvirker mig lidt eller om det er fordi studiet ikke er så fantastisk for tiden eller hvad. Men nogle dage skal jeg virkelig tage mig sammen og undgå at tænke på visse ting, hvis jeg ikke skal overbelaste mine tårekanaler. Lige nu er det lidt for ofte, at jeg har sådan nogle dage, synes jeg.

For et par weekender siden var jeg til fest, hvor jeg kort snakkede med en sød én, som jeg blev en lille smule draget af, men alligevel var det Studiekammeraten, der invaderede mine tanker lige så snart jeg stod og observerede andre og følte mig en lille smule malplaceret. Hvis han havde været der ville jeg have været langt mere festlig og følt mig mindre malplaceret. Årh, at savne.

En anden ting, der bestemt ikke gør savnet mindre er, at jeg har set Gift ved første blik (og nu er jeg gået i gang med den amerikanske version Married at first sight) og når jeg ser alle de der små forsigtige kærtegn, så kommer jeg til at tænke på alle de små signaler og kærtegn, som Studiekammeraten har udsat mig for (okay, "udsat" har en lidt negativ klang? Det er ikke meningen). Og det får mig sjovt nok til at længes endnu mere efter ham. Og det undrer mig til stadighed, at flere af hans andre veninder, siger, at han er berøringsangst. For han har lagt armen om mig mange gange og aet mig på skuldren og der har været mange andre småberøringer. Og så er man da ikke berøringsangst? Og så spirer håbet om, at det er fordi jeg betyder noget særligt for ham, at jeg ikke oplever den berøringsangst. Det der håb, som jeg ikke helt kan afgøre om er fuldstændig latterligt, fordi vi sidder i hvert vores land på ubestemt tid.
Og så kommer jeg til at tænke på, at han, da vi endnu ikke kendte hinanden så godt, sagde, at han "i hvert fald først skulle have børn om 14 år", når han var midt i 30'erne. Og at han så et års tid senere pludselig havde ændret mening og nu ville have børn, når han var omkring 25. Det var der en af de andre, der kommenterede med et eller andet, jeg har glemt, hvortil han så svarede, at så måtte han jo finde en kvinde, der var ældre end ham. Hvilket jeg jo er... og så tænker jeg på, om han lige så stille går og forestiller sig en fremtid, som jeg er en del af. Jeg er den vildeste drømmer, jeg ved det godt. Omvendt har han også sagt, at han ikke er klar til at slå sig ned allerede og det forstår jeg egentlig godt. Alligevel går jeg og bygger luftkasteller om os. Men jeg kan jo heller ikke bare gå rundt og vente på ham, især når jeg slet ikke er sikker på, at han vil noget med mig? Et eller andet sted er det bare det, jeg har lyst til, fordi jeg ikke kan få ham ud af hovedet. Argh, han gør mig tosset, gør han.