Søndagssuk

Jeg bliver altså snart nødt til at gøre noget. Mit forsøg på at komme mere i kontakt med ham den fine er til dels lykkedes. Nu siger vi godmorgen til hinanden hver dag, sikke et fremskridt. Og jeg planlægger mit næste træk, som jeg egentlig havde intentioner om at udføre i går, men jeg var for stor en kylling til at få det gjort.
En morgen stod han og snakkede med en anden, da jeg kom, hvorfor han afbrød samtalen og sagde godmorgen til mig. Og så kunne han ikke huske, hvad han havde været i gang med at sige til den anden. "I got distracted". Hvad skal man lægge i det? Sikkert ingenting, hm.
Til festen kom jeg til at sidde og se i hans retning hele tiden, og senere havde jeg chancen for at sætte mig hen til hans bord, men gør det først, da han er gået. But why? Senere på natten overhører jeg en samtale han har med en pige, hun giver ham uendeligt mange komplimenter, han ville ikke høre, ville snakke om noget andet, blev skræmt. Fuldesnak, der sikkert ikke betyder noget... alligevel plager det mig lidt. Overvejede at gå ud og lede efter ham bagefter, men hvis jeg så fandt ham, hvad skulle jeg så sige? Hej hej, jeg hørte lige den samtale tidligere, og jeg ville egentlig bare sige, at jeg er enig i alle komplimenterne. Og så skræmme ham fra vid og sans.
I dag har jeg slet ikke set ham, han sover måske endnu. Jeg har ikke fået mit godmorgen med smil og øjenkontakt, så i stedet er jeg småtrist og ser på billeder af ham og sukker over min egen tåbelighed. Argh, jeg bliver skør.


{thenotebookdoodles.com}

Spring is in the air

En tirsdag i marts var jeg modig og fik (med hjertebanken og utallige mislykkede "nu gør jeg det"-taler til mig selv i bagagen) endelig spurgt ham den fine om en tjeneste og hvilken lettelse, det var, at få det gjort, efter at have gået og overvejet det i mange, mange dage, nærmest uger.

Måske jeg langt om længe er ved at lære, at det er bedre at gøre forsøget, end at gå og tænke, hvor åndssvag, man kommer til at føle sig, hvis nu det ikke gik som ønsket. Og når man kan mærke, at man vil fortryde det i en uendelighed, hvis man ikke får det gjort, så er der vel ikke så meget at rafle om.

Nå, men resten af aftenen var jeg et stort, lettet smil. For han indvilligede i at deltage i mit forehavende. Og så gik det op for mig, at jeg rent faktisk skulle føre projektet ud i livet og så blev jeg lidt skræmt. Hvad pokker har jeg nu rodet mig ud i? Og han synes garanteret, at jeg er totalt sær og underlig und alles. Tåbelige tanker, nogen gange ville jeg ønske, at jeg ikke tænkte så meget over alting.

Dagen, hvor projektet skulle gennemføres, oprandt og det var fantastisk og enormt underligt på samme tid. "Okay, this is weird" er virkelig ikke den smarteste replik, jeg har fyret af, men han tog det da meget pænt. Så nu håber jeg bare, at det kan give anledning til mere samtale (af den ikke-akavede slags). Jeg krydser fingre!


[flickr]