Kiks

Bloggen lider lidt under mit forsøg på at leve livet og være social 24/7, men i aften har jeg en ledig stund i mit eget selskab og det er nu også ret rart. Jeg drikker juice og spiser kiks, mens jeg surfer lidt rundt på må og få (og overvejer, hvad jeg skal klæde mig ud som til fastelavnsfest. Det skal være hurtigt, nemt og billigt - nogle forslag?). Kiks er i øvrigt blevet min nye addiction, jeg har spist alt for mange kiks de sidste par dage, og det er ikke engang fordi jeg er sulten (der er fremragende mad i rigelige mængder), men alligevel kan jeg da godt lide spise en kiks. Eller to. Eller 5. Så nu går jeg i stedet rundt og er konstant mæt, grænsende til overmæt. Forspist. Det er slut med kiks, når jeg har spist resten i pakken, jeg kan jo slet ikke administrere det (hvor ynkeligt det end lyder...)

Og så er der i øvrigt også sket det, at jeg har fundet en ny herre at kaste skjulte blikke efter. Og det gør jeg så i stor stil. Jeg har (som sædvanligt, fristes man til at sige) endnu ikke rigtig talt med ham, udover at vi præsenterede os for hinandens navne, men jeg har fundet på utallige sætninger og sære spørgsmål, som jeg kan overdænge ham med, hvis jeg nogensinde får taget mig sammen til at gå hen til ham og tale med ham (og se ind i hans smukke øjne. Ih, han er så fin).
Hvis jeg kender mig selv ret (og det gør jeg nok desværre lige på dette punkt), så varer det et godt stykke tid endnu, før jeg får sparket mig selv i hans retning - hvis det nogensinde sker. Det skal det altså, jeg kan ikke blive ved med at glo på folk og drømme om dem og aldrig gøre noget ved det. Tag mig sammen! Jeg har vel heller ikke noget at miste. Andet end drømmen om det, der måske kan blive (men aldrig sker, fordi jeg ikke tør gøre noget ved det). Og det er jo ikke fordi jeg skal gå hen og erklære min kærlighed (eller hvad vi nu skal kalde det) til ham, jeg skal jo bare snakke ganske venskabeligt med ham, som alle andre. Hvorfor er det så svært?