Oh, the wait was so worth it!

For ca. 7½ år siden skrev jeg på min blog og klagede min nød over at jeg ikke kunne komme til koncert med min musikalske besættelse, Jason Mraz, fordi en lille studentereksamen kom i vejen for at jeg kunne rejse til helt til København bare for at gå til koncert. Dengang lyttede jeg meget intenst til hans musik, hørte nærmest ikke andet, og derfor lovede jeg mig selv, at næste gang, han kom til Danmark, så skulle jeg til koncert. Og så gik tiden, min besættelse kom ned på et mere normalt niveau, hvor jeg også lyttede til alt muligt andet musik, og faktisk sjældent hørte hans musik sådan på den intense måde. Jeg fulgte med i, om han udgav nyt musik, men hans seneste to albums - dem, der kom efter min besættelses højdepunkt - har jeg faktisk ikke hørt særlig meget, kun lidt sporadisk youtube. MEN så annoncerede han endelig i starten af december, at han lavede en lille tour i Skadinavien i januar og så kan det nok være, jeg fik travlt med at bestille en billet!



Og endelig oprandt dagen for godt en uge siden og som forventet var det en helt formidabel koncert, som afslørede at jeg gemmer på en lille crazy fangirl indeni (muligvis ikke så overraskende, min tidligere besættelse taget i betragtning). Jeg havde selvfølgelig glædet mig op til koncerten, men tog det egentlig ret afslappet, da jeg sad inde i salen og ventede på at det hele startede, tænkte at det nok skulle blive hyggeligt og opløftende. Hvad jeg ikke havde forudset var, at da døren endelig gik op og selveste Jason Mraz gik lige dér, foran mig, mindre end 10 meter væk, kunne jeg knapt nok holde hænderne i ro (ikke fordi jeg klappede, men fordi de rystede) og jeg blev pludselig helt vildt rørt og overvældet over at min næsten 8 år gamle drøm pludselig var virkelighed, at han var lige dér, så tæt på min gode plads på 2. række og skulle til at synge. Så allerede før han overhovedet havde gjort andet end at gå ind på scenen, var vandstanden i mine tårekanaler faretruende høj, men jeg formåede at tøjle dem. Jeg kunne jo ikke sidde der og tude blandt alle de fremmede mennesker. Men da han så begyndte at fortælle, hvor taknemmelig han var for at være der og kunne leve af at spille musik for os (starten af videoen herover - er det bare mig eller lyder han ikke også en lillebitte smule rørt (0:38-0:48)?), så kammede det over, og jeg måtte lade en tåre trille. Og selvom jeg forsøgte at holde en lillesmule igen med tårerne, så trillede der et par stykker eller 10 mere i løbet af koncerten og mit syn var en anelse sløret til tider. Fordi det var så smukt og rørende, hans stemme, hans musik, både mine favoritter og nogle nye numre, hans tekster, hans snak mellem numrene og fordi jeg endelig, endelig fik lov til at opleve ham live (og det er bestemt ikke sidste gang, hvis det står til mig!), fordi nogle af de ting, han sagde, virkelig ramte nogle af de tanker, jeg går og gør mig for tiden, om livet og kærlighed og alt muligt. Den mand er så klog og sjov og fantastisk på mange områder, så det er jo kun fantastisk at han deler ud af sig selv og sit talent. Pludselig var der gået 2 timer og han gik ud til stående bifald, der fortsatte i ret lang tid efter, selvom der ikke var nogen chance for at han kom ind igen. Jeg kunne have siddet og lyttet til den mand i en evighed.

Puha, nu sidder jeg og tuder igen. De første par dage efter koncerten var jeg flere gange ved at begynde at tude bare ved tanken om koncerten og den stemning, der var. Og når jeg har hørt optagelser derfra, som andre koncertgængere har været så søde at lægge på youtube, så er jeg også blevet sendt lige lukt tilbage (hurra for moderne teknologi). Nu kan jeg trods alt godt høre optagelserne og tænke tilbage uden at blive helt tudefjæs og det er nu praktisk nok (okay, nogle gange kræver det lidt mere viljestyrke end andre, men indimellem er det også bare meget rart at lade sig røre og smågræde lidt til musik, ikke?).

Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal afslutte det her fangirl-tude-indlæg (som nok ikke er så interessant for andre end mig selv... og som er blevet langt mere rodet end jeg havde tænkt det. Jeg har sikkert også glemt en helt masse af de tanker, jeg har gjort mig den seneste uge...).
Nå, men nu kan jeg jo passende begynde at nørde de albums, jeg ikke har givet den opmærksomhed, de fortjener, indtil han udgiver noget nyt eller kommer tilbage og spiller live. Til min store glæde sagde han, at han ikke håbede der ville gå 8 år, før han kommer tilbage igen, så det krydser jeg fingre for. Og ellers må jeg jo rejse efter ham, som den fangirl, jeg jo er...

Nytårspessimisme

Normalt bliver jeg tit ramt af nytårsoptimisme, hvor jeg lige er lidt ekstra optimistisk og opsat på gode forandringer og alt det halløj. Og sådan er der vist mange, der har det. Nytårsforsætter er jo ikke et fænomen, der bare er opstået af ingenting.
Denne gang har jeg i stedet været ramt af en seriøs omgang nytårspessimisme, som egentlig ikke helt har sluppet sit tag i mig, men det er trods alt blevet bedre end det har været de sidste par dage, hvor jeg har gået rundt i en tordensky af dimensioner. Nedsunkne mundvige, konstant på grådens rand, bitter og sur på alt og alle. Jeg har ikke været rar at være i stue med, med alle de negative vibes, jeg har udsendt på det seneste. Min alt for korte "ferie" fra jobsøgningen sluttede alt, alt for hurtigt og jeg havde på ingen måde den mindste lyst til at vende tilbage på "arbejde". Dagpengelivet gør virkelig ting ved én, som man ikke kan forestille sig på forhånd. Jeg tror faktisk aldrig jeg været så sur og bitter og nedtrykt i sådan en grad, som jeg har været det nu (men alting får jo et lyserødt skær i nostalgiens tåger, så måske jeg tager fejl).

En anden ting, der måske også har medvirket til mit tungsind er loven om uddannelsesloftet eller hvad det nu hedder, fordi jeg indimellem bliver ret overbevist om at jeg har taget den forkerte uddannelse. Og så klapper fælden jo nu. For det har jo været en lidt trøstende tanke, at hvis alt gik helt galt og jeg aldrig kommer ud af dagpengeland, så kunne jeg i det mindste tage en ny uddannelse og starte på forfra. Men det er så ikke så ligetil nu. Så må jeg jo bare tage mig sammen og fikse problemet på anden vis. (Og den sidste sætning vidner om at jeg ikke er helt så langt nede i kulkælderen lige nu - hvilket jo er meget rart. Så ville jeg med 90% sandsynlighed også have fældet et par tårer eller 20, mens jeg skrev det her indlæg og det er ikke tilfældet, så pessimismen og selvmedlidenheden (oh, jeg har svælget så grusomt i selvmedlidenhed!) er vist på retur.

Apropos medlidenhed, så er jeg virkelig træt af folks medlidende blik og kommentarer om at "der nok skal komme noget" og "lige pludselig, så kommer der et jobtilbud". På dårlige dage er jeg på nippet til at tude, når folk siger det. Andre dage er kan jeg mønstre et "ja, det gør der nok før eller siden" og et lettere anstrengt smil. Men på den anden side, så ved jeg ikke, hvordan jeg ellers synes folk skal reagere. Jeg ville sikkert sige det samme. Nå, nu har jeg vist også sludret nok, selvom jeg for en gangs skyld ikke har vendt mit manglende lovelife. Måske næste gang.