Udsmidningens kunst

Jeg mestrer den ikke endnu, kan jeg rolig sige, men er på rette vej! Langt om længe er jeg blevet færdig med at rydde ud i mit klædeskab, det er også kun et par uger siden, jeg startede... Jeg kan endnu en gang konkludere, at jeg er en dør til at rydde ud i mine ting. Skabet gemte på tøj, jeg ikke har brugt i flere år og en smule, jeg aldrig nogensinde har haft brugt (hvid er bare ikke mig). Det værste er næsten, at det tøj, jeg ikke har brugt i årevis, faktisk kunne gå under samme kategori sidste gang, jeg ryddede op. Og det er vist også flere år siden, jeg tog mig sammen til det.
Det er problemet ved at man ikke rigtig vokser længere. Da man ligefrem voksede ud af sit tøj var det jo meget nemmere at skille sig af med det, for man kunne jo aldrig bruge det igen. Men nu vokser jeg jo nok ikke mere, og så kan man jo bruge det håbløst gamle tøj til maler-tøj eller lignende, ergo smider man det ikke ud. Sådan tænkte jeg lidt for meget ved sidste oprydning, men denne gang har jeg været dygtig og så har jeg indset, at det nok ikke er nødvendigt med mere end ét sæt grimt maler-tøj. Nu er mit skab renset for tøj, der har ligget ubrugt hen i århundreder og alt, der er en smule for stramt eller for kort, er også røget. (Der er sikkert stadig noget, jeg måske ikke rigtig vil få brugt, men et skridt ad gangen, måske ender jeg med at blive en helt anstændig udsmider på et tidspunkt...)

Nu hvor der så er ret god plads i skabet, så kan man jo passende begynde at fylde det op igen ved lidt late night shopping. Nyt efterårstøj på vej til mig (og det virker jo utrolig gennemtænkt i betragtning af, at jeg slet ikke får et rigtigt efterår i år, når jeg forlader landet...). Lidt ufornuft skal der vel være plads til.

Can't help it

Følgende bærer præg af, at jeg har alt for meget tid til at tænke over mærkelige ting...
Men det er altså gået op for mig, at der faktisk er temmelig mange ligheder, i hvert fald på overfladen - kender jo ikke nogen af dem helt vildt godt, mellem Le Charmeur og Jason Mraz, og det synes jeg jo er lidt morsomt (det er tilladt at grine).

De spiller begge guitar og har digteriske evner, de kan begge trylletricks (og jeg elsker trylletricks). De er nogle lidt flyvske kunstnertyper, der er sådan en smule halvskøre - på den gode måde, selvfølgelig - og ud fra det indtryk, jeg har af dem, så er deres humor heller ikke helt ulig hinanden. Og med lidt (nej, okay - meget) god vilje, så deler de også nogle træk udseendemæssigt (men Mraz har nu trukket det længste strå, vil jeg sige).
Sidst, men ikke mindst, så er jeg lidt betaget af den måde, de præsenterer sig på, på fransk (det er vist mine frankofile tendenser, der skinner lidt igennem nu...). Mraz gør det ca. 6:53 inde i videoen, hvis man ikke gider se det hele (men det bør man, for sangen er god) og hans bevægelser lige dér er faktisk også ret Charmeur-agtige.


Jeg ved det godt, jeg er besat...

Fantastiske flickr

Engang jeg havde rigtig meget fritid (lige som nu) brugte jeg utrolig lang tid på at søge flotte billeder inde på flickr. Jeg søgte på farver og havde intentioner om at se samtlige billeder igennem i hver farve. Det er et ret uoverkommeligt projekt, når der hele tiden kommer nye billeder, så jeg opgav hurtigt. Men jeg nåede da at finde en hel del...

[flickr - mere præcist kan jeg desværre ikke gøre det...]

Selvfølgelig gør jeg det!

Et spørgsmål, jeg bliver stillet ret ofte for tiden er, om jeg glæder mig til mit eventyr. Og så tænker jeg, at det er et lidt underligt spørgsmål, for selvfølgelig glæder jeg mig. Hvem ville ikke gøre det, når man står foran sit livs eventyr (indtil videre i hvert fald)?
På en måde er det vildt skræmmende at tænke på, at der er så kort tid til, og det bliver garanteret også grænseoverskridende og alt muligt, men jeg glæder mig da alligevel.

Og så kom Hallelujah pludselig frem i min underbevidsthed for et par timer siden. Jeg kan ikke helt afgøre med mig selv, om det er Rufus Wainwrights version, jeg bedst kan lide, eller om det er Jeff Buckleys... Så I får Wainwrights. (Se bort fra grim video, haha).

Sweetness

Tordenvejret i aftes var fænomenalt. Aldrig har jeg set så store lyn, der flækkede himlen og oplyste omgivelserne i en grad som gjorde det muligt at se alle detaljer i mørket. Wow, det var vildt. Og smukt og fascinerende.
Stod i mit mørklagte værelse og betragtede himlens paparazzi-leg med den store blitz, indtil showet havde bevæget sig uden for det begrænsede synsfelt mit vindue gav. Og så er der jo ikke noget mere hyggeligt end at lægge sig til at læse i en god bog (som jeg købte af en overordentlig sød ekspedient. Han ønskede mig god fornøjelse, smilede og alt muligt (siger måske lidt om det generelle serviceniveau, de steder, jeg ellers har købt bøger?)).

Did you get the birds?

I forlængelse af mit lille Paris-indlæg kom jeg lige i tanke om denne video, hvor Jason Mraz render rundt i Paris og synger Live High, som i øvrigt er en ganske god sang (fra We Sing. We Dance. We Steal Things).



Og så får jeg jo endnu mere lyst til at komme til Paris igen! Og det havde jo været endnu sejere, hvis man havde været der, da han bare gik rundt på gaden og sang, årh!
(Nu er jeg jo en Mraz-nørd, så jeg kan ikke lige lade være med at linke til en anden live-version af sangen. Her, enjoy!)

Paris, je t'aime

Jeg får lidt en fornemmelse af, at verden står stille. Jeg går rundt i min egen lille boble uden forbindelse til den pulserende omverden.
Jeg hygger mig med at læse om anbefalelsesværdige steder i Paris, stemningsfulde restauranter, hyggeligt caféer, hippe hoteller og andre spøjse sager, man bør se (i hvert fald i følge den lille fine guidebog Paris, mon amour!). Og jeg skal ikke engang til Paris. Men jeg vil gerne.
Jeg ved ikke, hvad det er ved den by, men den har altid draget mig. Måske stammer en del af fascinationen fra en bog om Monet og hans have, jeg elskede som barn. Det er nok ikke den eneste årsag, og jeg finder nok aldrig helt ud af, hvorfor jeg drømmer om Paris. Og det er vel også lige meget.
Og det her mindre mig om, at jeg også snart burde se Paris, je t'aime, en af de film, der står på min uendelige film-liste...

Twilight

Når jeg nu ikke rigtig har andet at sige, så kan jeg jo lige smide en sang på. Der er jo en hel del snak om de dér Twilight-bøger (som jeg i øvrigt ikke har læst, er det noget man skal kaste sig over i sin enorme fritid?). Hver gang nogen nævner dem kommer jeg til at tænke på sangen af samme navn af Dawn Landes.

Det nummer er det eneste, jeg kender til hende, og jeg kan ikke engang huske, hvor jeg er stødt på det. Men det er vel nok en blog. Altid rart med lidt inspiration til nyt, selvom hendes musik nok ikke er noget, jeg bliver rigtig bidt af.

Pottermania

I nærmest sidste øjeblik (hurra for provinsbiografer!) fik jeg set Harry Potter og Halvblodsprinsen på det store lærred. Og som altid efter en Potter-film befinder jeg mig i en Potter-boble, hvor jeg drømmer lidt om at være skuespiller, ene og alene for at være med i en Harry Potter-film. Men det ved vi jo alle sammen er utopi (og det er nok også okay). Om ikke andet skulle jeg nok have tænkt på at gøre noget ved mine manglende skuespiller-skills, hvis jeg skulle have en chance. (Et job bag kameraet ville nok være det bedste for alle parter, så ufotogen som jeg er, haha).

Jeg er vist ikke i besiddelse af kritisk sans, når det handler om Harry Potter (og derfor en ret elendig anmelder), for jeg er, ligesom jeg har været med de forrige, ret vild med denne film. Selvom der mangler en masse detaljer (det er måske en fordel, at det er forholdsvis lang tid siden, jeg læste bogen) og der endda er ændret lidt på handlingen, så synes jeg den er god i modsætning til mange andre "fans". Andre påpeger, at manglen på detaljer/information i denne film vil give problemer i næste film, men helt ærligt, så har jeg tillid til at filmfolkene har styr på det. Og J.K. Rowling er vel også inde over og hun ved da om nogen, hvad der kan undværes eller ej.
Desuden passer skuespillerne så perfekt til deres roller (og så ser de jo godt ud stort set alle sammen! - endnu en grund til at jeg burde have en plads på settet, haha) og de bliver bedre og bedre (hvilket vel også er naturligt nok). Se for eksempel Daniel Radcliffe, da han er påvirket af felix felicis, han er da supergod! Jeg elsker den sekvens, men okay, jeg er jo også temmelig positiv over for det hele... Hvis jeg skal nævne en lillebitte negativ ting, så var der måske liiidt for meget teenage-kæreste-gøgl ind imellem, men hvis det også er det eneste, så er det da ret godt klaret alligevel.

Nye eventyr

Så er det ved at være skolestartstid og jeg må indrømme at jeg et eller andet sted langt inde i krinkelkrogene mærker en lillebitte længsel efter at møde op til velkomst fra rektor og hygge i klasseværelset for enden af trapperne. Meeen hvis det nu var noget, jeg rent faktisk skulle, så ville jeg nok ikke længes helt så meget efter det, som jeg gør lige nu.

Det er nu også helt ok at jeg ikke skal tilbage til skolebænken foreløbigt, for der venter så mange andre spændende oplevelser forude, som jeg med garanti ikke ville få i et klasselokale, hvor hyggeligt og lærerigt det end kan være.

Vågnede kl. 6 i morges fordi jeg drømte, jeg var offer i et school-shooting-drama (det foregik dog på et vandrehjem, men det er en mindre detalje), hvor jeg blev skudt i hovedet og alting. Det er faktisk en temmelig ubehagelig måde at vågne på... Jeg giver krimien, jeg er ved at læse, skylden (vildt, så letpåvirkelig jeg er).
Der er mindre end en måned til mit eventyr starter. Så sidder jeg et eller andet sted langt, langt væk i et fremmed land. Og en gang imellem tænker jeg, at det er et vanvittigt projekt, jeg skal i gang med. Hvad pokker tænkte jeg på? (Måske derfor min drøm foregik på et vandrehjem?) Men jeg ved, at jeg vil fortryde, hvis jeg ikke gør det. Jeg tror ikke helt, jeg kan forestille mig, hvordan det bliver, men tror det bliver vildt på alle mulige måder. Og jeg har nok meget godt af noget vildt, når det kommer til stykket.

Længsel

Normalt har jeg det glimrende med at være alene. Uden nogen at tage hensyn til, uden nogen, der skal afsættes tid til. Bare mig. Men nogle dage ville man bare ønske, at der var en, som allerhelst ville være i mit selskab og ingen andres. En, der bare har allermest lyst til at holde om én. Sådan en dag, hvor alt, man trænger til, er nærhed.
Sådan en dag er det lidt i dag. Og så kommer jeg til at tænke på Le Charmeur. Nu jeg tænker over det, er der ikke nogen, der har været så tæt på siden julefesten med læbepomadekys og andre uskyldigheder. Og det er mere end 1½ år siden! Det er jo galt, altså. Suk. Han måtte godt lige komme forbi og overøse mig med komplimenter og kravebenskys...

(Nu har jeg ikke lige undersøgt, om det er vigtigt at angive kilde, så for en sikkerheds skyld kan jeg oplyse at billedet er fra flixster.com)

Saving Grace

Det er lidt smart med sådan noget anbefalingshalløj på youtube. Så kan man nemlig være heldig at finde noget godt (selvom det er sjældent, der kommer noget op, jeg ikke har hørt før - måske mine favorites bare er lidt for ensidige?). Nå, men Saving Grace med Pete Murray, en australier, jeg aldrig har hørt om før, er altså dukket op på denne måde, og jeg synes faktisk den er helt okay. Sådan lidt sommer-agtig og sød.

Verdens kedeligste menneske

Det er mig. Og jeg forsømmer min blog lidt, og derfor er den også kedelig. Men der sker vitterligt ikke det store pt. og så er jeg generelt bare dårlig til at tage mig sammen til at gøre ting for tiden.
Men jeg har dog fået ryddet lidt op i Tidslommen, og i den forbindelse faldt jeg over diverse blå bøger og så gik det op for mig; jeg er simpelthen verdens kedeligste menneske.
Eksempelvis var min største bommert i folkeskolen, at jeg havde lavet en fejl i tysk grammatik... Ikke at bommerterne nødvendigvis er den eneste indikator for, hvor sjovt og interessant et menneske, man er, og det er da også rart nok, at jeg ikke har lavet noget helt vanvittig, man kan gå og græmmes over, men helt ærligt, en grammatikfejl?!
Jeg formåede også engang at komme med det mest dødssyge og kedelige svar, da jeg i starten af gymnasiet svarede "ikke rigtig noget" til spørgsmålet om, hvad jeg lavede i min fritid. Dét tager nok prisen som den sætning, jeg fortryder mest. Det er da det mest tåbelige svar nogensinde! Men alles øjne hvilede pludselig på mig, og jeg skulle have opmærksomheden væk fra mig så hurtigt som muligt (og på den måde virkede det vel efter hensigten...).
I en anden blå bog står der nærmest slet ingenting, men det er vel ikke så underligt, hvis jeg kommer med sådan nogle åndede svar og ikke vil(le) vise, hvilke interessante sider, jeg har. Jeg skal altså blive bedre til at lukke folk ind, det andet er da for kedeligt.

Tidslommen

Hvis jeg havde taget et billede af mit værelse for 3-4 år siden og sammenlignede det med i dag, så ville der være meget, meget få forskelle. Det er som om tiden har stået stille derinde. I følge uret på væggen har klokken været kvart i 10 i flere år. Et nedfaldet postkort har vel nok opgivet nogensinde at komme tilbage til den oprindelige plads og gamle to-do-lister ligger under bunkerne på skrivebordet. Som vel nok er det eneste, der har forandret sig. Bunkerne er blevet større og flere, hvilket nærmest er den eneste indikation om, at rummet rent faktisk er beboet.