Dissektion

Der er sket noget nyt på crush-fronten (og det er jeg selvsagt nødt til at dokumentere herinde). Efter fødselsdagsfadæsen er det som om Studiekammeraten er gledet lidt i baggrunden. Faktisk helt og aldeles. Ikke som i "han er ude af mit liv", for han er stadig en virkelig god ven, som jeg holder meget af, men han er røget tilbage til vennestadiet, og det er nok egentlig også der, han passer bedst, hvis jeg skal være helt ærlig. Så er det så spørgsmålet, hvad der sker, når jeg igen ser ham "live", om det bare er et anfald af "ude af øje, ude af sind", men umiddelbart tror jeg godt, at jeg kan holde til det uden at blive helt blød i knæene. Vi får se. (Egentlig skræmmer det mig lidt, at jeg nærmest fra den ene dag til den anden kunne "slukke" for de følelser, jeg havde bildt mig selv ind, at jeg havde... det var måske mere opmærksomheden og kærtegnene, jeg var forelsket i, fremfor ham som person?)

Sagen er nemlig den, at pladsen som favoritcrush/"jeg tænker på dig hele tiden-person" er blevet optaget af en anden. Nemlig Studieduden (ikke særlig smart, at jeg herinde har navngivet dem næsten identisk...), så lad os nu kalde ham Den Perfekte (ingen højere, hva'?). Det er efterhånden mere end 3 år siden han første gang kort blev nævnt herinde og siden har jeg omtalt ham et par gange (her og her), så det er åbenbart en tilbagevendende begivenhed af han dukker op på min crush-radar.

Nå, men han er jo for længst kommet tilbage fra udveksling og jeg fik endelig mit længe ønskede kram af ham, da hele studiet holdt bowlingaften tilbage i januar... Det fik jeg vist aldrig noteret herinde, men jeg kan da huske, at jeg var ret glad for at høre, at han ikke havde haft noget kørende med nogen på udveksling - det kom så senere på foråret, da han fik besøg af en udvekslingsveninde og de pludselig sad og kyssede og krammede til en spilleaften. Dét gjorde en lillesmule ondt, måtte jeg erkende, og så gik jeg ellers all in med crush-tanker om Studiekammeraten i stedet (i et forsøg på at "glemme" Den (uopnåelige) Perfekte...).
Den Perfekte er dog stadig single, så der er vel på en måde håb endnu. Om det så er godt eller skidt, ved jeg ikke. Det gør det jo unægteligt sværere at holde varme følelser på et minimum.

Her i løbet af efteråret har jeg så bemærket, at han ret ofte søger øjenkontakt med mig (og holder den rimelig længe), når han fortæller ting og vi snakker også oftere sammen end før, og så er han virkelig en opmærksom og oprigtigt interesseret lytter (men det er han nok overfor de fleste). Ej, det er total teenage-analyse-af-alle-de-små-mulige-tegn, det her, haha! Nå, men på en af de virkelig lange studiedage for et par uger eller tre siden, rejste han sig fra computeren og gav sig til at svinge med armene og danse lidt rundt på sådan en måde, som kun han kan gøre det, og det så jeg tilfældigvis fra min plads, så jeg så på ham og smilede til ham gennem lokalet. Lang øjenkontakt og smil på lang afstand, tog al min opmærksomhed fra min gruppe, som jeg egentlig havde gang i en snak med. Pludselig hørte jeg overhovedet ikke, hvad de sagde, jeg kunne pludselig kun koncentrere mig kun om at holde mit "moment" kørende med Den Perfekte. Og der begyndte det nok at gå op for mig, at mit crush var på vej tilbage.


Dog var det først til julefrokosten, som blev holdt hjemme hos ham, at det gik helt amok og jeg igen måtte indse, hvor perfekt, jeg synes, han er. Og siden har jeg tænkt voldsomt meget på ham (igen). Også til julefrokosten havde vi ret meget øjenkontakt gennem hans stuer. Og smil, årh, jeg elsker det smil!
Flere gange satte han sig ved siden af mig og i løbet af en af samtalerne (ikke på tomandshånd, men med et par andre også) fik han nævnt noget, jeg havde fortalt ham, da vi arbejdede sammen for 1½ år siden, hvilket jeg blev ret imponeret over, at han kunne huske. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har en tendens til at tro, at folk aldrig kan huske mig... jeg er jo nok ikke den eneste, der kan huske ting, jeg får fortalt, så jeg bør måske ikke være så overrasket, men jeg bilder mig ind, at det betyder at jeg betyder et eller andet (særligt) for ham, når han kan huske den slags detaljer om mig. Og han sagde, "jeg er virkelig glad for du er her". Årh. Jeg var virkelig også glad for at være der, men det fik jeg vist ikke sagt... og han tilbød, at jeg kunne lægge mig ind i hans seng, hvis jeg blev for træt (fordi jeg havde været oppe hele natten). Men det havde han nok tilbudt de fleste af hans venner, hvis det var.

Da vi senere tog i byen kom han hen og præsenterede mig for "Juliemus", som han vist lige havde talt med i barkøen og aede mig på ryggen. Det kunne jeg godt vænne mig til, måske lige bortset fra introduktionen til fremmede piger. Men det var sikkert bare et ganske venskabeligt kærtegn, som jeg ikke bør lægge noget i. Men ønsketænkning har nu altid været en af mine stærke sider. Og han tilbød mig sin øl, da jeg ikke selv havde noget at drikke. Der blev danset vildt og pludselig ville min dansepartner have mig op i luften, så han bar mig meget målrettet hen til Den Perfekte, så de i fællesskab fik mig svunget rundt i en form for kongestol. Aner ikke, hvad det skulle til for, men det var nu meget sjovt, så længe det varede. Og alt, hvad der indebærer kropskontakt med Den Perfekte er jo fantastisk.
Klokken 4.30 lukkede stedet, så vi gik ud og jeg besluttede at jeg hellere måtte tage hjem, så jeg i det mindste kunne nå at sove 1½ time inden jeg skulle op og på uni igen (jeg vælger så at begynde min vilde ungdom som 27-årig... har stadig ikke vænnet mig til at jeg er så gammel). Og så var det jo spændende, om jeg ville få et farvelkram af ham, eller om det bare ville ende med et smil og "hej hej". Men jeg fik mit kram, hurra! Og så kunne jeg cykle hjem med det største smil, mine læber kunne præstere. Godt nok kom vi til at slå hovederne sammen i krammet, måske jeg var for ivrig (eller måske var han, hvem ved?) Ved ikke, hvorfor det så tit sker for mig?
Og nu har jeg vist også dissekeret de seneste hændelser nok... Men årh, han er altså fantastisk!

Nå, men siden sidst er jeg officielt blevet et år ældre. Og på dagen vågnede jeg op til afslutningen af en ret god drøm, hvor jeg var et eller andet random sted sammen med folk fra mit studie og så dukkede Studiekammeraten pludselig dukkede op. Han var simpelthen rejst hele vejen hertil fra det store udland for at ønske mig tillykke med fødselsdagen og give mig det bedste, lange kram. Og jeg blev virkelig overrasket. Og ville ikke give slip. Det gjorde han heller ikke. Og så vågnede jeg. Det var en meget livagtig drøm. Og hvis det så også var sket i virkeligheden (hvilket jo er totalt urealistisk), ville jeg sikkert også have tabt næse og mund. Men virkeligheden skulle vise sig at være knapt så romantisk komedie-agtig. Jeg spenderede nemlig hele dagen på studiet (så den del blev da opfyldt), men jeg måtte nøjes med et sølle "tillykke med dagen, mumrik :)" på facebook en halv time før det ikke længere var min fødselsdag (som jeg så først opdagede dagen efter).
Den manglede lykønskning påvirkede mig helt sindssygt og alt for meget. Da jeg gik i seng og måtte indse, at han nok havde glemt mig, var jeg helt grædefærdig og var sikker på, at han er ligeglad med mig og slet ikke kan lide mig mere end han kan lide alle mulige andre. Havde alligevel ikke troet, at det ville betyde så meget for mig, at han huskede min fødselsdag (hvilket jo ikke er særlig svært i disse facebook-tider). Men da jeg så står op næste morgen er der alligevel den lille lykønskning. Og så kom tårekanalerne lidt på arbejde igen. Om det var fordi jeg var lettet over, at han alligevel ikke havde glemt mig eller om det var fordi jeg blev lidt skuffet over, at det ikke var en mere personlig besked, ved jeg ikke. Måske det var en blanding. Jeg er simpelthen for dum nogle gange. Tænk, at begynde at tude over den slags småtteri...