Jeg har for første gang i virkelig lang tid fået et crush på en person, der ikke er en eller anden uopnåelig rockstjerne, og det er jo på sin vis et skridt i den rigtige retning. Før hele den her pandemi gik amok var det planen at i år skulle være året, hvor jeg tog mig sammen og gjorde en indsats for at finde den person, som kan få mig til at opgive min ellers fine singletilværelse, men det har ikke ligefrem været befordrende for processen at man har været nødt til at skrue temmelig meget ned for social kontakt og derfor har begrænset mulighederne for at møde nye mennesker gevaldigt.
Nå, men tilbage til sagens kerne; mit seneste crush. Jeg beklager på forhånd - det her bliver sandsynligvis både rodet og langt. Jeg har fornøjelsen af at vimse rundt i en sportshal en gang om ugen, og i sommers fik holdet en ny instruktør. Første indtryk var at han var virkelig god til at skabe en god og afslappet stemning, og den time om ugen blev virkelig noget, jeg så mere og mere frem til. Efter en håndfuld uger var det som om han lige så stille blev mere og mere interessant, og lige pludselig var jeg hende, der hver aften fik akut tankemylder, når jeg skulle sove, og det eneste, der kunne afhjælpe det, var at kigge på billeder af ham på diverse sociale medier.
Den seneste 1½ måned har været fuldstændig følelsesforvirring. De første par uger kunne jeg godt mærke at han da var lidt interessant, men jeg slog det hen. Han er slet ikke min type, han er bare god til sit job, det er bare fordi jeg er fascineret af det, han kan. Så fandt jeg ud af, at vi næsten er jævnaldrende (hans alder er sjovt nok noget jeg spekulerede en hel del over de første mange gange, vi mødtes), og så var det som om at det var okay at lade et crush udvikle sig (don't ask why, det giver ingen mening). Mit humør begyndte at gå helt bananas og jeg har haft nogle uger, hvor jeg nærmest har været helt høj i flere dage efter jeg har været i rum med ham. Særligt efter timen for 3-4 uger siden, hvor jeg fik en del opmærksomhed og opmuntrende smil. Der var øjenkontakt i en grad, som gjorde mig lidt kulret og det satte gang i dagdrømmeriet. Tiden har nærmest ikke kunnet gå hurtigt nok fra jeg gik ud af hallen og til jeg ugen efter skulle tilbage og se ham igen. Jeg har slet ikke kunnet koncentrere mig på arbejde og har flere dage nærmest bare talt timer til det endelig blev tid til at gå hjem og tage til træning. Jeg har tænkt alt for meget på ham, og for hver gang blev jeg mere og mere spændt på, hvordan sommerfuglene ville reagere ved synet af ham. Efterhånden fik jeg helt kriller i maven bare ved tanken om næste træningstime.
Gangen efter var jeg igen i højt humør og jeg kludrede fuldstændig rundt i det, vi skulle, fordi jeg slet ikke kunne koncentrere mig om meget andet end hvor tiltrækkende han pludselig var. Og han opdagede jo selvfølgelig al min kludren rundt i det og det resulterede så bare i endnu mere opmærksomhed og endnu større smil og grin fra hans side. Da timen var slut og han sagde farvel, kiggede han rundt på os alle sammen og endte blikket ved mig og det skulle jeg helt sikkert ikke have lagt noget i, men det kom jeg måske lidt til alligevel.
Nå, men det viser sig så at vi skal samme sted hen, men i stedet for at følges bliver det noget underligt noget, hvor vi næsten mødes i et lyskryds, men går på hver sin side. Jeg ved ikke om han lægger mærke til mig, for jeg bliver pludselig vildt genert og lader som om jeg slet ikke ser ham (hej idiot-Mumrik, hvorfor kan du ikke opføre dig lidt normalt for en gangs skyld?). Så det ender med at lyskrydset øger afstanden mellem os, så jeg kommer til at gå et godt stykke bag ham og det bliver helt stalkeragtigt, men han går vildt hurtigt, så jeg ville alligevel ikke kunne indhente ham, hvis jeg havde turdet.
I løbet af ugen går jeg stadig og dagdrømmer om ham, selvom jeg bliver mere og mere bevidst om at vi nok egentlig ikke har særlig meget tilfælles udover interessefællesskabet den ene time om ugen (udelukkende baseret på det, jeg har fundet ud af ved at se på hans instagram og facebook, og det er jo kun en brøkdel af folks liv, man kan se ud fra sådan nogle profiler, så det bør jeg nok ikke lægge så meget i). Til en mindre familiekomsammen sad jeg også og forestillede mig, hvordan han ville passe ind, og det havde jeg på den ene side ret svært ved og på den anden side ville jeg bare gerne at han passede ind, for han er altså lidt charmerende. Jeg har forestillet mig utallige gange, at jeg i et eller andet fremtidsscenarie fortæller igen og igen at han ellers slet ikke er min type, og at jeg aldrig havde troet at jeg skulle ende med sådan en som ham. Og det er han heller ikke, min type. I bund og grund kan jeg nok heller ikke se os som par. Jeg var endda begyndt at tænke den tanke, at vi jo også bare kunne have det sjovt sammen uden at det nogensinde er meningen at det skal blive til noget seriøst (og den slags forhold tror jeg slet, slet ikke jeg kan finde ud af i øvrigt...).
Dagen før træning i den her uge var det som om min rationelle side pludselig fik overtaget og jeg blev helt bange for at han synes jeg var mærkelig fordi jeg ikke hilste på ham i lyskrydset eller at jeg havde været for intens med øjenkontakten ugen før. Så jeg besluttede at jeg skulle slå ham ud af hovedet og bare lade som ingenting. Det var med en vis portion generthed, jeg mødte op til træning for nogle dage siden med intentionen om at det her jo også bare kunne være sådan en helt uskyldig venskabelig hyggeflirt, som alle parter ved ikke skal blive til noget. Jeg prøvede virkelig at opføre mig normalt, og koncentrere mig om det, jeg jo var der for, og det gik også fint nok, selvom jeg kunne mærke at jeg både gerne ville fange øjenkontakt og samtidig slet ikke turde se på ham. Det med øjenkontakten var i hvert fald ikke svært at undgå, for det virkede som om han bevidst undgik at se mig i øjnene. Om det så er fordi han har mærket min interesse og ikke vil opildne mig til at gøre tilnærmelser eller hvad, det kan jeg ikke helt gennemskue. Måske har han ikke bemærket noget som helst, måske foregår det hele bare i mit hoved.
Da turen gik hjemad, skete det samme igen - denne gang var det bare mig, der gik forrest og ham der fulgte efter længere bagude... indtil han overhalede mig på den anden side af gaden med telefonen oppe ved øret (meget belejligt så den dækkede for hans udsyn til mig). Jeg er gået i fuldstændig dumt overanalyseringsmode her, jeg ved det godt. Det kan jo også være at han tilfældigvis talte i telefon og at det slet ikke var et skalkeskjul for at undgå akavet stemning over at vi gik samme vej uden at følges ad. Who knows.
Og selvom jeg efterhånden har overbevist mig om at det aldrig vil blive til noget som helst andet end et platonisk lærer-elev-forhold mellem os, så blev jeg ret ked af at han sådan forsøgte at undgå mig (og det ved jeg jo ikke engang om det er tilfældet - det var bare den vibe, jeg opfangede, men derfor behøver det jo slet ikke være sådan). Dagen efter var jeg grådlabil helt fra morgenstunden og var i exceptionelt dårligt humør det meste af dagen. Formiddagens soundtrack på arbejde var blandt andet Bonnie Raitts I Can't Make You Love Me, indtil jeg indså at jeg var nødt til at skifte til noget lidt mere opløftende, hvis jeg ikke pludselig skulle begynde at få våde øjne midt i kontorlandskabet. Måske er mine hormoner bare gået bananas eller også er det her et skørt corona-crush (eller en blanding). Håber godt nok at tingene kommer tilbage til tilstanden for et par uger siden med grin og smil uden andre bagtanker end at have det sjovt.
*citat John Mayer ved Hong Kong-koncert som intro til Dreaming With a Broken Heart.
Det er da meget poetisk...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar