Men når jeg nu savner dig, hvordan kan du så undvære mig?

Det er en tung proces, når man pludselig får revet sit luftkastel ned fra den ene dag til den anden, uden varsel. Først kom alle tankerne om, hvor stor skyld jeg selv havde i at det hele ramlede. Havde jeg sagt eller gjort noget, som fik ham til at tage sin beslutning? Havde jeg stirret for meget på ham og været for anmassende? (Svaret er selvfølgelig nej, det handler ret sikkert overhovedet ikke om mig).

Det har nok været mit mest triste forår nogensinde (måske lige fraregnet efterdønninger af dødsfald mange år tilbage). Selv en kollega, som jeg ellers ikke har været tæt på havde observeret min mutte tilstand.  
Det er jo på en måde helt skørt at det har påvirket mig så meget. Der er jo ingen, der er død, det er bare et jobskifte, og han proklamerede rimelig hurtigt at han havde planer om at deltage i enkelte arrangementer i fremtiden, så jeg ville sandsynligvis få chancen for at se ham igen. 

Men alle mine forestillinger om hvad der kunne have været er jo stadig styrtet i grus. Så mange tanker om alle mulige scenarier blev lige pludselig overflødige. Alle mine overvejelser om eventuelle firmapolitikker ang. lærer/elevforhold... Og hvis jeg pludselig blev sat over for at vælge mellem træningstimer med ham eller et forhold, hvad ville jeg så gøre? Kunne det mon kombineres? Og ville jeg overhovedet være interesseret i et romantisk forhold til ham? Og ville det blive akavet, hvis jeg pludselig tog en anden kæreste med til træning (som om jeg vælter rundt i kærester, hah)?

I stedet for at fortsætte med alle de luftkasteller skulle min hjerne pludselig omstille sig til en eller anden form for sorgproces. Den proces, som jeg jo havde set i krystalkuglen på mine aftenvandringer, men som jeg på ingen måde havde forestillet mig at jeg skulle kastes ud i så hurtigt. At jeg skulle opleve at vågne midt om natten, med tårer trillende ned ad kinderne i løbet af få sekunder, havde jeg ikke set komme. Måske jeg faktisk vågnede, fordi jeg græd. At gå de samme ture og med den samme musik, som da luftkastellerne var på sit højeste, en form for selvpineri egentlig. Trangen til at svælge i sorgen og samtidig kæmpe med at holde tårerne tilbage, når de helt særlige sange lød i ørerne.

Det har måske ikke handlet så meget om at give slip og sige farvel til ham, men nok snarere alle mine luftkasteller og drømme om alle de oplevelser, jeg havde forestillet mig, vi skulle dele. Noget så banalt som vores begges fødselsdage, som tilfældigvis faldt på vores træningsdag. Det lyder måske fjollet, men jeg havde virkelig glædet mig til at fejre de fødselsdage med ham i træningslokalet.

Og hvor meget af vores pingpong har jeg bare overfortolket og lagt mere i, end ham, i kraft af at jeg har haft de lyserøde briller på? Flere af de andre har sidenhen spurgt mig om jeg kender ham privat, så det er i det mindste en form for bekræftelse af, at det trods alt ikke kun er noget, der er foregået oppe i mit hoved. Vi har rent faktisk haft en relation, der var særlig i forhold til de andres relation til ham. At den så også har været ude af balance er der jo ikke noget at gøre ved. Der er ingen tvivl om at savnet har været størst fra min side. 

Alt det savn, de hjemløse tanker og følelser blev ved med at spøge, så da den værste tristesse havde lagt sig, tog jeg for en gangs skyld mod til mig og fortalte ham om min fascination og hvor meget han har betydet for mig. Den måde han har fået mig til at føle mig set, han har påvirket min selvtillid mere end han aner (eller han kunne måske godt tolke lidt af det ud fra min besked, selvom den var tonet tilpas meget ned til at jeg også kan tåle at læse den, når tiden har gjort sit arbejde...). 

Jeg kan mærke at jeg slet ikke kan finde ud af at afslutte det her indlæg, men hovedlektien indtil videre er, at det føltes godt at give udtryk for hvordan jeg havde det med ham, og han tog det pænt (nu lyder det som om det var en eller anden psykostalker-besked - det var det altså ikke, den var meget sober), og jeg tror faktisk også det gjorde det en lillebitte smule lettere for mig at acceptere den nye virkelighed. Nå, det var noget med at det her indlæg skulle afsluttes...

Don't think so much, let your heart decide

Sidst, jeg skrev herinde (hold nu op hvor tiden flyver!) påstod jeg jo at jeg havde nogenlunde styr på de luftkasteller, jeg var ved at bygge om Instruktøren. Jeg var helt bevidst om at det kun var for sjov og ganske ufarligt at se på ham gennem lidt lyserøde briller, når det jo var så tydeligt for mig at han ikke var noget for mig.

Men der gik ikke ret lang tid derefter, før jeg kunne mærke at det var ved at løbe lidt løbsk for mig. En af mine favoritbeskæftigelser der i det helt tidlige forår blev at gå tur i aftenmørket med musik som eneste følgesvend. Derude hvor gadebelysningen består af måneskin og man famler lidt i blinde indtil øjnene har vænnet sig til mørket. Der møder man sjældent nogen, og det var en del af charmen, for så kunne jeg danse lidt med uden at føle mig som en weirdo. Med den rigtige playliste, som bestod af al den musik, jeg hørte sammen med Instruktøren til vores ugentlige timer, så var der garanti for at jeg kom i mit lalleglade, luftkastelbyggende modus. 

Det var nogle fantastiske aftener med musik i mørket, og det blev klarere og klarere for mig at jeg vist var ved at lægge an til potentiel hjertesmerte, mens jeg gik der. Jeg tænkte flere gange at det her kommer til at gøre ondt en dag, hvis den ugentlige rutine med Instruktøren pludselig slutter. Alligevel fortsatte jeg gladeligt byggeriet, jeg stornød det, og den glæde, det her luftkastel gav mig, var for vild til at det på nogen måde gav mening at stoppe. Jeg tænkte at det måtte være op til ham, hvornår det slutter, for jeg kunne slet ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville kunne trække stikket. Jeg ville i hvert fald strække mig langt for at min hverdag kunne indrettes efter det (og her kan man måske godt sige at jeg et eller andet sted har været lidt for engageret i det, når jeg på sin vis har været parat til at sætte verden i stå for at kunne blive ved i samme spor). Og så måtte jeg jo samle mig selv op igen senere, hvis det skulle blive aktuelt.
Jeg kunne i øvrigt slet ikke forestille mig at han ville sige stop, men samtidig undrede jeg mig også over at han tilsyneladende aldrig havde brug for forandring, men det var jo bare mit held. Indtil han pludselig gjorde det utænkelige og sagde op.

Min første reaktion, da jeg tilfældigvis så mailen, mens jeg stadig var på arbejde, var vel en eller anden form for chok. Og så sad jeg ellers og stirrede ind i skærmen ude af stand til at samle mig om arbejde i en halv times tid, indtil jeg tog mig sammen de resterende timer. Sekundet efter jeg havde lukket døren ud til opgangen, da jeg kom hjem, væltede tårerne ud i den første af mange nedsmeltninger over den nye virkelighed. Decideret hulkende gråd. Shit. Luftkastellet ramlede sammen om ørerne på mig.

Der er to mænd i verden...

 ... der bestandig krydser min vej, den ene er ham, jeg crusher på, den anden ligeså...

Åh, alle de crushes, der ingen vegne fører. The story of my life. Nå, men det positive er vel at det er to mænd, som ikke er helt og aldeles utilgængelige og uopnåelige ligesom mit Mayer-crush, der i øvrigt er gået i sig selv igen, som jeg forudsagde at det ville. 

Dermed ikke sagt at jeg synes det er superfedt med hele to crushes på én gang... og derfor prøver jeg at kæmpe imod og slå lidt fornuft ind i min hjerne. Jeg læste en bog om lyserøde luftkasteller i efteråret og den var jo nærmest skrevet til (eller om) mig, og jeg har efterhånden indset at det faktisk er en lidt problematisk tendens, jeg har. I det mindste har jeg længe været ret bevidst om min tendens, men jeg har bare ikke gjort noget ved det, og det er nok en fejl. Når jeg læser tilbage i gamle indlæg bliver det endnu tydeligere for mig, hvor mange af mine crushes, der er løbet løbsk i mine tanker og sjældent har haft ret meget rod i virkeligheden. Og det er da ærlig talt en kende trist at tænke på. Prøv at tænke på alle de potentielt søde mænd, jeg måske slet ikke har ænset, fordi jeg har været optaget af mine luftkasteller om mænd, der i bund og grund ikke rigtigt var interesserede i mig på den måde. 

Som den notoriske overtænker jeg er, kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at begynde at evaluere mine seneste (/nuværende) crushes. Hvor meget af det er luftkasteller og fascination, er der overhovedet noget af det, der kunne være noget andet og mere? 

Exhibit A: For knap og nap 2 år siden, den tredje gang jeg mødte ham, og fik øjenkontakt, da han spurgte mig om et eller andet praktisk, var det som om noget rykkede sig indeni. Jeg har aldrig oplevet sådan en fysisk reaktion på en øjenkontakt før, og jeg sad tilbage og kunne ikke tænke andet end "hvad skete der lige dér?" Efterfølgende kunne jeg så gå rundt og være forvirret og debattere med mig selv om det var noget, der skulle handles på, mens jeg forsøgte at signalere interesse (så diskret som muligt, selvfølgelig, så jeg ikke risikerede for meget) og samtidig har forsøgt at afkode om han faktisk også synes jeg var interessant. Så mere eller mindre min normale crush-adfærd, bortset fra det denne gang var (er ikke helt sikker på om det skal skrives i datid endnu...) meget mere intenst. 

Det har bølget lidt frem og tilbage, jeg har kæmpet ihærdigt for at slå ham ud af hovedet (der er jo nogen, der siger, man skal passe på med at blande business og pleasure...), og det er til dels lykkedes i perioder... Jeg har været skiftevis overbevist om at han måske bare er lidt genert ligesom jeg selv er, men faktisk synes jeg er meganice (ellers søger man vel ikke så meget øjenkontakt) (det er drømmeren i mig, der taler her...), og andre gange har realisten i mig overtaget og jeg er overbevist om at hans lidt tilbageholdende adfærd er et udtryk for at han ikke er interesseret. Hvis han nu var oprigtigt interesseret, så ville han da gribe enhver chance, når vi tilfældigvis passerer hinanden på gangen, til at sende mig et flirtende blik, ikke? 

Status lige for tiden er, at det er min indre realist, der har førerpositionen i forhold til Exhibit A. Så længe han ikke gør nogen tilnærmelser, så er der ikke nogen grund til at jeg går og bygger luftkasteller om ham. Og hvis jeg selv skal sige det, så går det faktisk meget godt med at lade være med at sætte ham op på en piedestal og i stedet bare være mere og mere mig selv i hans selskab og ikke overtænke alt muligt, der har med ham at gøre. 

Og det leder mig så til Exhibit B...

For når det kommer til ham, så er der i dén grad gang i byggeriet. Luftkasteller galore. Og det er sjovt nok gået helt amok siden jeg besluttede at jeg skulle stoppe med at fantasere om Exhibit A. Måske der er nogle hjemløse følelser, der huserer... Exhibit B er sådan set ikke et nyt crush, men snarere opblusning af tidligere crush, nemlig Instruktøren. Jeg er simpelthen rejst et par år tilbage i tiden og har genoptaget min fascination af ham. Det er lykkedes mig at holde det på et nogenlunde ufarligt niveau, hvor jeg hele tiden har holdt mig for øje at det kun er et hyggecrush og slet ikke noget, jeg vil overveje at gøre noget ved. Det er bare en fascination af nogle af hans evner og kvaliteter, som jeg selv mangler eller ville ønske jeg besad i højere grad. Så det må jeg jo arbejde på. 

Det er som om det har bygget sig op i løbet af efteråret, hvor det ligeså stille er gået op for mig, hvor lækkert han bevæger sig og at han jo faktisk er helt vildt sød. Især her efter nytår er det gået helt, helt bananas med dagdrømmerierne. Og det er ikke blevet mindre af, at jeg oplever en øget opmærksomhed fra hans side. Jeg er rimelig overbevist om at jeg, gennem de lyserøde briller, nok kommer til at lægge lidt for meget i den ekstra opmærksomhed. Realistisk set er det nok bare venskabelig opmærksomhed, men jeg labber det i mig, ikke desto mindre.
Vi var til samme fest, hvor jeg nok kom til at observere ham rimelig meget, og da der på et tidspunkt blev spillet "I've Had the Time of My Life" stod han under det instrumentale stykke bare og stirrede tilbage på mig (bilder jeg mig ind) med sådan et selvtilfreds smil, så jeg blev helt forlegen og kiggede ud på dansegulvet i stedet, og da jeg så tilbage på ham, stod han stadig og så i min retning. Måske har han bare fornemmet at jeg crusher på ham og tænker sit. Ugen efter ved afslutningen af timen står han og snakker ud i rummet, og ender med at stå og holde ret intens øjenkontakt med mig med samme selvtilfredse, smørrede smil. Og så gik jeg hjem og genlæste de Lyserøde Luftkasteller, så jeg lige kunne komme ned på jorden igen og konstatere at det nok er neurotransmittere, endorfiner, hormoner og whatnot, der spiller mig et puds. Min urhjerne ser bare et eller andet potentiale og vil have ham, og min fornuft ved godt at vi nok ikke er særligt kompatible. En uges tid efter var det lyserøde skær helt fraværende og realisten i mig havde klart overtaget, så det virker jo meget plausibelt at kroppens kemi har en del at sige her.
Nu har jeg lige genlæst de par indlæg, hvor jeg tidligere har nævnt ham, og det er jo mere eller mindre status quo. Men i det mindste bliver jeg bedre og bedre til at tage de lyserøde briller af og ikke overanalysere og -fortolke en helt masse på de to herrers gøren og laden.

Feel my chest when I look at you

Jeg troede faktisk jeg var ved at være for gammel til at blive så fascineret af et kendt menneske. Apparently not. Jeg tænker voldsomt meget på John Mayer i betragtning af at jeg aldrig har mødt ham personligt, og højst sandsynligt nok heller aldrig kommer til det. Det er nu nået til et niveau, hvor jeg i perioder får hjertebanken og bliver helt kulret, hvis jeg ser et særligt fint videoklip eller billede af ham. Mit hjerte svulmer nærmest i brystet på mig, og jeg tager tit mig selv i at sidde med et fjollet, fjoget smil på læben, når jeg tænker på et eller andet han har sagt eller sunget. Eller bare et særligt smil. Fuldstændigt henført til diverse drømmescenarier. Det er helt tosset, og jeg burde nok stoppe mig selv før det går helt over gevind (man kunne måske argumentere for at det allerede er for sent...), men jeg har nu hygget mig ret meget med at være håbløs fangirl i disse tider, hvor social kontakt har været meget begrænset. Om ikke andet er det da godt at vide, at jeg ikke er alene om besættelsen (størstedelen af mit Instagramforbrug er efterhånden relateret til Mayer-fanprofiler...)

Det er ellers kun sket to gange før,  at jeg semi-seriøst har overvejet at rejse til USA i håbet om at møde mit kendiscrush.
Mit første seriøse kendiscrush var på Elijah Wood, da Ringenes Herre blev filmatiseret. Jeg var vel 14-15 år gammel og håbede, at han ville være single og vente på mig, når jeg engang blev færdig med skolen og kunne rejse til USA. En hel del år senere tog jeg til USA, men mit crush var forsvundet tilstrækkeligt til at jeg ikke skænkede det en tanke (tror dog jeg ville være blevet en lillesmule star struck, hvis jeg var rendt ind i ham...).
Det andet kæmpecrush var, ikke overraskende, hvis man har læst tidligere indlæg fra den periode, Jason Mraz. Jeg var lidt misunderlig på Tristan Prettyman, som han datede en overgang, men så vidt jeg husker ville jeg egentlig bare have en, der mindede om ham. Og det er jo også noget mere fornuftigt end at drømme om lige præcis dén ene person, som jeg gør med John. Det afskrækker mig ikke engang at han er 10 år ældre end mig (måske fordi det er så urealistisk at jeg faktisk skal forholde mig til aldersforskellen i virkeligheden). Jeg har ellers tit tænkt at mænd over 35 var alt for gamle til mig (og det synes jeg nok stadig som udgangspunkt). Men han er måske også mere ungdommelig end den gennemsnitlige danske mand på hans alder (bilder jeg mig ind).

Anyway, jeg burde måske lægge mere energi i at date mere opnåelige mænd, i stedet for at gå og fantasere om en vis Mr. Mayer og ærgre mig over, at jeg ikke har valgt en form for karriere, der kan lede mig ind på hans lystavle. Hvis det går, som det plejer, så er den ekstreme fascination nok faldet til et lidt mere normalt niveau om et års tid, medmindre jeg møder én, der kan fremskynde processen (man har vel lov at håbe).

Back on track

Jeg ved virkelig ikke hvad der skete for mig i sidste uge med den nedsmeltning, fordi jeg bildte mig ind at Instruktøren sikkert så mig som en eller anden freak. Tristheden dampede heldigvis af i løbet af weekenden, og da en ny uge startede var det som om min fornuft vendte tilbage.

Det gik op for mig, at det sådan set var mig selv, der startede med at ignorere ham på gaden, hvor jeg overhalede ham uden at anerkende hans eksistens. Han gik godt nok og talte i telefon, og det ville jeg ikke forstyrre, men jeg kunne jo godt lige have kigget mig over skulderen og vinket til ham, idet jeg gik forbi. Så der er vist ingen grund til at tage det som en afvisning, at han ikke pludselig inviterer sig selv til at følges med mig. Og den manglende øjenkontakt under selve træningen bunder nok mest i at jeg nærmest ikke turde se på ham overhovedet. Så er det unægteligt lidt svært at lægge mærke til eventuel øjenkontakt.

Nu skulle man måske tro at crushet så bare ville fortsætte på fuld skrue, nu hvor det er gået op for mig at det meste bare foregik oppe i mit hoved og jeg dermed ikke længere føler mig afvist, men det er det faktisk ikke. For det gik også op for mig, at jeg garanteret også har overfortolket hans smil og øjenkontakt de forrige uger. Bare fordi man smiler til folk betyder det jo ikke at man er interesseret i dem på nogen måde. Så jeg har besluttet at jeg ikke gider gå og sukke efter en, der reelt ikke har gjort tilnærmelser (det har jeg gjort så rigeligt i løbet af årene...), og som jeg egentlig er ret overbevist om ikke passer særligt godt sammen med mig (og omvendt). Når jeg allerede på det her ikke-eksisterende stadie af et forhold tænker så meget over, hvor dårligt vi passer sammen, så er det nok ikke det rigtige. Det var helt befriende at nå den konklusion i tirsdags. 

Før denne uges træning var jeg alligevel lidt spændt på, hvordan jeg ville reagere på at se ham igen, men det gik overraskende fint. Jeg kunne godt mærke at jeg var lidt ekstra selvbevidst, som jeg altid er, når jeg er i nærheden af en, jeg er tiltrukket af (og det er jeg stadig - han er nu altså ret charmerende på en eller anden underlig måde), men jeg formåede at være ret afslappet alligevel og havde det bare sjovt. Humøret var højt, præcis ligesom før min tristesse, og vi grinede og øjenkontakten fejlede heller ikke noget. Lidt paradoksalt, så var en del af grunden til at jeg kastede mig ud i den her aktivitet, at jeg skulle øve mig i at komme ud af hovedet og ned i kroppen... At dømme efter alt det her tankespind, det har medfødt, så er jeg vist ikke helt i mål med det endnu.

A dream is a lie your head tell your heart*

Jeg har for første gang i virkelig lang tid fået et crush på en person, der ikke er en eller anden uopnåelig rockstjerne, og det er jo på sin vis et skridt i den rigtige retning. Før hele den her pandemi gik amok var det planen at i år skulle være året, hvor jeg tog mig sammen og gjorde en indsats for at finde den person, som kan få mig til at opgive min ellers fine singletilværelse, men det har ikke ligefrem været befordrende for processen at man har været nødt til at skrue temmelig meget ned for social kontakt og derfor har begrænset mulighederne for at møde nye mennesker gevaldigt. 

Nå, men tilbage til sagens kerne; mit seneste crush. Jeg beklager på forhånd - det her bliver sandsynligvis både rodet og langt. Jeg har fornøjelsen af at vimse rundt i en sportshal en gang om ugen, og i sommers fik holdet en ny instruktør. Første indtryk var at han var virkelig god til at skabe en god og afslappet stemning, og den time om ugen blev virkelig noget, jeg så mere og mere frem til. Efter en håndfuld uger var det som om han lige så stille blev mere og mere interessant, og lige pludselig var jeg hende, der hver aften fik akut tankemylder, når jeg skulle sove, og det eneste, der kunne afhjælpe det, var at kigge på billeder af ham på diverse sociale medier. 

Den seneste 1½ måned har været fuldstændig følelsesforvirring. De første par uger kunne jeg godt mærke at han da var lidt interessant, men jeg slog det hen. Han er slet ikke min type, han er bare god til sit job, det er bare fordi jeg er fascineret af det, han kan. Så fandt jeg ud af, at vi næsten er jævnaldrende (hans alder er sjovt nok noget jeg spekulerede en hel del over de første mange gange, vi mødtes), og så var det som om at det var okay at lade et crush udvikle sig (don't ask why, det giver ingen mening). Mit humør begyndte at gå helt bananas og jeg har haft nogle uger, hvor jeg nærmest har været helt høj i flere dage efter jeg har været i rum med ham. Særligt efter timen for 3-4 uger siden, hvor jeg fik en del opmærksomhed og opmuntrende smil. Der var øjenkontakt i en grad, som gjorde mig lidt kulret og det satte gang i dagdrømmeriet. Tiden har nærmest ikke kunnet gå hurtigt nok fra jeg gik ud af hallen og til jeg ugen efter skulle tilbage og se ham igen. Jeg har slet ikke kunnet koncentrere mig på arbejde og har flere dage nærmest bare talt timer til det endelig blev tid til at gå hjem og tage til træning. Jeg har tænkt alt for meget på ham, og for hver gang blev jeg mere og mere spændt på, hvordan sommerfuglene ville reagere ved synet af ham. Efterhånden fik jeg helt kriller i maven bare ved tanken om næste træningstime.
Gangen efter var jeg igen i højt humør og jeg kludrede fuldstændig rundt i det, vi skulle, fordi jeg slet ikke kunne koncentrere mig om meget andet end hvor tiltrækkende han pludselig var. Og han opdagede jo selvfølgelig al min kludren rundt i det og det resulterede så bare i endnu mere opmærksomhed og endnu større smil og grin fra hans side. Da timen var slut og han sagde farvel, kiggede han rundt på os alle sammen og endte blikket ved mig og det skulle jeg helt sikkert ikke have lagt noget i, men det kom jeg måske lidt til alligevel.

Nå, men det viser sig så at vi skal samme sted hen, men i stedet for at følges bliver det noget underligt noget, hvor vi næsten mødes i et lyskryds, men går på hver sin side. Jeg ved ikke om han lægger mærke til mig, for jeg bliver pludselig vildt genert og lader som om jeg slet ikke ser ham (hej idiot-Mumrik, hvorfor kan du ikke opføre dig lidt normalt for en gangs skyld?). Så det ender med at lyskrydset øger afstanden mellem os, så jeg kommer til at gå et godt stykke bag ham og det bliver helt stalkeragtigt, men han går vildt hurtigt, så jeg ville alligevel ikke kunne indhente ham, hvis jeg havde turdet.

I løbet af ugen går jeg stadig og dagdrømmer om ham, selvom jeg bliver mere og mere bevidst om at vi nok egentlig ikke har særlig meget tilfælles udover interessefællesskabet den ene time om ugen (udelukkende baseret på det, jeg har fundet ud af ved at se på hans instagram og facebook, og det er jo kun en brøkdel af folks liv, man kan se ud fra sådan nogle profiler, så det bør jeg nok ikke lægge så meget i). Til en mindre familiekomsammen sad jeg også og forestillede mig, hvordan han ville passe ind, og det havde jeg på den ene side ret svært ved og på den anden side ville jeg bare gerne at han passede ind, for han er altså lidt charmerende. Jeg har forestillet mig utallige gange, at jeg i et eller andet fremtidsscenarie fortæller igen og igen at han ellers slet ikke er min type, og at jeg aldrig havde troet at jeg skulle ende med sådan en som ham. Og det er han heller ikke, min type. I bund og grund kan jeg nok heller ikke se os som par. Jeg var endda begyndt at tænke den tanke, at vi jo også bare kunne have det sjovt sammen uden at det nogensinde er meningen at det skal blive til noget seriøst (og den slags forhold tror jeg slet, slet ikke jeg kan finde ud af i øvrigt...).

Dagen før træning i den her uge var det som om min rationelle side pludselig fik overtaget og jeg blev helt bange for at han synes jeg var mærkelig fordi jeg ikke hilste på ham i lyskrydset eller at jeg havde været for intens med øjenkontakten ugen før. Så jeg besluttede at jeg skulle slå ham ud af hovedet og bare lade som ingenting. Det var med en vis portion generthed, jeg mødte op til træning for nogle dage siden med intentionen om at det her jo også bare kunne være sådan en helt uskyldig venskabelig hyggeflirt, som alle parter ved ikke skal blive til noget. Jeg prøvede virkelig at opføre mig normalt, og koncentrere mig om det, jeg jo var der for, og det gik også fint nok, selvom jeg kunne mærke at jeg både gerne ville fange øjenkontakt og samtidig slet ikke turde se på ham. Det med øjenkontakten var i hvert fald ikke svært at undgå, for det virkede som om han bevidst undgik at se mig i øjnene. Om det så er fordi han har mærket min interesse og ikke vil opildne mig til at gøre tilnærmelser eller hvad, det kan jeg ikke helt gennemskue. Måske har han ikke bemærket noget som helst, måske foregår det hele bare i mit hoved.

Da turen gik hjemad, skete det samme igen - denne gang var det bare mig, der gik forrest og ham der fulgte efter længere bagude... indtil han overhalede mig på den anden side af gaden med telefonen oppe ved øret (meget belejligt så den dækkede for hans udsyn til mig). Jeg er gået i fuldstændig dumt overanalyseringsmode her, jeg ved det godt. Det kan jo også være at han tilfældigvis talte i telefon og at det slet ikke var et skalkeskjul for at undgå akavet stemning over at vi gik samme vej uden at følges ad. Who knows.

Og selvom jeg efterhånden har overbevist mig om at det aldrig vil blive til noget som helst andet end et platonisk lærer-elev-forhold mellem os, så blev jeg ret ked af at han sådan forsøgte at undgå mig (og det ved jeg jo ikke engang om det er tilfældet - det var bare den vibe, jeg opfangede, men derfor behøver det jo slet ikke være sådan). Dagen efter var jeg grådlabil helt fra morgenstunden og var i exceptionelt dårligt humør det meste af dagen. Formiddagens soundtrack på arbejde var blandt andet Bonnie Raitts I Can't Make You Love Me, indtil jeg indså at jeg var nødt til at skifte til noget lidt mere opløftende, hvis jeg ikke pludselig skulle begynde at få våde øjne midt i kontorlandskabet. Måske er mine hormoner bare gået bananas eller også er det her et skørt corona-crush (eller en blanding). Håber godt nok at tingene kommer tilbage til tilstanden for et par uger siden med grin og smil uden andre bagtanker end at have det sjovt.

*citat John Mayer ved Hong Kong-koncert som intro til Dreaming With a Broken Heart.
Det er da meget poetisk...

 

 

Infatuation

Jeg kan mærke, at følgende bliver både langt og rodet, men jeg har lyst til at skrive det ud, så here goes (og det er sikkert også kun mig selv, der kommer til at læse det igen om et par år eller noget)...
Siden koncerten for godt en måned siden har jeg gået rundt og udviklet et gedigent crush på John Mayer. Jo mere, jeg ser og hører, jo mere sympatisk og fantastisk bliver han.
Det første, der går igennem mit hoved, når jeg vågner, er brudstykker af hans sange. Jeg har mere eller mindre konstant en lille bid John Mayer-musik på hjernen, selv når jeg sidder i møde på arbejde, tager jeg mig selv i at zone ud og gennemgå en sangtekst i stedet for at høre efter.

De første uger efter var det helt galt, og der var flere dage, hvor jeg fik meget travlt, da jeg skulle ud af døren om morgenen, fordi jeg kom til at hænge lidt for længe over musikken og morgenmaden, men det har heldigvis fundet et lidt mere passende leje nu. Men jeg fortaber mig stadig i klip på youtube og udskyder lidt for tit alt muligt husligt, indtil det er tvingende nødvendigt, hvis jeg skal opretholde en nogenlunde voksen og velfungerende husholdning.
Det fremgår vist allerede, at det var en fantastisk koncert og jeg gik gladeligt til endnu en koncert i morgen, hvis jeg fik chancen. Næste gang bliver jeg nødt til at trodse min modstand mod fremmede mennesker indenfor min intimsfære, for jeg har virkelig lyst til at opleve ham fra første parket (og så kunne man jo fantasere om at han ville lægge mærke til en, haha!). Og hvis han laver to koncerter her igen næste gang, så kunne man jo lave en lille tur ud af det og tage med til begge.

Jeg har en alenlang to-do liste med interviews og podcasts, som jeg vil høre, og hans musik kører på repeat, når jeg har muligheden. Som det liste-menneske, jeg er, har jeg lavet en oversigt over alle hans sange og noteret hvilke, jeg har hørt live, og hvilke jeg vil lære teksterne på. Nogle af teksterne kan jeg heldigvis store dele af i forvejen, men det er måske meget godt at han ikke turnerer verden rundt hvert år, så jeg har en chance for at nå at lære resten, inden han kommer næste gang.
Til koncerten fandt jeg (og størstedelen af det øvrige publikum) i hvert fald ud af, at der ikke rigtig var nogen, der havde en idé om, hvad teksten var, da han på et tidspunkt opfordrede os til at synge en passage af Stop This Train. Så nu skal jeg være forberedt til næste gang og det er jo også en fremragende anledning til at nørde hans tekster og træne min sangstemme, som jeg længe har villet.

Min fascination er som nævnt gået helt amok midt i min post-koncert-blues, og jeg fantaserer lidt om at rejse til Montana (eller LA eller New York) og så håbe, at jeg tilfældigvis render ind i ham. Hvilket jeg jo godt ved er afsindigt usandsynligt. Og jeg ville sikkert heller ikke ane, hvad jeg skulle sige til ham, hvis jeg mødte ham (udover et rungende ja, hvis han inviterede mig ud).
Forleden, da jeg var til familiefødselsdag, kom jeg også til at sidde og forestille mig at han var der. Som min kæreste selvfølgelig, hvor sindssygt, det end lyder. Jeg forestiller mig at det ville være utroligt akavet, hvis jeg pludselig tog en verdenskendt musiker med hjem til min ret stille, jyske familie. Så jeg må nok hellere lade det blive ved drømmen og holde mig til det, jeg kan få ved at følge ham på instagram.

Jeg husker tydeligt at Bigger Than My Body kom frem, da jeg gik i 10. klasse og vi hørte radio i frikvartererne og jeg gik hjem og så Boogie, mens jeg lavede lektier. Alligevel var det først i 2014, at jeg bevidst begyndte at opsøge hans musik. Fordi Studiekammeraten var fan (så noget godt er da da kommet ud af min mærkelig flirt med ham). Og så var det stadig kun de største hits, jeg hørte. Det var mærkeligt nok først da The Search for Everything udkom, at jeg hørte et helt album fra ende til anden (muligvis fordi musikken ikke var ligeså lettilgængelig dengang). Nu er jeg så startet helt forfra og hører alt fra ende til anden, så jeg kan udvælge de favoritter, jeg skal lære teksten til. Noget skal jeg jo bruge min klæbehjerne til.