Det er en tung proces, når man pludselig får revet sit luftkastel ned fra den ene dag til den anden, uden varsel. Først kom alle tankerne om, hvor stor skyld jeg selv havde i at det hele ramlede. Havde jeg sagt eller gjort noget, som fik ham til at tage sin beslutning? Havde jeg stirret for meget på ham og været for anmassende? (Svaret er selvfølgelig nej, det handler ret sikkert overhovedet ikke om mig).
Det har nok været mit mest triste forår nogensinde (måske lige fraregnet efterdønninger af dødsfald mange år tilbage). Selv en kollega, som jeg ellers ikke har været tæt på havde observeret min mutte tilstand.
Det er jo på en måde helt skørt at det har påvirket mig så meget. Der er jo ingen, der er død, det er bare et jobskifte, og han proklamerede rimelig hurtigt at han havde planer om at deltage i enkelte arrangementer i fremtiden, så jeg ville sandsynligvis få chancen for at se ham igen.
Men alle mine forestillinger om hvad der kunne have været er jo stadig styrtet i grus. Så mange tanker om alle mulige scenarier blev lige pludselig overflødige. Alle mine overvejelser om eventuelle firmapolitikker ang. lærer/elevforhold... Og hvis jeg pludselig blev sat over for at vælge mellem træningstimer med ham eller et forhold, hvad ville jeg så gøre? Kunne det mon kombineres? Og ville jeg overhovedet være interesseret i et romantisk forhold til ham? Og ville det blive akavet, hvis jeg pludselig tog en anden kæreste med til træning (som om jeg vælter rundt i kærester, hah)?
I stedet for at fortsætte med alle de luftkasteller skulle min hjerne pludselig omstille sig til en eller anden form for sorgproces. Den proces, som jeg jo havde set i krystalkuglen på mine aftenvandringer, men som jeg på ingen måde havde forestillet mig at jeg skulle kastes ud i så hurtigt. At jeg skulle opleve at vågne midt om natten, med tårer trillende ned ad kinderne i løbet af få sekunder, havde jeg ikke set komme. Måske jeg faktisk vågnede, fordi jeg græd. At gå de samme ture og med den samme musik, som da luftkastellerne var på sit højeste, en form for selvpineri egentlig. Trangen til at svælge i sorgen og samtidig kæmpe med at holde tårerne tilbage, når de helt særlige sange lød i ørerne.
Det har måske ikke handlet så meget om at give slip og sige farvel til ham, men nok snarere alle mine luftkasteller og drømme om alle de oplevelser, jeg havde forestillet mig, vi skulle dele. Noget så banalt som vores begges fødselsdage, som tilfældigvis faldt på vores træningsdag. Det lyder måske fjollet, men jeg havde virkelig glædet mig til at fejre de fødselsdage med ham i træningslokalet.
Og hvor meget af vores pingpong har jeg bare overfortolket og lagt mere i, end ham, i kraft af at jeg har haft de lyserøde briller på? Flere af de andre har sidenhen spurgt mig om jeg kender ham privat, så det er i det mindste en form for bekræftelse af, at det trods alt ikke kun er noget, der er foregået oppe i mit hoved. Vi har rent faktisk haft en relation, der var særlig i forhold til de andres relation til ham. At den så også har været ude af balance er der jo ikke noget at gøre ved. Der er ingen tvivl om at savnet har været størst fra min side.
Alt det savn, de hjemløse tanker og følelser blev ved med at spøge, så da den værste tristesse havde lagt sig, tog jeg for en gangs skyld mod til mig og fortalte ham om min fascination og hvor meget han har betydet for mig. Den måde han har fået mig til at føle mig set, han har påvirket min selvtillid mere end han aner (eller han kunne måske godt tolke lidt af det ud fra min besked, selvom den var tonet tilpas meget ned til at jeg også kan tåle at læse den, når tiden har gjort sit arbejde...).
Jeg kan mærke at jeg slet ikke kan finde ud af at afslutte det her indlæg, men hovedlektien indtil videre er, at det føltes godt at give udtryk for hvordan jeg havde det med ham, og han tog det pænt (nu lyder det som om det var en eller anden psykostalker-besked - det var det altså ikke, den var meget sober), og jeg tror faktisk også det gjorde det en lillebitte smule lettere for mig at acceptere den nye virkelighed. Nå, det var noget med at det her indlæg skulle afsluttes...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar