Parentesoverload

Jeg er umanerligt dårlig til at gå i biografen og derfor ender det stort set altid med at jeg først ser film, når de er ved at være hel- eller halvgamle. Ikke desto mindre lykkedes det mig før jul at se en hel del film, som knap nok var taget af biografernes plakater, da jeg så dem. Noget godt er der alligevel ved lange flyveture.



En af disse film, og det var nok den bedste af dem, efter min ydmyge mening, var (500) Days of Summer. (Er jeg den eneste, der aldrig har fattet, hvad den parentes skal gøre godt for?).
Selve historien var jo meget sød (omend jeg måske ikke er så vild med slutningen), jeg elsker stemningen og det hele er generelt bare pænt at se på, hvilket især skyldes de to smukke, smukke (og dygtige) hovedrolleindehavere, Zooey Deschanel og Joseph Gordon-Levitt, der er perfekte til deres roller. Sidstnævnte minder mig i øvrigt en lille smule om Heath Ledger, tror det er deres smil - det er jo ikke til at stå for.



Endnu et plus ved filmen er soundtracket, som jeg er gået hen og er blevet ret begejstret for, selvom det ikke er nogle kunstnere jeg normalt hører. Størstedelen havde jeg faktisk aldrig hørt om, men det er jo kun godt at få horisonten udvidet lidt. I like.

IMDb

De der nytårsfortsætter

Nu er der jo næsten gået en måned og så kan man jo passende lave en lille status over de der fortsætter (især når der er fremskridt).
Vanddrikning går udemærket, selvom jeg nok drikker mindre nu, end jeg gjorde i starten.

Mit løbefortsæt er på ingen måde sæt i værk endnu, men jeg har langt om længe taget mig sammen til at købe et par løbesko, det er vel fremskridt trods alt. Efter alt for mange forestillinger om, hvordan man ville blive overbegloet af personale og øvrige kunder og føle sig latterlig og til grin, tog jeg mig sammen til at gå ind i løbemekkaet og placere mig på et løbebånd og løbe - helt uden at føle sig tåbelig (men jeg er nu alligevel glad for, at der ikke var andre kunder). Og så fik jeg i øvrigt prima betjening og gratis løbestrømper oveni af en flink ung mand med smarte briller.

Det sidste fortsæt er også det sværeste, fremtidsplaner, da-da-da-duuum. Men det problem har jeg så valgt at "løse" ved at skubbe det foran mig endnu et par måneder eller mere. Allernærmeste fremtid er således på plads og så håber jeg bare, at der sker et mirakel og jeg pludselig ser lyset undervejs, så jeg ved hvad jeg skal stille op med mit liv. Ellers ramler jeg ind i endnu en krise til sommer og så må jeg tage den derfra. Og det er vel heller ikke umuligt. Den tid, den sorg.

Krystal

I modsætning til mange andre, så har jeg intet imod den lange isvinter og frostgrader, der slår rekorder. Jeg længes ikke mod forår og sommer, i hvert fald ikke lige nu, og frosten måtte for min skyld gerne vare lidt endnu. Findes der noget smukkere end frostsne og solskin på en gang? Det tror jeg næsten ikke, der gør.
I går formiddags var noget af det smukkeste og mest fortryllende nogensinde. Solen skinnede på de millioner små iskrystaller, der dækkede jorden og træerne, så det hele glitrede og glimtede som tusinder af diamanter, strøet ud over alt i løbet af natten. Jeg kunne have set på det i en uendelighed, det var fantastisk.
Jeg elsker i øvrigt at sneen er blevet så hård, at man kan vandre afsted ovenpå driverne, det gør det af en eller anden grund meget sjovere at gå. Og så kan man jo se verden fra en ny højde og se, hvordan alting ville se ud, hvis man var 2½ meter høj.

(Det, at jeg for tiden kun behøver at gå ud, hvis jeg har lyst til det, og ikke skal stå op i mørke for at gå på arbejde eller i skole, har måske en indflydelse på mit positive syn på vintervejret, men så kan man jo sige det er perfekt timing med en smuk isvinter, når jeg har tid til at nyde det).

Coffee and TV

Det gode ved at have oceaner af tid til egen disposition er, at man kan nå at se en hel masse ligegyldigt fjernsyn. Først er der Joey på zulu, derefter Dharma og Greg efterfulgt af Venner og vupti, så er det gået 2 timer.
Det er næsten som at være tilbage i sin handelsskoletid, hvor man havde lange frieftermiddage, fordi lektiemængden var lig nul og man fik tidligt fri (ikke at jeg savner den tid synderligt meget), bortset fra at Joey ikke fandtes dengang.

Dengang gik jeg og drømte om at blive mere Dharma-agtig, flyvsk og farverig, og det er jeg også blevet på nogle punkter (men det er altså ikke seriens skyld), men jeg har nok stadig flest ligheder med Gregs personlighed. Okay, jeg mangler seriøst noget at gå op i, når jeg sidder og skriver sådan noget, haha.
Og så er det jo godt at det snart er slut med al den fritid, jeg skal nemlig på eventyr igen! Det bliver godt at komme ud og møde nye mennesker og prøve nye ting, jeg glæder mig!

Al den tv-snak mindede mig lige om Blurs Coffee and TV , en sang jeg var ret vild med på det tidspunkt (jeg kan bedre lide album-versionen, men der er embedding slået fra, så jeg må nøjes med at poste denne).

Kunsten at ændre sin døgnrytme

Al den her fritid gør, at jeg ikke kan falde i søvn, når jeg går i seng og det er ret irriterende i længden. Jeg har prøvet alt muligt, at læse eller høre musik, men intet andet end en times venden og drejen hjælper. Løsningen på dette problem er vel bare, at jeg skal stå tidligere op, end jeg gør, men det kræver godt nok enorme mængder selvkontrol, som jeg tilsyneladende ikke er i besiddelse af for tiden. Mit vækkeur har ringet kl. 7 de sidste mange uger, men det ender med at jeg snoozer i et par timer, før jeg tager mig sammen til at stå op. For hvorfor stå så tidligt op, når jeg alligevel ikke har noget, jeg skal nå? Det er lidt fjollet (og også ret upraktisk eftersom jeg er holdt op med at høre mit vækkeur den første times tid - jeg slår det ubevidst fra. Hvordan skal jeg nogensinde kunne stå tidligt op igen?). Nu går jeg i seng og håber, at jeg kan falde i søvn forholdsvis hurtigt.

Ligegyldigheder

Nu har jeg igen drømt om Rejsefællen, tror jeg nok. Er faktisk ikke helt sikker på, at det var ham eller om det bare er noget, jeg har bildt mig selv ind. Eller også var jeg ret sikker på, at det var ham, hvorefter jeg har bildt mig selv ind, at det faktisk udemærket godt kunne have været hvem som helst. Og nu er jeg lidt forvirret, men det er nok godt nok alt sammen.
Forvirringen siger mig, at det nok ikke er Rejsefællen som person, jeg drømmer om, men nærmere den rolle han spiller i drømmene. Og så er det tilfældigvis bare hans ansigt, der fungerer som repræsentant for en eller anden, jeg ikke har mødt, så der ikke render en ansigtsløs person rundt i mine drømme. Det lyder da meget logisk, gør det ikke?

Det her er vist tegn på, at jeg har alt for meget tid til at tænke over ligegyldige ting. Og når man har alt for meget tid, så kunne det jo være meget rart at have en, man kunne fordrive tiden med og så ender det i alt det her sludder om at længes efter en eller anden, jeg ikke ved hvem er. Normalt har jeg det egentlig fint med bare at være mig uden kæreste at tage hensyn til, og hver gang jeg hører om folks parforholdsproblemer, så glæder jeg mig over, at jeg slipper for det. Men der er så bare også en masse gode ting, jeg jo går glip af. Og det kan jeg jo så bruge min alt for megen tid på at spekulere over.

Alt hvad hun ville var at danse

Efterår 2009
Vi var på en halvtom bar, du dansede med hende den smilende smukke, du i hemmelighed holder særlig meget af. Jeg sad på en barstol og betragtede folk på dansegulvet, men faktisk betragtede jeg mest af alt jer, og ønskede at jeg var forlængelsen af din arm i stedet for hende den smilende smukke. Musikken skiftede til noget jeg ikke husker, jeres dans var slut og I gik ud. Jeg sad stadig på barstolen, betragtede den rytmiske masse, der gik amok på dansegulvet, smilede indvendigt ad den ukendte desperado, der forsøgte at indynde sig. Pludselig stod du med din udstrakte hånd foran mig. Jeg tog din hånd og du ledte mig ud på det sorte gulv, jeg kendte ikke musikken og det var akavet. Men så skiftede musikken til ABBAs Mamma Mia og vi sang med og dansede så grimt, man skulle tro det var løgn, men jeg var ligeglad. Da sangens slutning nærmede sig løftede du mig op og drejede rundt og rundt og rundt, mens jeg forsøgte at undgå at ramme folk i hovedet med mine sko. Sangen forstummede, du satte mig ned og krammede mig, inden vi gik ud i den kølige natteluft. 3½ minut i eventyrland med min hånd i din.

I can go on for just repeating the same old lines

I øvrigt er man vel nærmest nødt til at holde af en bog, hvor Hall & Oates' I Can't Go For That bliver nævnt, ikke?
Det er forresten endnu en ting, jeg elsker ved Murakami. Musikreferencer überalles.
Nu er det ikke fordi jeg på nogen måde er Hall & Oates-fan, men den her sang er nu meget fin - især når det ikke er i deres egen version, men derimod i en version, der er en lille smule anderledes end originalen. Denne superbe version fremføres nemlig af selveste Jason Mraz, og så kan man jo ikke andet end at elske den, når man - som jeg - er lettere fanatisk, når det kommer til den mands musikalske udfoldelser.

Enjoy! (Og tjek lige hans fikse dansemoves, han burde give kurser).



Og så kan jeg da også lige være serviceminded og fikse et lille link til Hall & Oates' originale, hvis nogen har mere lyst til at høre den.

Efter midnat

Af en eller anden ukendt årsag synes jeg egentlig det ville være mest passende at skrive om Efter Midnat efter midnat. Spørg mig ikke hvorfor, men sådan har jeg det bare. Ligesom jeg også helst læste den liggende i sengen i nattemørket lige inden jeg skulle sove. Det passede bare bedst til den.
Det sådan en bog, der giver mig lyst til at blive oppe om natten og sætte mig på en eller anden natåben diner, hvor jeg kan sidde og læse i en bog og opleve nattens hændelser. Hændelser, som ingen ved sker, bortset fra dem, der altså er til stede. Ikke fordi jeg har lyst til at være søvnløs, men der er bare et eller andet over det, som jeg godt kan lide (dog ikke noget, jeg umiddelbart har tænkt mig at føre ud i livet).
Som der står på bagsiden er det Murakami i koncentreret form, en lille bog, i teorien hurtigt læst, i praksis tog mig 4 dage (hvilket jo ikke er ret hurtigt), fordi jeg godt kan lide at have Murakami-værker til gode og derfor forsøger at strække nydelsen så langt som muligt, når jeg først har sat kløerne i den (og den del kan også godt kræve en del overvindelse, hvilket – set i bakspejlet – virker ret fjollet. Man får jo ikke noget ud af, at have en masse gode bøger liggende, hvis man aldrig læser dem, ene og alene fordi man godt kan lide at have nogle gode bøger til gode).


(Og så har jeg en svaghed for bogomslaget på stort set samtlige Murakamis bøger. De er så fine og lyse og lette, farverne klæder dem og skrifttyperne er jeg også ret pjattet med... what's not to like?)

Hov, nu var jeg lige ved at glemme det, midt i al min lovprisning, men slutningen var lidt underlig. Ikke, at den er decideret dårlig, men det er nok bare fordi jeg faktisk gerne ville vide, hvad der sker med karaktererne efterfølgende.

Tandløst mareridt

I nat drømte jeg, at alle mine tænder faldt ud af munden på mig. Det var en ret mærkelig og ulækker fornemmelse. Heldigvis sad de alle hvor de skulle, da jeg vågnede. Det er de særeste ting, man drømmer nogle gange... Men nu ved jeg da, hvor meget jeg sætter pris på mine tænder.

Det går faktisk udemærket med mine nytårsfortsætter. Eller, det er faktisk kun det ene, nemlig "drik mere vand", hvilket også klart er det nemmeste af mine fortsætter, eftersom jeg stort set aldrig drak vand før nytår (så skal der jo ikke så meget til, før jeg har drukket mere end jeg ellers ville have gjort). Men det er altså lykkedes mig næsten at drikke en liter vand dagligt udover det, jeg ellers drikker, så det er jo meget godt.
Vejret modarbejder mit løbefortsæt en smule, men det gør det nu heller ikke nemmere, at jeg skal ud og anskaffe et par løbesko, før løberiet overhovedet kan blive en realitet, ahem (jeg ser ikke frem til løbetest, det ender garanteret med at jeg falder på det løbebånd foran hele butikken, haha).
Og det sidste nytårsfortsæt er vist ikke et, man bare lige klarer på en uge, så det springer jeg bare let og elegant over.

Status på en ret begivenhedsløs dag

Jeg hører Disneymusik (Just Can't Wait To Be King), hvilket ellers ikke har kendetegnet min dags musik, og tænker på, om min telefon nogensinde vil ringe fra det job, jeg har søgt. Mine knoer slår revner og mine hænder glimter sølv, en sidste reminiscens af julepynten, som jeg har taget ned i dag. En mand, hvis bil er kørt fast i snemasserne, er lige løbet forbi udenfor. Pæren i lampen ved siden af mig sprang for lidt siden med knald og gnister, jeg blev helt forskrækket. Pæren er skiftet og fra lampen stråler et blødt, gyldent lys og nu vil jeg læse lidt videre i Murakamis Efter Midnat.

Jeg vil tilbage!

Det sætter sine spor, 3 måneder uden bekymringer om fremtiden. Uden nogen som helst tanker om fremtiden, man var i nuet på en måde, jeg aldrig har været i nuet før. Jeg var der bare. Dér, hvor ens største beslutninger handlede om, om man skulle smutte i supermarkedet eller ned i byen og kaste sig ud i en eller anden vild aktivitet. Det var fantastisk. De manglende fremtidsplaner skubbede jeg foran mig. "Det finder jeg ud af, når jeg kommer hjem".

Nu er jeg hjemme, ergo er det nu, jeg skal finde ud af det. Men jeg kan slet ikke finde ud af at tænke fremad og planlægge og ikke bare være, hvor jeg er lige nu og ignorere vigtige beslutninger. Hvad vil du så nu?, spørger alle. Så svarer jeg noget om at jeg tror, jeg måske vil det og det. Aha, hvorhenne?, spørger folk. Jeg ved det ikke!
Pludselig skulle alle beslutninger tages og nu er det nu, allerede på mandag, jamen jeg er jo lige kommet hjem og jeg ved ikke, hvad jeg skal vælge, jeg kan ikke vælge så hurtigt, KRISE. En mindre krise senere er jeg ved godt mod igen (selvom jeg ikke ville have noget imod at komme tilbage til det ubekymrede paradis), på trods af, at den allernærmeste fremtid ikke er planlagt. Jeg burde nok finde et job eller noget at beskæftige mig med de næste par måneder... (og oven i købet begyndte banken også lige pludselig at kaste diverse tilbud i nakken af mig, som jeg også skal tage stilling til! Det er da ikke så nemt, når man ikke ved, hvordan ens fremtid lige ser ud...) Ih, alle de beslutninger.

Walking in a winter wonderland

Sne er nu smukt. Frostgrader bider i kinderne, sneen knaser under mine støvler. Minder lidt om en skydelyd fra et futuristisk bipspil, hvilket gør det fuldstændig umuligt at bevæge sig lydløst gennem skoven. Og dog. Rådyret mestrede disciplinen. Så elegant, springende gennem den snedækkede lysning.
Jeg gik en ny vej i den mennesketomme skov. Tænkte at sneen kunne lyse op, så der ikke virkede så dystert på den nye sti. Det gav alligevel et sæt i mig, da en fugl brød stilheden med sine baskende vinger.
Nytårsaften gik i øvrigt fint. Ikke noget vildt og spektakulært, men det er nok sådan jeg bedst kan lide det, når alt kommer til alt.




Og så smider jeg lige et link til en af de allerfineste jule/vintersange, jeg kender. Nej, jeg sætter videoen ind i stedet, selvom jeg faktisk har haft den på bloggen før, men det var den gamle blog, så det tæller jo ikke helt, vel? Og så passer den jo perfekt til dagens titel, så jeg er jo faktisk nødt til at poste den, ja.