Efter midnat

Af en eller anden ukendt årsag synes jeg egentlig det ville være mest passende at skrive om Efter Midnat efter midnat. Spørg mig ikke hvorfor, men sådan har jeg det bare. Ligesom jeg også helst læste den liggende i sengen i nattemørket lige inden jeg skulle sove. Det passede bare bedst til den.
Det sådan en bog, der giver mig lyst til at blive oppe om natten og sætte mig på en eller anden natåben diner, hvor jeg kan sidde og læse i en bog og opleve nattens hændelser. Hændelser, som ingen ved sker, bortset fra dem, der altså er til stede. Ikke fordi jeg har lyst til at være søvnløs, men der er bare et eller andet over det, som jeg godt kan lide (dog ikke noget, jeg umiddelbart har tænkt mig at føre ud i livet).
Som der står på bagsiden er det Murakami i koncentreret form, en lille bog, i teorien hurtigt læst, i praksis tog mig 4 dage (hvilket jo ikke er ret hurtigt), fordi jeg godt kan lide at have Murakami-værker til gode og derfor forsøger at strække nydelsen så langt som muligt, når jeg først har sat kløerne i den (og den del kan også godt kræve en del overvindelse, hvilket – set i bakspejlet – virker ret fjollet. Man får jo ikke noget ud af, at have en masse gode bøger liggende, hvis man aldrig læser dem, ene og alene fordi man godt kan lide at have nogle gode bøger til gode).


(Og så har jeg en svaghed for bogomslaget på stort set samtlige Murakamis bøger. De er så fine og lyse og lette, farverne klæder dem og skrifttyperne er jeg også ret pjattet med... what's not to like?)

Hov, nu var jeg lige ved at glemme det, midt i al min lovprisning, men slutningen var lidt underlig. Ikke, at den er decideret dårlig, men det er nok bare fordi jeg faktisk gerne ville vide, hvad der sker med karaktererne efterfølgende.