Jeg vil tilbage!

Det sætter sine spor, 3 måneder uden bekymringer om fremtiden. Uden nogen som helst tanker om fremtiden, man var i nuet på en måde, jeg aldrig har været i nuet før. Jeg var der bare. Dér, hvor ens største beslutninger handlede om, om man skulle smutte i supermarkedet eller ned i byen og kaste sig ud i en eller anden vild aktivitet. Det var fantastisk. De manglende fremtidsplaner skubbede jeg foran mig. "Det finder jeg ud af, når jeg kommer hjem".

Nu er jeg hjemme, ergo er det nu, jeg skal finde ud af det. Men jeg kan slet ikke finde ud af at tænke fremad og planlægge og ikke bare være, hvor jeg er lige nu og ignorere vigtige beslutninger. Hvad vil du så nu?, spørger alle. Så svarer jeg noget om at jeg tror, jeg måske vil det og det. Aha, hvorhenne?, spørger folk. Jeg ved det ikke!
Pludselig skulle alle beslutninger tages og nu er det nu, allerede på mandag, jamen jeg er jo lige kommet hjem og jeg ved ikke, hvad jeg skal vælge, jeg kan ikke vælge så hurtigt, KRISE. En mindre krise senere er jeg ved godt mod igen (selvom jeg ikke ville have noget imod at komme tilbage til det ubekymrede paradis), på trods af, at den allernærmeste fremtid ikke er planlagt. Jeg burde nok finde et job eller noget at beskæftige mig med de næste par måneder... (og oven i købet begyndte banken også lige pludselig at kaste diverse tilbud i nakken af mig, som jeg også skal tage stilling til! Det er da ikke så nemt, når man ikke ved, hvordan ens fremtid lige ser ud...) Ih, alle de beslutninger.