torsdag den 21. januar 2010

Ligegyldigheder

Nu har jeg igen drømt om Rejsefællen, tror jeg nok. Er faktisk ikke helt sikker på, at det var ham eller om det bare er noget, jeg har bildt mig selv ind. Eller også var jeg ret sikker på, at det var ham, hvorefter jeg har bildt mig selv ind, at det faktisk udemærket godt kunne have været hvem som helst. Og nu er jeg lidt forvirret, men det er nok godt nok alt sammen.
Forvirringen siger mig, at det nok ikke er Rejsefællen som person, jeg drømmer om, men nærmere den rolle han spiller i drømmene. Og så er det tilfældigvis bare hans ansigt, der fungerer som repræsentant for en eller anden, jeg ikke har mødt, så der ikke render en ansigtsløs person rundt i mine drømme. Det lyder da meget logisk, gør det ikke?

Det her er vist tegn på, at jeg har alt for meget tid til at tænke over ligegyldige ting. Og når man har alt for meget tid, så kunne det jo være meget rart at have en, man kunne fordrive tiden med og så ender det i alt det her sludder om at længes efter en eller anden, jeg ikke ved hvem er. Normalt har jeg det egentlig fint med bare at være mig uden kæreste at tage hensyn til, og hver gang jeg hører om folks parforholdsproblemer, så glæder jeg mig over, at jeg slipper for det. Men der er så bare også en masse gode ting, jeg jo går glip af. Og det kan jeg jo så bruge min alt for megen tid på at spekulere over.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar