Back on track

Jeg ved virkelig ikke hvad der skete for mig i sidste uge med den nedsmeltning, fordi jeg bildte mig ind at Instruktøren sikkert så mig som en eller anden freak. Tristheden dampede heldigvis af i løbet af weekenden, og da en ny uge startede var det som om min fornuft vendte tilbage.

Det gik op for mig, at det sådan set var mig selv, der startede med at ignorere ham på gaden, hvor jeg overhalede ham uden at anerkende hans eksistens. Han gik godt nok og talte i telefon, og det ville jeg ikke forstyrre, men jeg kunne jo godt lige have kigget mig over skulderen og vinket til ham, idet jeg gik forbi. Så der er vist ingen grund til at tage det som en afvisning, at han ikke pludselig inviterer sig selv til at følges med mig. Og den manglende øjenkontakt under selve træningen bunder nok mest i at jeg nærmest ikke turde se på ham overhovedet. Så er det unægteligt lidt svært at lægge mærke til eventuel øjenkontakt.

Nu skulle man måske tro at crushet så bare ville fortsætte på fuld skrue, nu hvor det er gået op for mig at det meste bare foregik oppe i mit hoved og jeg dermed ikke længere føler mig afvist, men det er det faktisk ikke. For det gik også op for mig, at jeg garanteret også har overfortolket hans smil og øjenkontakt de forrige uger. Bare fordi man smiler til folk betyder det jo ikke at man er interesseret i dem på nogen måde. Så jeg har besluttet at jeg ikke gider gå og sukke efter en, der reelt ikke har gjort tilnærmelser (det har jeg gjort så rigeligt i løbet af årene...), og som jeg egentlig er ret overbevist om ikke passer særligt godt sammen med mig (og omvendt). Når jeg allerede på det her ikke-eksisterende stadie af et forhold tænker så meget over, hvor dårligt vi passer sammen, så er det nok ikke det rigtige. Det var helt befriende at nå den konklusion i tirsdags. 

Før denne uges træning var jeg alligevel lidt spændt på, hvordan jeg ville reagere på at se ham igen, men det gik overraskende fint. Jeg kunne godt mærke at jeg var lidt ekstra selvbevidst, som jeg altid er, når jeg er i nærheden af en, jeg er tiltrukket af (og det er jeg stadig - han er nu altså ret charmerende på en eller anden underlig måde), men jeg formåede at være ret afslappet alligevel og havde det bare sjovt. Humøret var højt, præcis ligesom før min tristesse, og vi grinede og øjenkontakten fejlede heller ikke noget. Lidt paradoksalt, så var en del af grunden til at jeg kastede mig ud i den her aktivitet, at jeg skulle øve mig i at komme ud af hovedet og ned i kroppen... At dømme efter alt det her tankespind, det har medfødt, så er jeg vist ikke helt i mål med det endnu.