Feel my chest when I look at you

Jeg troede faktisk jeg var ved at være for gammel til at blive så fascineret af et kendt menneske. Apparently not. Jeg tænker voldsomt meget på John Mayer i betragtning af at jeg aldrig har mødt ham personligt, og højst sandsynligt nok heller aldrig kommer til det. Det er nu nået til et niveau, hvor jeg i perioder får hjertebanken og bliver helt kulret, hvis jeg ser et særligt fint videoklip eller billede af ham. Mit hjerte svulmer nærmest i brystet på mig, og jeg tager tit mig selv i at sidde med et fjollet, fjoget smil på læben, når jeg tænker på et eller andet han har sagt eller sunget. Eller bare et særligt smil. Fuldstændigt henført til diverse drømmescenarier. Det er helt tosset, og jeg burde nok stoppe mig selv før det går helt over gevind (man kunne måske argumentere for at det allerede er for sent...), men jeg har nu hygget mig ret meget med at være håbløs fangirl i disse tider, hvor social kontakt har været meget begrænset. Om ikke andet er det da godt at vide, at jeg ikke er alene om besættelsen (størstedelen af mit Instagramforbrug er efterhånden relateret til Mayer-fanprofiler...)

Det er ellers kun sket to gange før,  at jeg semi-seriøst har overvejet at rejse til USA i håbet om at møde mit kendiscrush.
Mit første seriøse kendiscrush var på Elijah Wood, da Ringenes Herre blev filmatiseret. Jeg var vel 14-15 år gammel og håbede, at han ville være single og vente på mig, når jeg engang blev færdig med skolen og kunne rejse til USA. En hel del år senere tog jeg til USA, men mit crush var forsvundet tilstrækkeligt til at jeg ikke skænkede det en tanke (tror dog jeg ville være blevet en lillesmule star struck, hvis jeg var rendt ind i ham...).
Det andet kæmpecrush var, ikke overraskende, hvis man har læst tidligere indlæg fra den periode, Jason Mraz. Jeg var lidt misunderlig på Tristan Prettyman, som han datede en overgang, men så vidt jeg husker ville jeg egentlig bare have en, der mindede om ham. Og det er jo også noget mere fornuftigt end at drømme om lige præcis dén ene person, som jeg gør med John. Det afskrækker mig ikke engang at han er 10 år ældre end mig (måske fordi det er så urealistisk at jeg faktisk skal forholde mig til aldersforskellen i virkeligheden). Jeg har ellers tit tænkt at mænd over 35 var alt for gamle til mig (og det synes jeg nok stadig som udgangspunkt). Men han er måske også mere ungdommelig end den gennemsnitlige danske mand på hans alder (bilder jeg mig ind).

Anyway, jeg burde måske lægge mere energi i at date mere opnåelige mænd, i stedet for at gå og fantasere om en vis Mr. Mayer og ærgre mig over, at jeg ikke har valgt en form for karriere, der kan lede mig ind på hans lystavle. Hvis det går, som det plejer, så er den ekstreme fascination nok faldet til et lidt mere normalt niveau om et års tid, medmindre jeg møder én, der kan fremskynde processen (man har vel lov at håbe).