Infatuation

Jeg kan mærke, at følgende bliver både langt og rodet, men jeg har lyst til at skrive det ud, så here goes (og det er sikkert også kun mig selv, der kommer til at læse det igen om et par år eller noget)...
Siden koncerten for godt en måned siden har jeg gået rundt og udviklet et gedigent crush på John Mayer. Jo mere, jeg ser og hører, jo mere sympatisk og fantastisk bliver han.
Det første, der går igennem mit hoved, når jeg vågner, er brudstykker af hans sange. Jeg har mere eller mindre konstant en lille bid John Mayer-musik på hjernen, selv når jeg sidder i møde på arbejde, tager jeg mig selv i at zone ud og gennemgå en sangtekst i stedet for at høre efter.

De første uger efter var det helt galt, og der var flere dage, hvor jeg fik meget travlt, da jeg skulle ud af døren om morgenen, fordi jeg kom til at hænge lidt for længe over musikken og morgenmaden, men det har heldigvis fundet et lidt mere passende leje nu. Men jeg fortaber mig stadig i klip på youtube og udskyder lidt for tit alt muligt husligt, indtil det er tvingende nødvendigt, hvis jeg skal opretholde en nogenlunde voksen og velfungerende husholdning.
Det fremgår vist allerede, at det var en fantastisk koncert og jeg gik gladeligt til endnu en koncert i morgen, hvis jeg fik chancen. Næste gang bliver jeg nødt til at trodse min modstand mod fremmede mennesker indenfor min intimsfære, for jeg har virkelig lyst til at opleve ham fra første parket (og så kunne man jo fantasere om at han ville lægge mærke til en, haha!). Og hvis han laver to koncerter her igen næste gang, så kunne man jo lave en lille tur ud af det og tage med til begge.

Jeg har en alenlang to-do liste med interviews og podcasts, som jeg vil høre, og hans musik kører på repeat, når jeg har muligheden. Som det liste-menneske, jeg er, har jeg lavet en oversigt over alle hans sange og noteret hvilke, jeg har hørt live, og hvilke jeg vil lære teksterne på. Nogle af teksterne kan jeg heldigvis store dele af i forvejen, men det er måske meget godt at han ikke turnerer verden rundt hvert år, så jeg har en chance for at nå at lære resten, inden han kommer næste gang.
Til koncerten fandt jeg (og størstedelen af det øvrige publikum) i hvert fald ud af, at der ikke rigtig var nogen, der havde en idé om, hvad teksten var, da han på et tidspunkt opfordrede os til at synge en passage af Stop This Train. Så nu skal jeg være forberedt til næste gang og det er jo også en fremragende anledning til at nørde hans tekster og træne min sangstemme, som jeg længe har villet.

Min fascination er som nævnt gået helt amok midt i min post-koncert-blues, og jeg fantaserer lidt om at rejse til Montana (eller LA eller New York) og så håbe, at jeg tilfældigvis render ind i ham. Hvilket jeg jo godt ved er afsindigt usandsynligt. Og jeg ville sikkert heller ikke ane, hvad jeg skulle sige til ham, hvis jeg mødte ham (udover et rungende ja, hvis han inviterede mig ud).
Forleden, da jeg var til familiefødselsdag, kom jeg også til at sidde og forestille mig at han var der. Som min kæreste selvfølgelig, hvor sindssygt, det end lyder. Jeg forestiller mig at det ville være utroligt akavet, hvis jeg pludselig tog en verdenskendt musiker med hjem til min ret stille, jyske familie. Så jeg må nok hellere lade det blive ved drømmen og holde mig til det, jeg kan få ved at følge ham på instagram.

Jeg husker tydeligt at Bigger Than My Body kom frem, da jeg gik i 10. klasse og vi hørte radio i frikvartererne og jeg gik hjem og så Boogie, mens jeg lavede lektier. Alligevel var det først i 2014, at jeg bevidst begyndte at opsøge hans musik. Fordi Studiekammeraten var fan (så noget godt er da da kommet ud af min mærkelig flirt med ham). Og så var det stadig kun de største hits, jeg hørte. Det var mærkeligt nok først da The Search for Everything udkom, at jeg hørte et helt album fra ende til anden (muligvis fordi musikken ikke var ligeså lettilgængelig dengang). Nu er jeg så startet helt forfra og hører alt fra ende til anden, så jeg kan udvælge de favoritter, jeg skal lære teksten til. Noget skal jeg jo bruge min klæbehjerne til.