Ambivalens

Det er en sær tid, det her. På en måde føles det præcis som en helt almindelig sommerferiestart fra studiet, men alligevel er der alle de administrative ting, der følger med uddannelsesafslutning, der minder om at det ikke bare er almindelig sommerferie. Det er så småt ved at gå op for mig, at jeg ikke skal tilbage på universitetet. Og mine medstuderende, ikke mindst. De sidste mange måneder har jeg ellers gået og glædet mig til at slippe ud fra uni, men nu er det som om det er en lille smule angstprovokerende med alle de ting, der ikke ligger fast. Men jeg lærer jo nok at leve med det.

Nå, men altså... ikke et indlæg uden omtale af Den Perfekte. Alt det her færdig-med-uni har selvfølgelig krævet en del fejring, hvor både Den Perfekte og jeg har været til stede. Og der er sådan set ikke sket nogen særlig udvikling på det punkt, alligevel føler jeg for at skrive det ned, bare fordi.
Første fejringsaften startede vi nogle stykker hjemme hos Den Perfekte, inden vi skulle ud at spise. Han sagde, det var godt at se mig og gav mig en krammer (ligesom han sikkert har gjort ved de andre også... jeg overfortolker). Da vi så skal ud at spise ender Den Perfekte ved mit bord. Ergo var der basis for en del øjenkontakt. På et tidspunkt, hvor han er ved at fortælle noget, ser han mig så ofte i øjnene at min sidemand ligefrem vender sig for at se på mig, som om han lige skal se, hvad det er, der gør at Den Perfekte ser så meget over på mig. Så den øjenkontakt må da have været lidt udover det sædvanlige?
Senere på aftenen er vi på bar, hvor min rival er rimelig nærgående. Hun er i hvert fald meget kropskontaktsøgende overfor Den Perfekte, dog ikke noget, der behøver at være andet end venskabeligt, så måske jeg overfortolker, som jeg jo har tendens til. Han virkede ganske tilfreds med hendes kram, men han var også voldsomt fuld, så jeg er tilbøjelig til at tro at hans kritiske sans lå på et meget lille sted (og det er jo også en mulighed, at han bare synes det var rart, også hvis han ikke havde været fuld...). Vi står og konkurrerer om at slå søm i på færrest slag (virkelig en sær bytursaktivitet!) og da jeg rammer rigtig godt hepper han på mig, jeg giver ham en high five, som ender med at han tager om min hånd. Desværre stod vi på hver sin side af sømblokken, så jeg kunne ikke rigtig opretholde hånd-holderiet, omend jeg gerne ville.

Endnu senere på aftenen har jeg efterhånden så mange procenter i blodet, at jeg tør gå ret målrettet hen til det bord, han (og et par stykker af de andre) sidder og hænger ved, aer ham på ryggen og smiler til ham, da han let forvirret vender sig om, for at se, hvem det er, der står og rører ved ham. Og så havde det jo været fedt med en respons, der ikke ville være til at tage fejl af, men så heldig var jeg ikke. Han ser kort på mig, smiler måske lidt åndsfraværende (igen, han var virkelig fuld) og retter så sin begrænsede opmærksomhed mod noget andet. Jeg lader min hånd hvile på hans ryg lidt tid, indtil jeg beslutter mig for at det er spild af tid og kræfter at gøre flere tilnærmelser, når han er så fuld, hvorefter jeg går ud og danser grimt med nogle af de andre. På vej hjem skulle jeg hente min cykel udenfor hans lejlighed, hvor jeg gennem det åbne vindue kan høre at han snakker med nogle, deriblandt min rival. Min saddel er temmelig våd, så jeg overvejer et kort øjeblik at gå op og ringe på hos ham med det påskud at jeg skal låne noget til at tørre sadlen af med. Men jeg bliver enig med mig selv om, at det er for påtrængende og mærkeligt, så jeg tørrer den med ærmet og cykler hjem. Sådan lidt halvmut og fuldetrist over at hun var deroppe, selvom hun bare skulle låne en sofa at sove på...

Dagen efter turde jeg knapt nok at se ham i øjnene. Ved ikke, om jeg var bange for at have afsløret min interesse overfor ham, om jeg blev bange for at virke for anmassende (uden grund, for det var sådan set meget uskyldigt at ae ham på ryggen en enkelt gang...) eller hvad det handlede om. Han kunne sikkert ikke engang huske, hvad der skete eller ikke skete aftenen før.

Samme aften var den allersidste fest i vores uniliv, så jeg burde vel egentlig have været ekstra offensiv og fortalt ham et og andet. Men efterhånden som min promille steg, følte jeg alligevel ikke helt for at benytte mig af mit fuldemod til at gøre noget særligt ved sagen. Det var som om at jeg havde accepteret at der ikke ville ske noget mellem os nu og at timingen var forkert. Jeg bildte mig selv ind, at jeg ikke er klar til noget med ham nu. Og måske er det også rigtigt. Så jeg beundrede ham lidt på afstand i løbet af aftenen og koncentrerede mig ellers om at have det sjovt med andre i stedet. Dog var der et tidspunkt, hvor nogle stykker (blandt andre Den Perfekte, sjovt nok) var samlet nede ved vandet. Jeg gik derhen med en anden og vi snakkede med Den Perfekte om vandmænd og han snakkede tydeligvis til mig. Jeg elsker, at han ser mig, når han taler, selvom jeg ikke siger noget. (Så skal jeg bare lære at sige noget også, så det kan blive en samtale...). Dér havde jeg faktisk haft en ok mulighed for at snakke bare med ham, hvis jeg havde sat mig ved siden af ham. Men det var koldt og der sad en anden pige på den anden side af ham, så det fik jeg ikke gjort. I bagklogskabens klare lys, skulle jeg havde gjort det, men det kunne jeg åbenbart ikke lige finde ud af. Og så fik jeg sådan set ikke snakket mere med ham. Da festen blev lukket ved 3- tiden, gik jeg hen og afkrævede et farvelkram, han spurgte om jeg allerede tog hjem, jeg svarede at jeg tog på McDonalds med de andre. Det syntes han var en god plan. Men krammet var lidt halvhjertet. På vej derhen kunne jeg godt mærke, at jeg ikke helt kunne håndtere at jeg ikke skulle se ham igen foreløbig, så jeg sad og fortrød at vi var taget så hurtigt afsted efter festlukningen. Men pludselig kommer Den Perfekte og tre andre ind på McDonalds. Mens de står i kø, bliver vi færdige med vores og min kammerat, som også er meget fuld, insisterer på at vi skal gå op til dem i køen og sige farvel inden vi går, og det synes jeg selvfølgelig er en god idé. Ekstra farvelkram af Den Perfekte skal man ikke kimse ad. Denne gang er krammet langt og tæt. Jeg kan stadig mærke hans ryg under mine hænder. Han sagde, at vi "helt sikkert ses igen". Om det bare var noget han sagde, om det er fordi han gerne selv vil eller om det bare er fordi han ville gøre mig glad, ved jeg ikke. Men jeg håber, han har ret.