Sært.

Shit, hvor er jeg altså en freak. I går aftes kunne jeg ikke falde i søvn og da jeg så havde ligget der og stirret på den firkantede plet af måneskin på gulvet, fik jeg pludselig en tanke; hvad nu, hvis Ham den fine pludselig ringede til mig?! (aner ikke, hvor den idé kom fra) og så begyndte jeg ellers at føre en imaginær telefonsamtale med Ham den fine. Han sagde selvfølgelig ikke så meget (klart nok), så jeg plaprede løs om alt muligt sludder og undskyldte for alt det nonsens jeg havde skrevet i hans notesbog. Det var SÅ mærkeligt og syret, men det er åbenbart det, søvnløsheden gjorde ved mig. Og det er (heldigvis) helt og aldeles usandsynligt at noget af det nogensinde vil ske. For det første vil han aldrig nogensinde ringe til mig (selvom jeg ellers gav ham alle mulige kontaktoplysninger i min pinlige besked i hans bog). For det andet, så vil jeg forhåbentlig aldrig fortælle ham alt det, jeg forestillede mig i går. Okay, en undskyldning for alt det underlige, jeg skrev til ham, ville nok være meget passende, men resten er for pinligt. Hvis jeg nogensinde ser ham igen bliver det garanteret enormt akavet, fordi min semikærlighedserklæring mellem linjerne har skræmt ham fra vid og sans. Tør jeg overhovedet se ham i øjnene igen? (jeg kan sikkert ikke lade være...). Var der nogen, der sagde freak, huh?