Nogen gange...

... tænker jeg på, hvor patetisk det var, alt det, jeg skrev til ham i sidste øjeblik, midt om natten inden afskedsdagen. "Hvis du kommer hertil igen en dag, må du endelig skrive, bla bla bla...", elegant afsluttet med nogle P.S. og P.P.S.'er med mail og telefonnummer i tilfælde af, at han pludselig skulle blive ramt af momental sindssyge og pludselig få lyst til at snakke med mig - pigen, som han ikke har ført andet end korte, overfladiske samtaler med, og som er så genert i hans selskab, at hun knap nok tør røre sig en milimeter.


Og alligevel fortryder jeg ikke det, jeg skrev (det ville også være fjollet, eftersom der ikke er noget at gøre ved det nu). Det var godt at få det ud. At det måske var lidt voldsomt med alle de komplimenter og al den small talk, jeg synes jeg skulle have talt med ham, men aldrig havde nået at få gang i, er der jo ikke noget at gøre ved. Jeg mente hvert et ord, selvom jeg måske ville have formuleret det på en mere diskret måde, hvis jeg ikke havde været en smule påvirket af aftenens konsumering af Filur. Nu skal jeg måske bare lære at fortælle det til folk, i stedet for at skrive det til dem, så de først læser det og finder ud af ting og sager, der står mellem linjerne, når de er alt for langt væk til at reagere på det (måske var det dét, der gjorde, at jeg overhovedet turde skrive det?)