Søndag i april

Det er sjovt som musik kan sende en tilbage i tiden. En af de podcasts, jeg hørte på min eftermiddagstur i skoven blev indledt med Barndommens Gade, hvilket fik mig til at genhøre Anne Linnets "De Bedste", da jeg kom hjem. Hver gang jeg hører det album, hvilket godt nok ikke sker så tit længere, bliver jeg sendt tilbage til foråret 2012, hvor jeg næsten dagligt hørte det album, når jeg vaskede op efter aftensmaden, efter jeg til en teaterkoncert pludselig havde fået øjnene op for hendes musik. Derfor forbinder jeg de numre med forår, opvask og stille søndage, og jeg kommer altid til at tænke på, hvordan jeg forestillede mig at ham, jeg syntes var lidt ekstra sød, ville vække mig en søndag i april ved at ae min kind, som hun synger om i den sang. Og hvor mild, lattermild og gavmild han ville være, ham jeg en dag ville tabe mit hjerte til (eller... jeg havde vist en ret specifik person i tankerne dengang, men i dag vil jeg nok ikke gå så langt at påstå, at jeg havde tabt mit hjerte til ham).

Og nu kan jeg så sidde endnu en søndag i april og være lidt sentimental og spekulere på, hvornår jeg møder ham, der skal ae min kind, når han nu ikke har vist sig endnu - eller hvornår jeg formår at kaste mig ud i det og tage imod, når der er en, der stiller op til kindnus, i stedet for at tage flugten ved at smække døren og løbe alt hvad jeg kan, så snart der er nogen, der vil tæt på.
Sidstnævnte mønster er jeg simpelthen nødt til at gøre noget ved på en eller anden måde. Bevidstheden om det og erkendelsen af, at det spænder temmelig meget ben for mig, er vel et skridt i den rigtige retning. Hvordan bliver man god til at lukke folk ind? Det er jo så meget nemmere at kaste sin kærlighed på en eller anden mere eller mindre uopnåelig person (hej Perfekte...), for så er der jo ikke så stor risiko for at man nogensinde kommer til det punkt, hvor nogen for alvor skal tæt på og så slipper jeg for at blive skræmt fra vid og sans, mit flugtinstinkt kan hygge sig i sin dvaletilstand and nobody gets hurt.