Den spanske sommerflirt, del 1.

Jeg har aldrig fået skrevet om den spanske sommerflirt, som nok egentlig har været katalysator for en del granskning af mine reaktionsmønstre, når det kommer til relationer til det modsatte køn. Settingen er Palma, Mallorca, på en temmelig lun augustdag. Jeg har været på øen i et par timer, har fået installeret mig på mit værelse og er ude på min første vandring rundt i byen for at sondere terrænet, da en spansk ungersvend kom og spurgte mig om jeg vidste, hvor der var et busstoppested. Det vidste jeg sjovt nok ikke, og før jeg fik set mig om, havde vi udvekslet numre og aftalt at spise is på et tidspunkt. Allerede på de fem minutter, vi snakkede sammen, fik han konstateret at jeg var anderledes end alle de andre, at jeg var meget mere åben og snakkesalig (HA! Han skulle bare vide, tænkte jeg...). Resten af eftermiddagen gik jeg og var lidt paf over at være blevet inviteret ud af en vildt fremmed, sådan ud af det blå, men nu var jeg jo på soloferie, og han virkede reel nok, så jeg tænkte at jeg lige så godt kunne se om jeg kunne lokke nogle tips ud af en lokal, når han nu selv tilbød sit selskab.

Et par dage senere aftalte vi at mødes til en sen eftermiddagsis nede ved vandet. Jeg kom i lidt god tid og var ret meget i tvivl om, om jeg overhovedet ville kunne kende ham. Men han fandt mig, og han syntes naturligvis at vi skulle hilse på hinanden på ægte sydlandsk manér med et par kindkys. Meget akavet for sådan en som mig. Nå, men han købte is og ledte os hen til nogle bænke, der var indbygget i muren nedenfor katedralen. Jeg satte mig overfor ham og vi spiste is og snakkede. Et tilbagevendende spørgsmål var hvad jeg tænkte om spanske mænd, et spørgsmål jeg ihærdigt forsøgte at krybe udenom hver gang han spurgte. Han var sjovt nok ikke så interesseret i at tale om seværdigheder...
Der gik ikke lang tid fra han var færdig med sin is, før han skulle vise mig noget på sin telefon og derfor var nødt til at sætte sig hen ved siden af mig. Det skortede ikke på komplimenter fra hans side, og selvom jeg var smigret, så var jeg egentlig mest fascineret af at observere alle hans moves. Det er jo klart at han var nødt til at rykke helt tæt på, når han skulle vise mig ting på sin telefon. Og min ørering var også vældig interessant, så den skulle naturligvis nærstuderes, ligesom min arm og hånd, for min hud var jo formidabelt lys. Og hvis det stod til ham skulle jeg også have taget elastikken ud af mit svedige hår, men det syn syntes jeg alligevel ikke jeg ville udsætte ham for. 35 grader er ikke befordrende for lækker frisure post elastik. Skumringen sneg sig ind på os, mens vi sad der, og jeg burde måske nok have set det komme eftersom jeg jo hele aftenen havde været ret obs på alle hans tilnærmelser. Alligevel blev jeg noget overrumplet, da hans læber pludselig vandrede hen over min kind og var faretruende tæt på mine. Og så slog mit flugtinstinkt til. Ikke at jeg flygtede, men jeg fik mumlet noget med at jeg ikke kendte ham, så det med kys kunne jeg altså ikke lige overskue. Han tog det meget pænt, hvilket jo er et godt tegn. I bagklogskabens klare lys har jeg svært ved at se, hvorfor jeg ikke bare skulle have slået hjernen lidt fra og kysset ham. Det kunne jo ikke have skadet. Nå, men efter det fejlslagne kys foreslog han at vi gik videre, så det gjorde vi. Hen til nogle barer, der lå for enden af en lang trappe, så man kunne stå og nyde udsigten. Og det gøres åbenbart bedst med insisterende kropskontakt og skuldermassage. Han gik aldrig over grænsen, men rykkede den lige så stille, indtil jeg pludselig fik for meget og sagde jeg måtte hjem. Han var endda så flink at køre mig hjem. I sin bil. Der gik pinligt lang tid, før det slog mig at han aldrig havde været interesseret i at vide, hvorfra bussen kørte den første dag.