Fail

Nå, men lige så hurtigt det blev forår i min hjerne, lige så hurtigt blev det vinter igen (også uden for min hjerne...).

Jeg ved ikke helt, hvad der sker for mig. Jeg kan ikke helt finde ud af, om min fascination af Manden er noget, jeg selv har fremprovokeret fordi han på mange måder ville være en ideel og "let" løsning. Er det noget, der kun har foregået oppe i mit hoved, eller er mit hjerte også med i det? For dybest set, så kender jeg ham jo ikke, men der er ingen tvivl om, at han, med det kendskab jeg har til ham, ville være et godt match for mig. En anden faktor er, at han ikke er en fremmed og ukendt, det giver en vis tryghed i sig selv, at jeg ved, at han generelt er et godt menneske, der kommer fra en baggrund meget lig min egen, og han ville fungere godt med min familie. Jeg kan virkelig godt forestille mig hvordan vi ville se ud som par. Men det er jo ikke første gang, jeg har haft det sådan.

Nå, men jeg havde jo den der trang til at gøre noget denne gang. Og meget ulig mig, så har jeg gjort alvor af det. Efter megen overvejelse skrev jeg til ham. Ikke noget med at invitere ham ud, så meget mod kunne jeg alligevel ikke mønstre, og jeg havde også en fornemmelse af, at jeg skulle gå blidere til værks, så det blev bare en hyggelig besked, der refererede til vores snak til brylluppet. Efterfølgende har jeg snarere tænkt at det var en latterlig besked, men han var da så sød at svare. Og så døde den ligesom der. Men jeg svarede heller ikke på en måde, der lagde op til at han nødvendigvis skulle svare igen. Det var måske dumt.
Jeg har været på noget af en følelsesmæssig rutsjebanetur ovenpå den korte beskedudveksling. Vekslende fra spænding og nærmest euforisk stemning, da beskeden var sendt og efterfølgende blev besvaret, til voldsom tristesse og trang til at tude og glo ind i væggen i al min selvmedlidenhed over at han ikke faldt pladask for mig ved at læse den ene besked. (Jeg har set for mange hollywood-kærlighedsfilm). Et eller andet sted havde jeg nok lidt håbet, at han ville indse, at hans liv ville være komplet, hvis jeg kom dumpende ind i det - at han faktisk havde gået og ventet på at min besked ville tikke ind i hans indbakke. Jeg tog fejl, tror jeg (ret beset ved jeg jo om han har ventet på noget eller ej). Omvendt har han ikke afvist mig, men eftersom jeg ikke har skrevet eller sagt noget, der kan give en afvisning, så er det jo ikke så mærkeligt.

Men nu er den værste tristesse overstået og jeg er begyndt at tænke lidt i andre baner. Håbet er ikke helt slukket alligevel, selvom det føltes sådan dagen efter beskedudvekslingen. Jeg ved nu ikke helt med det her proaktivitet. Indtil videre har det jo ikke været en succes. Jeg har faktisk kun opnået at forkorte min drømmeperiode betragteligt. Hvis jeg ikke havde skrevet, så ville jeg stadig have gået rundt i min forårsfornemmelseståge og forestillet mig, hvordan vi ville falde for hinanden som ved et trylleslag. Men nu har jeg da prøvet det. Og jeg er ikke død af det, så nu må jeg se, hvad næste skridt skal være... Man kunne jo håbe, at min besked har plantet et lille kim i hans bevidsthed, som med lidt held kan udvikle sig (men nu drømmer jeg nok igen...). Jeg er normalt også et meget tålmodigt menneske, så det skal vist også være min taktik her. Det er jo set at folk lige skal have lidt tid til at falde for andre. Problemet her er så bare, at det måske bliver lidt svært at møve mig ind i hans liv lige så stille, når vi ikke rigtig mødes. Så er det noget af en udfordring at charmere sig ind på nogen, uanset hvor charmerende man så er.